The Nightmare Before Christmas: Oogies Revenge

Da jeg tilbage i 1993 satte mig til rette i Dagmar-biografens varme, røde plyssæde, anede jeg ikke en pind om den film, jeg var blevet overtalt til at tage med ind og se. Jeg vidste ikke engang, at der var tale om en dukkefilm. Det eneste pejlemærke var Tim Burtons signatur nederst på plakaten og det faktum, at instruktøren før havde fortryllet mig med den helt igennem underlige, og alligevel ret så fængende, nutidsfabel Edward Saksehånd.

En time og seksten minutter senere sad jeg med munden på vid gad og med kæben i gulvet, som en 10-årig dreng, der lige havde sneget sig ind i pigernes omklædningsrum og slet ikke kunne sortere rundt i de mange indtryk. Derfor var jeg også sikker på at spil-udgaven, som i øvrigt har været forfærdelig længe undervejs, måtte ende i min PlayStation 2. Faren for at projektet ville blive en kønsløs omgang licensrytteri lå naturligvis i baghovedet, men muligheden for at se mere til Jack Skellington og hans sælsomme verden vandt over frygten.

Nu har jeg så givet Oogies Revenge seks timer i maskinen, og de har ikke været spildte. Dels fordi Oogies Revenge ikke er spilversionen af filmen, men derimod fortsættelsen på Jack Skellingtons eventyr, og dels fordi det er tydeligt, at Capcom ikke har lavet spillet med venstre hånd. Der er kælet for detaljerne. Alle, der har kunnet støves op og som lagde stemmer til det bizarre galleri af figurer, er tilbage for igen at puste liv i Halloween Town. Historien er varetaget af kræfter, som også var inde over Tim Burtons originale film, og den udbygger fint det filmiske univers uden at krænke det oprindelige udkast.

Den visuelle stil giver naturligvis sig selv. Ingen laver gotik bedre og smukkere end Tim Burton, så Capcom har stort set bare løftet hele atmosfæren fra filmen direkte over i spillet. Grå huse, der nærmest læner sig op ad hinanden, mens røgen stiger stille op gennem en forvredet skorsten, det brostensbelagte bytorv med alle sine krinkelkroge, lysende græskarhoveder og de mange spidse spir, er gengivet med stor nøjagtighed i Oogies Revenge. Den digitale udgave af Halloween Town er perfekt, når det kommer til designet.

Genremæssigt ligger spillet tæt på firmaets andre titler som Maximo og Devil May Cry. Jack Skellington udstyres fra starten af spillet med en grøn snotklat, der hængende fra hans højre arm på det nålestribede jakkesæt kan uddele smæk til de mange uheldige fjender. Når Jack svinger den selvlysende grønne slimklat, så vækker det faktisk minder om God of War, om end han ikke er helt ligeså sofistikeret i sit udvalg af slagkombinationer, og bestemt ikke er lige så bevægelig. Fjender hives tæt på dig, for derefter at svinges i enorme cirkler og til sidst blive sendt på en lufttur. Slagene kan med en vis forsigtighed kombineres, men generelt er systemet støvsuget for en enorm dybde.

Til gengæld er spillet alt andet end et standardeventyr. Der står godt nok i de medfølgende papirer fra Capcom, at The Nightmare Before Christmas er et decideret børnespil, men den logik har jeg svært ved at følge. Sværhedsgraden er uden tvivl lav, men som Jack træder i karakter, finder hans svævende lagen-hund Zero og begynder at eksperimentere med både hans julemand- og græskarforklædning, kompliceres opgaverne en del. Flere bosser kræver faktisk streng udnyttelse af samtlige forklædninger og special moves. Fra tid til anden skifter spillet også karakter af et rytmespil, hvor hurtige knapkombinationer baner vejen frem for succes, og her skal du også være mere end ferm for at gøre et indhug i fjendernes bugnende livmeter. Og så må jeg ikke glemme den kulsorte humor. Dette er bestemt ikke et spil for børn, dukker eller ej.

Jacks eventyr virker på dette tidspunkt både gennemtænkt og gennemført. Det er lavet på en licens, men læner sig aldrig op ad den, fordi mekanikken bag spiloplevelsen er veludført. Tim Burtons oplæg komplimenterer i stedet Capcoms projekt og omvendt, sådan som det altid børe være, men sjældent er tilfældet. Tænkt blot på Catwoman, diverse Batman-spil og tarvelige Looney Toons-pengekøer. The Nightmare Before Christmas: Oogies Revenge har alle muligheder for at blive et ganske velfungerende spil, og jeg glæder mig faktisk til at få den færdige kode mellem hænder.