The Plucky Squire

Af og til dukker der et spil op, som præsenterer sig selv med en præmis, der sælger sig selv. I The Plucky Squire spiller du en karakter fra en bog, i en bog, som for at løse sin mission skal rejse mellem sit flade hjemland og vores tredimensionelle verden. Det er ganske enkelt en god idé, og om der kommer et godt spil ud af det, er et spørgsmål om, hvorvidt udvikleren formår at eksekvere det. Det gør folkene hos All Possible Futures heldigvis langt hen ad vejen, og de har skabt et spil, der sprudler af kreativitet.

Jot, som er navnet på The Plucky Squire, er helt og hovedperson i en berømt og elsket børnebog. I denne bog redder han altid alle og har besejret den onde troldmand Humgrump, når de sidste sider er blevet vendt. Det er Humgrump naturligvis lidt træt af, og ved hjælp af en type magi, han har fundet, lykkes det ham at smide Jot ud af bogen og skrive den om, som han vil. Med hjælp fra sine venner skal Jot nu rejse mellem den virkelige verden og bogens verden og forsøge at rette op på historien. Som spiller arbejder vi altså på et metalag, hvor man hurtigt kunne blive rundtosset. Det er heldigvis ikke så kompliceret, som det lyder. Uden om selve Jots historie bliver det indikeret, at bogen er ejet af drengen Sam. Han er en kreativ lille fyr, som har skitser og legetøj spredt ud på sit skrivebord, og Jot får at vide, at hvis ikke han redder historien, så mister Sam sin inspiration og kommer til at gå en forkert vej i livet. Det er en smule Pixar på budget. Børn er ikke fortabte, fordi de mister interessen i en billedbog, men nuvel, det er et simpelt anslag, som vi alle kan forstå, og historien bliver aldrig meget dybere end det. Undervejs forsøger spillet at bryde den fjerde mur, og karaktererne antyder, at de måske ved, at vi som spillere også sidder derude og hjælper til. Det er et fornøjeligt univers, alle disse lag får bygget op, men historien får aldrig et virkeligt højdepunkt eller overrasker i en grad, som man måske kunne håbe på, givet præmissen. Men det er fortryllende og finurligt.

Bogens univers er præsenteret med en simpel dynamisk streg a la de klassiske fransk-belgiske tegneserier som Tintin, Splint og Asterix, dog uden så meget detaljerigdom, og det savner lidt originalitet. Det har nok været nødvendigt at holde stilen simpel for at gøre det nemmere rent teknisk at designe spillet. Jot skal jo kunne hoppe sømløst mellem en 2D- og en 3D-verden, og det kan han, men det er svært at forestille sig, at en kreativ knægt, stor nok til at sidde ved sit eget skrivebord og male og tegne og bygge, ville finde sin største inspiration i dette univers. Det lyder negativt, men det er mest for at understrege, at stilen er simpel og ligner noget for børn. Men det gør ikke noget, for den er veludført og charmerende hele vejen igennem. Man finder bare ikke nogle dramatiske eller overraskende design igennem spillet. Til gengæld danner denne stil grobund for et ret imponerende spil, når Jot begynder at rejse frem og tilbage mellem verdenerne. Bogen, som historien foregår i, ligger på et skrivebord, mens man spiller, og det ligner bogstavelig talt en illustreret bog, hvor tegningerne er blevet levende. Når Jot så hopper ud af bogen og ind igen, kan man ikke lade være med at blive begejstret. Så selvom det måske ikke er det mest dramatiske eller banebrydende visuelle design, så fungerer det perfekt og er teknisk vidunderligt at se på.

En af de sjoveste nyere superhelte i tegneserieverdenen er Overmand. Overmands superkraft er, at han kan rejse imellem ruderne i tegneserien. Hvis han observerer noget, der sker på det sidste billede, kan han rejse et par rammer tilbage og nå at ændre handlingsforløbet. Det er vildt kringelkroget og morsomt, og hvis man ikke har læst Overmand endnu, burde man gøre det. Min forhåbning var, at The Plucky Squire ville kunne skabe noget af det samme, bare i spilform, og det kan det også langt hen ad vejen. Ligesom både med historien og det visuelle design bliver der dog spillet indenfor sikre rammer. The Plucky Squire er mest af alt et gåde- og puslespil, men sådan tager det sig ikke umiddelbart ud, når man først går i gang. Gameplayet minder i starten om spil som Cat Quest eller 2D-Zelda-spil, men som siderne bladrer fremad, besøger vi et hav af genrer. Der er platforming, arkade-shooter, en boss der skal besejres, som var det Punch-Out!! til Super Nintendo. Alle disse forskellige stilarter kommer dog til sidst til at virke en smule som et gimmick, fordi når alt er sagt og gjort, er The Plucky Squire et puslespil.

Jot har evnen til at flytte rundt på ord og rejse ud af bogen ét sted for at rejse ind igen et andet sted. Han kan bladre i bogen og tilte siderne for at manipulere objekter i bogen. Disse er de centrale mekanismer, som går igen i hele spillet, og den centrale drivkraft. Undervejs får man nye redskaber til at påvirke ting på siderne, men størstedelen af gåderne skal løses ved at rykke et ord eller tilte en side for at skabe rum til at komme videre. Et eksempel kunne være, at et stort monster blokerer ruten ud. Det står beskrevet med ord på siden, så hvis du i stedet kunne putte ordet "lille" ind i sætningen, skrumper monstret pludselig. Det kunne også være, man modsat skal gøre monstret stort for at kunne rulle det ind i en væg. Der er en masse sjove idéer, men efterhånden bliver gåderne ensformige, og det er først mod slutningen af spillet, at der sker nogle dramatiske ændringer, som ryster formlen lidt. Spillet holder ikke fast i en ny mekanisme længe nok til, at det kommer ud over at virke som en gimmick. Alligevel er den måde, hvorpå spillet benytter 2D og 3D, lidt genial. Når man er i 3D-verdenen, kan man hoppe ind i forskellige skitser og noter, der ligger på bordet, eller du kan hoppe ind i en illustreret kop eller en søjle, der er tegnet på, som er et helt andet univers. Det er et fantastisk påfund, men det bliver ikke udnyttet nok. Selvom spillet er solidt og holder hele vejen igennem, så sidder man lidt tilbage med et ønske om mere. Spillet måtte gerne have udforsket præmissen og mulighederne endnu mere.

Når det så er sagt, så er The Plucky Squire et eksempel på en legesyg og idérig kreativitet, som vi sjældent ser udenfor Nintendo eller spil som Astro Bot. Desværre når det ikke de samme højder som lignende spil. Når man er færdig, er det svært at komme i tanke om en specifik sektion i spillet, som virkelig var sjov at spille. Det holder samme niveau hele vejen igennem, og det er et højt niveau, men det bliver aldrig så sjovt og interessant, som man kunne have håbet på.

På trods af mine kritikpunkter fortjener The Plucky Squire meget ros. Det er et godt spil, baseret på en fed præmis, og det er veludført hele vejen igennem. Måden, hvorpå hovedkarakteren kan rejse mellem bogens verden og den virkelige verden, gør spillet til en lille teknisk perle. Grundidéen lægger dog op til mange flere skøre idéer, end vi ser her, og det mangler nogle sektioner, som ganske enkelt bare er virkelig sjove at spille. Det er som om, man er lidt forvist til en intellektuel beundring af spillet på afstand, men aldrig for alvor får lov til at være en del af universet. Lad os håbe, det bliver en stor succes, så vi får en efterfølger, der er dobbelt så stor og dobbelt så skør.