The Punisher

Mere end 101 forskellige måder at dræbe fjenden på. Dette proklamerer The Punisher stolt som en interessant spilfeature i den pressemeddelelse, jeg har liggende foran mig - og det skal nok passe. Jeg har kørt adskillige folk gennem en kompostmaskine, fjernet en fyrs ansigt ved at lade et akvarium af piratfisk går amok på ham, og endda ristet en andens ved at stikke hans hoved ind i en smålun kamin. En helt tredje mistede sine ædlere dele til en rundsav. Hævnen er sød og hævnen er Frank Castles - ja, og så lidt min. I hvert fald i Volitions seneste spil, The Punisher.

The Punisher starter lidt uvant med slutningen. Siddende i et afhøringslokale, fortæller Frank Castle, hvad der egentlig er sket indtil du smides ind i plottet, og derfor skal du som hævneren selv ud og opleve hele molevitten fra første parket. Ikke ulig de anmelderroste Max Payne-spil, kan du jonglere med en helvedes masse våben og endda gøre det i langsom gengivelse - ja, det er set før og givetvis også bedre, men det ser nu stadig godt ud, når Castle iført en sort t-shirt med dødningehoved slipper kuglerne ud af kammeret og dræber alt omkring sig.

Spillets helt store omdrejningspunkt er dog muligheden for at forhøre dine modstandere og det er her alle de uhumskheder, som jeg tidligere har nævnt, kommer ind i billedet. Frank Castle kan nemlig, ved at overmande sin modstander, holde ham i et jerngreb og så langsomt tvinge flere informationer ud af ham. Ved at presse lidt på den analoge pind, kan du få ham til at knække under forhøret - giver du den for meget gas, så blæser Castle i stedet hovedet af ham eller tramper hans krop i stykker. Der er virkelig ikke sparet på noget. Bedst bliver det, når man får chancen for at køre fjenden igennem en maskine eller anordning. Her kan man filetere, opskære, lemlæste og gennemtæske sin modstander indtil han ikke er andet end en klump ukendeligt kød. Og da det handler om hævn, så er det åbenbart helt i orden.

Problemet med featuren er at den sjældent bruges til noget fornuftigt - det er så at sige vold for voldens skyld. Engang imellem slipper forbryderen et par guldkorn, der kan bruges på de senere baner, men alt for tit er der indlagt længere og udpinte øjeblikke, hvor man kan fornøje sig med at se sin modstander miste hovedet, tænderne og det meste af brystkassen. The Punisher er til trods for at være censureret i forhold til Volitions oprindelige oplæg, stadig et meget blodigt bekendtskab, men når det ikke bruges på en velfungerende måde, så bliver det også hurtigt både tamt og fortænkt.

Visuelt har Volition, drengene bag Red Faction, skabt et flot spil. Xbox-konsollen trækkes måske ikke ud i en maraton, men flot er det. Fjenderne sejler ned af væggen, når de bliver ramt af skuddene fra et oversavet jagtgevær og vælter hen over borde, når du fylder dem med bly fra din pistol. Musikken er mere end en smule malplaceret og har slet ikke den intensitet som den burde. Ligeledes er stemmeskuespillet noget af det mest tåkrummende i lange tider - kun Castle selv virker overbevisende, men det skyldes nok, at det er Thomas Jane selv, der lægger stemmebånd til.

The Punisher er et tilgivende spil. Det er hverken svært, langt eller krævende. Det er et skydetelt med levende modstandere, en tour de force der svælger i blod og lemlæstelse, uden helt at vide hvad det skal gøre med den. Teknisk er der ting at beundre i det, men som spiloplevelse hører det til på den hylde, hvor der i forvejen står så meget og samler støv - og det er derfor lidt svært at se, hvad man skal bruge det til.