The Regiment

Det er den 5. april 1980. Solen står højt på himlen, og alt ånder idyl på Princess Gate i London, hvis ikke lige det var fordi du står i parken bag den iranske ambassade, klædt i sort kampdragt og bevæbnet til tænderne. Terrorister har besat ambassaden, politiet har opgivet en forhandlingsløsning og det er nu op til dig og dit hold af SAS-elitesoldater at bringe besættelsen til ophør.

Denne spændte situation er indledningen til The Regiment, et spil om terrorbekæmpelse i den britiske SAS-specialstyrkes regi. Begivenhederne er imidlertid skåret helt til benet. Hvor succes i f.eks. Rainbow Six-serien er afhængig af velovervejet taktik og grundig planlægning, er der ikke de store dikkedarer hér. Det er ligepå action for en gruppe på fire soldater. Start-scenariet tager afsæt i virkelige begivenheder, men for at forstærke underholdningsværdien, er proportionerne i situationen blevet forvrænget. Den virkelige besættelse blev nemlig gennemført af ganske få terrorister, mens der i spillets version er placeret mørklødede, skydegale gidseltagere i snart sagt ethvert lille hjørne af ambassadens område.

Det er nu ellers herligt, når begrænset tid, tilsyneladende utilstrækkelig bevæbning eller en uovervægt af modstandere hæver stress-niveauet foran skærmen. Desværre har The Regiment ikke levnet plads til at have megen omtanke for den slags. Det gik i hvert fald hurtigt op for mig, at det helt basalt handler om at fræse igennem banerne. Som at løbe en hundredemeter nede i nærheden af de 10 sekunder, hvilket mit lettere topmavede korpus slet ikke kommer i nærheden af.

Efter første gennemløb af missionen blev jeg vurderet på min indsats, og havde det været i virkelighedens verden, var jeg nok blevet sendt tilbage til sutsko og en lun lænestol foran pejsen. I hvert fald blev jeg betegnet som rekrut, med et resultat på omkring 30% af det maksimalt opnåelige for missionens primære og sekundære mål. Endnu et par omgange gik derfor med at blive fortrolig med omgivelserne og med både gidslers og gidseltageres positioner.

Den kunstige intelligens sørger for, at personerne ikke dukker op helt det samme sted hver gang. Men variationen er så begrænset, at du hurtigt fornemmer et mønster alligevel, der er tydeligt retningsgivende for, hvordan man skal tage kontrollen over området. Desuden er det ubegribeligt, at jeg kan uskadeliggøre en gidseltager i ét rum, mens gidseltagerne i det næste rum ikke flytter eller grupperer sig, så de reagerer bare nogenlunde realistisk på lyden. Har de mon taget høreværn på?

For mig som mageligt tilbagelænet spiller foran skærmen kan det selvfølgelig lyde som en fordel, at jeg kan komme helskindet igennem missionerne. Men jeg ender i stedet med at savne overraskelseselementet. Noget, der skærper opmærksomheden. I stedet ender spiloplevelsen med blot at være ét langt præstationsræs.Samtidig er det umådeligt frustrerende, at jeg ikke kan finde den makker, der helt mekanisk afleverer ordrer og situationsrapporter og få slukket for hans sendeudstyr. Hans beskeder er i hvert fald mere til irritation end til gavn.

Desuden savner jeg at skulle tænke mig om, når jeg iklæder mig camouflagedragt og vælger en bevæbning, der passer til de forestående missioner. I stedet er jeg automatisk fra starten udstyret med maskinpistol, en Sig Sauer 226-pistol, en solid shotgun, en kniv og både hånd-, gas-, chokgranater. Lidt for nemt og alt for urealistisk, skulle jeg mene, at jeg slæber rundt på hele arsenalet, endda uden at kunne mærke det på mine energireserver.

Da jeg endelig opnår et resultat på over 80%, erfarer jeg, at tiden har absolut højeste prioritet. Det betyder i hvert fald ikke det store, at der smutter et enkelt gidsel. Hér kunne jeg derfor have ønsket mig flere og bedre taktiske muligheder, så jeg kunne have bragt samtlige gidsler ud i live. Nå, der bliver i hvert fald samtidig åbnet for et nyt hold af de i alt tre hold i samme scenarium. Øvelsen viser sig imidlertid at være cirka den samme. Blot foregår handlingen nu på førstesalen af ambassaden. Heldigvis er der også blevet åbnet for første hold i det næste scenarium. Så jeg haster videre til Yorkshire Dales, hvor opgaven lyder på at indtage og neutralisere én af IRAs bombefabrikker.

Selv om jeg og mit hold nu er på opgave i åbne, landlige omgivelser, kan det ikke skjule, at der er tale om endnu en gang skydetelt, som er man oppe mod klatrebjørnene i Tivoli. En nærmest tandløs tidligere SAS-soldat med det anonyme navn Mac beskriver indledningsvis, hvordan indsatsen oprindeligt skulle være foregået. Det giver selvfølgelig et autentisk skær, men når jeg stadig ikke har reelle muligheder for at overveje og planlægge min indsats, ender Macs dokumentarfilms-lignende indledning en tynd og ikke særligt dækkende gang fernis over en banal arkade-oplevelse. Tredje og fjerde scenarium har da også sluppet enhver forbindelse til virkelige aktioner. I stedet er der tale om to fiktive gidseltagninger, henholdsvis på undergrundsstationen Trafalgar Square og i Houses of Parliament.

Nok er der en vis variation i skuepladsen for de i alt fire scenarier. Til gengæld er der ikke det mindste tilløb til en historie, som binder dem sammen. De flagrer med andre ord af sted i hver sin retning. Der mangler simpelt det overordnede historiemæssige, som skulle holde mig fange og give mig lyst til at fortsætte.

Desuden er designet af banerne ikke ligefrem båret af engagement og iderigdom. Lyset falder godt nok flot gennem trækroner, gardiner og beskidte vinduer. På samme måde har omgivelserne fået lige præcis tilstrækkelig karakter til at virke realistiske uden dog at have en dybde, der f.eks. kan give en frydefuld rislen ned ad ryggen. For vejen frem gennem banerne bliver hurtigt såre ensformig og ordinær. Du går et par skridt frem, hvor der er en dør, en væg en kasse eller et hegn foran dig eller til én af siderne. Bag ved finder du med nærmest usvigelig sikkerhed én eller flere skurke. Sigt. Skyd, og begynd forfra straks efter. En stærkt rutinepræget og kulørt oplevelse, der lige akkurat har en smule berettigelse på en regnvåd tirsdag aften, hvor der alligevel kun er slanke- eller boligindretningsprogrammer på TV.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at betragte The Regiment som en sightseeing i britiske omgivelser. Bybilledet i London og de landlige omgivelser i Yorkshire er i hvert fald gengivet tilstrækkeligt stemnings- og virkningsfuldt til at kunne kaldes realistisk. Men når man nu placerer spilleren i SAS-regi med alt hvad det indebærer af referencer til virkelighedens terrorbekæmpelse, så kunne man nu godt ønske noget andet og mere end skydetelts-øvelser. Det triste behov for effektiv anti-terrorindsats er efter min ringe mening en alt for alvorlig baggrund til at blive udført som et stykke overfladisk venstrehåndsarbejde.