The Secret World

Jeg var faktisk ret bekymret efter at have prøvet betaen af spillet. Det havde potentiale, men selv om jeg havde fri adgang i over en måned før spillet blev udgivet, gik der længere og længere tid mellem at jeg loggede på. Det var ganske simpelt ikke sjovt nok at slide sig gennem spillets dårlige sider for at opleve de sjove. Det var betaen, men er det blevet bedre siden?

Her er et hint: Jeg har spillet mere The Secret World mellem tyvstarten (for de som forudbestilte) og den egentlige lancering, end jeg gjorde under hele beta-perioden (og det er ikke kun for at kunne skrive denne anmeldelse).

Men lad mig starte fra begyndelsen. Som navnet antyder, stiger du i The Secret World ind i en verden skjult for offentligheden. Du bliver medlem af en af tre hemmelige organisationer - Illuminati, Templars eller Dragon - og kæmper mod okkulte trusler og mystiske fjender, da disse er begyndt at finde vej til vores verden. Din mission er at finde ud af hvad der sker og sætte en stopper for det.

Karakterdesignet er vældigt begrænset. Med blot otte forskellige hovedfaconer, syv slags øjne og hudfarver at vælge i mellem pr. køn, er dette et af de mindst avancerede bud i genren. Dette opvejes til dels ved et lidt større udvalg af karaktertræk, men det er ikke nok. En fin detalje er dog at du kan se en kort video af hver organisation inden du vælger side, for på den måde at få et bedre indblik i hvad det er du dedikerer din tid til. Funcom har dog allerede lovet at der i fremtiden bliver langt større mulighed for at personliggøre dine figurer, og at allerede skabte karakterer også vil kunne ændres.

Efter endt kreation sendes man til sin organisations hemmelige base, hvor historien og de mest grundlæggende spilmekanikker bliver forklaret. Dette tager dog ikke lang tid, og inden længe er man på vej mod Kingsmouth på Solomon Island nordøst for USA.

Det første der fanger opmærksomheden i den dystre landsby er det slående mørke og den melankolske atmosfære. Mørket omfavner hele billedet, og de mange gråtoner, det begrænsede lys, knuste glasruder og gader med rådne lig giver en helt specielt stemning. Det hele serveres med en lækker, stemningsfyldt musik som hele tiden varsler om en fare, der dog for det meste udebliver. Jeg kan ikke lade være med at tænke på H.P. Lovecraft, og det er en stil jeg ikke har oplevet i et MMO før.

Håbløsheden bliver endnu tydeligere ved det første møde med byens indbyggere, og historierne de har at fortælle er hjerteskærende. Der er politikonstablen Andy, som subtilt antyder en barndom med mishandling. Der er Elinor Franklin, der langsomt mistede sin mand til hans arbejde, indtil hun en da fandt ham hængede med et reb om halsen. Der er teenagepigerne som er fanget i et familiefejde der har stået på i mere end 40 år uden nogen forsoning i sigte. Antallet af personligheder og historier som jeg faktisk finder interessante, er allerede på dette tidspunkt svært imponerende. Det at du kynisk bruger personlighedernes mange problemer til at fremme din organisations interesser, gør kun det hele mere skummelt.

Dialogen er af høj kvalitet med vittige kommentarer og bemærkninger som mere end en gang fik mig til at trække på smilebåndet. Galgehumoren passer perfekt ind i stemningen, men det bør dog påpeges er dialogen på intet tidspunkt er realistisk. Stemmeskuespillet er af jævnt god kvalitet, og store navne i branchen, som Steve Blum og Tara Strong har udlånt deres talenter til spillet. Dog gør også de mindre kendte skuespillere et rigtig godt job.

Din egen karakter siger dog ikke et ord, men bevæger sig igennem spillet som en stille observatør. Man glemmer det hurtigt, men alligevel føler jeg at her findes lidt ubrugt potentiale som kunne have resulteret i en mere personlig historie.

Foruden de mange mindre historier, er der dog en gennemgående fortælling i spillet som fungerer som det egentlige trækplaster. Denne er forskellig for hver organisation, men alligevel er jeg endnu usikker på at om det er nok til at lokke mig til at spille det hele igennem som alle tre varianter. Hvis jeg, hypotetisk set, var medlem af en hemmelig organisation (hvilket jeg på ingen måder er) som tilfældigvis gik under navnet Illuminati (det pureste opspind) ville jeg måske være stødt på navnet Beumont. Han ville muligvis have fundet et mægtigt våben som han manglede evnerne til at bruge.

Skal jeg være helt ærlig, er jeg endnu ikke blevet helt fanget af spillets primære historie, for der er for langt mellem de store spændingsmomenter. I stedet er det de små historier som holder mig fanget.

Rammerne til et godt spil er altså på plads, og så ville alt jo være godt, hvis spilbarheden også kunne følge med. Bortset fra hovedhistorien findes der fire forskellige slags missioner: action, sabotage, objekt og efterforskning. Alle opgaverne er bygget op af flere forskellige niveauer, og dette erstatter på sin vis de mere traditionelle opgaver i denne type spil, og giver samtidig mulighed for langt mere variation.

Action-missionerne er baseret på kamp, og er i deres opbygning noget nær det tætteste man kommer på et normalt MMO. Men de forskellige missionsniveauer lader sig også her mærke, og på niveau et skal x-antal monstre måske dræbes, mens der i andet og tredje måske skal beskyttes NPC'er og dræbes bosser. Det bliver ganske naturligt en smule repetitivt, men det fungerer stadig bedre end man normalt kender det fra genren.

Sabotagemissionerne handler om det modsatte, nemlig at undgå kamp og i stedet bruge alternative indfaldsvinkler for at løse opgaverne. Disse er mere varierede og interessante, men der er desværre også langt færre af dem.

Objektmissionerne er knyttede til objekter man finder i spilverdenen, og strækker sig fra kort, notitser og mobiltelefoner til flaskeposter og lignende. Specielt husker jeg en, hvor jeg finder et selvmordsbrev sat på en dør, og jeg efterfølgende finder kvinden som har hængt sig i et fyrtårn.

Det er dog naturligvis de meget omdiskuterede efterforskningsmissioner som virkelig pirrer interessen. Hvis du er træt af spil som ikke lader dig tænke for dig selv, men i stedet holder dig i hånden hele vejen, er dette noget for dig. Du får så at sige aldrig indikationer på kortet, som viser dig hvor du skal hen eller hvad du skal gøre. Ofte er det i stedet kryptiske beskeder og skjulte spor man må følge, og den vågne og eventyrlystne spiller belønnes ofte. Eksempelvis modtog jeg en opgave i morsekode, uden et værktøj eller andet til at afkode den. Jeg endte derfor med at hente en app til telefonen som kunne afkode lyd til tekst, og fik således et koordinat som fortalte mig hvor jeg skulle hen. Jeg har sjældent følt mere tilfredsstillelse fra et spil, end de mange missioner hvor jeg her efter lang tid, endelig finder løsningen.

Igen er de morsomste opgaver klart i mindretal, mens der er masser af action-opgaver. Jeg forestiller mig at det er noget nær umuligt at fylde et spil af denne størrelse med så fede opgaver, men en smule skuffet bliver jeg alligevel når jeg afslutter en interessant opgave og igen sendes tilbage til hverdagen hvor monstre skal have dask. Jeg bliver også en smule bekymret når der er fem efterforskningsopgaver i den første zone, men kun en i den næste - man har jo før set at den første del af spillet er glimrende, mens resten halter.

Et område hvor The Secret World skiller sig ud fra resten af MMO-genren er ved manglen af klasser og erfaringsniveauer. I stedet er egenskaber våbenbaserede, og alle spillere har adgang til alle typer våben, som dog først låses op med tiden. I begyndelsen vil forskellige spillere altså løbe rundt med forskellige våben, men før eller siden vil alle kunne gøre alt. Dette er et tveægget sværd - på den ene side løser det problemet med den hellige treenighed, men det gør også din karakter mindre unik.

Man har adgang til syv forskellige aktive egenskaber samt syv passive af slagsen når man går i kamp. Her er stort råderum for forskellige, men effektive sæt af egenskaber. Det er morsomt at eksperimentere med den slags, men det vil alligevel ikke være noget for alle. For at det skal være imødekommende for så mange som muligt er det derfor muligt at skære nogle af alle detaljerne væk når det gælder beskrivelser af evnerne, mens de mere erfarne kan få alle de detaljer de ønsker. Man kan også vælge at benytte sig af forud sammensatte kombinationer af evner, hvis man helt vil undgå selv at rode med det.

Kampsystemet var uden tvivl det jeg synes havde de fleste problemer i betaen, og det var derfor også det jeg var mest bekymret for på Funcoms vegne. Derfor er det dog rart at kunne fortælle om nogle af de mange forbedringer som er blevet foretaget. Animationerne er blevet bedre, og der er nu langt mere vægt i hvert angreb. Man har nu også muligheden for undvigelsesbevægelser, og i det hele taget er bevægelse blevet prioriteret meget højere i det færdige spil.

Når alt det er sagt, skal der væsentligt mere til inden jeg vil betegne kampsystemet som andet end godkendt. Animationerne kan stadig blive langt bedre, og jeg står stadig mere fast i kamp end jeg har lyst til, mens jeg andetsteds bliver straffet for at bevæge mig for meget. Mere strategisk brug af egenskaberne havde også været at foretrække, da jeg lige nu for det meste blot aktiverer dem så snart de er tilgængelige.

Til sidst vil jeg snakke om grotterne eller de såkaldte dungeons, som udgør en vigtig del af eliteindholdet af spillet. Dungeons er bygget op som en serie af bosskampe med meget få af de såkaldte trash mobs i puljen. Efter at have forsøgt mig med tre ud af otte dungeons må jeg sige, at jeg er godt tilfreds med hvordan de er designet. Bosskampene er varierede og udfordrende - akkurat som man kan forvente af et MMO på dagens marked. De kræver samarbejde og god taktik, og er brutalt vanskelige hvis man ikke er forberedt. Det er ikke meningen at de skal klares i første forsøg, og jeg bør nævne af jeg endnu ikke har fået prøvet dem på en højere sværhedsgrad, og altså ikke kan sige om dette betyder noget for variationen.

Jeg har imponeret over hvad Funcom har gjort med The Secret World. Spiluniverset, atmosfæren, karaktererne og dialogen er af meget høj kvalitet. Historierne er interessante og inspirerer til udforskning. Ser man bort fra efterforskningsopgaverne smager det hele dog lidt for meget af noget man har spist før. Eksempelvis er der masser af forbedringspotentiale i kampsystemet, selvom det er mere udholdeligt nu.

At gå i gang med et MMO-spil er en massiv opgave. Disse spilverdenens giganter kræver time efter time for virkelig at få en komplet forståelse af dem. Derfor ville der nok være gået flere uger inden jeg kunne skrive denne anmeldelse, der fortæller om alt hvad spillet har at byde på, og den luksus har jeg ikke. Denne anmeldelse er derfor lavet ud fra den første del af spillet, og jeg vil følge op med en dybere tekst når et par opdateringer er lagt, samt når jeg har haft tid til at prøve spillets PVP-afdeling. Her vil jeg også kunne fortælle langt mere om spillets holdbarhed.