The Simpsons Arcade Game

2D brawleren har i de seneste år fået en renæssance. Med Xbox Live og PSN er den gode, gamle genre blevet støvet af og videreudviklet i flere omgange. Tiden med det hæderkronede og nærmest legendariske Streets of Rage og Double Dragon er for længst blevet overhalet indenom, i hvert fald hvad angår indpakningen. Men indholdet har ikke altid fulgt med, og derfor er brawler-genren blevet noget af en jungle, der for uprøvede eller nye spiller kan være svær at navigere i.

Derfor kan The Simpsons: Arcade Game på mange måder være en rigtig god indgang til genren. Backbone Entertainment og Konami har nemlig støvet det originale spil fra 1991 af og genudgivet det på konsollerne som downloadtitel. I bedste Castle Crashers-stil er kameraet låst i et fast og moderigtigt 2D perspektiv, og så tager man ellers kontrollen over en af Simpson-familiens dysfunktionelle medlemmer. Men spillet folder sig allerbedst ud, hvis man har en god ven som sidemand, da man kan være op til fire på den samme skærm.

Den gale Smithers har i sin iver for at stjæle en diamant kidnappet Maggie, og nu er gode råd dyre. Men det er nu ikke noget, der ikke kan ordnes med en ordentlig røvfuld, så familien må igennem hele Springfield og lidt til for at blive genforenet. Igennem byen, skoven og Channel 6's filmstudier møder man en masse bankekød, der kun har respekt for det ene angreb, hver spiller kan lave. Med Barts skateboard og Marges støvsuger venter der bøllebank, og man kan endda kombinere sit angreb med en medspiller og lave et meget stærkere angreb. Skulle det ikke kunne klare ærterne, så er banerne også overstrøet med våben passende for universet, såsom Barts slangebøsse eller en moppe til Marge.

Til sidst i hver bane møder man vanen tro en boss, lige fra en fuld stodder i Moe's Bar til skovens grizzly bjørn og en dræberrobot fra en sci-fi film. De kampe er klart de sjoveste, og kræver lidt mere omtanke for at kunne klare sig igennem. Ligesom resten af spillets fjender er dets bosser herligt varierede og passer perfekt til banens tema. Hvis der så bare var lidt flere af dem.

For uden at fornærme nogen, så er The Simpsons: Arcade Game en noget let affære. Dels på grund af at spillets meget simple kampsystem, der består af en, og kun én knap. Dels er sværhedsgraden ikke så utilgivelig, som genren ellers er berygtet for. Men det betyder også, at spillet kan køres igennem på autopilot, og efter en lille times tid har man været igennem spillets 8 levels og kan nyde rulleteksterne.

Det er lige en tand eller to i underkanten, især da spil som Scott Pilgrim vs. The World har vist os, hvordan brawler genren har udviklet sig. Ligeledes er The Simpsons: Arcade Game heller ikke det flotteste spil at se på. Det er en port af et over 10 år gammelt spil, og selvom porten ikke er direkte håbløs, så bliver man aldrig decideret imponeret. Der er dog et par kreative baner, der trækker vurderingen lidt op. På den anden side er musikken ældet med ynde og fremstår sprød med sine retrosynth-toner. De fine øregange vil dog nok græde over, at komprimeringen har været lige lovlig grov. Der kunne godt være gjort lidt mere lækkert.

Når det sidste ord er skrevet og sagt, er The Simpsons: Aracde Game lidt for let og løssluppent til rigtigt at levere. Med det ellers solide udbud af brawler spil, så er det svært at se The Simpsons som andet end lidt uskyldigt tidsfordriv. Når man samtidig føler, at licensen ikke er blevet udnyttet til fulde, så ender vi kun lige akkurat omkring en middelkarakter.