Hvis du hører til dem, der har tegnefilmene om Simpsons som en fast del af dit fjernsynskiggeri, så vil du med al sandsynlighed for en stund sidde klistret til din computerskærm, hvis du først har installeret Hit & Run. Spillet byder nemlig på en rundtur i det gale univers, hvor du vil genfinde figurerne fra tegnefilmene og hvor deres gags og karaktertræk går igen. Nå ja, du skal selvfølgelig også lige løse mysteriet om nogle sorte overvågnings-vans, automatiske hvepse-kameraer - og den stærkt opreklamerede Buzz-cola.
Med andre ord: Hvis du finder humoren i Simpsons-universet forskruet og overdrevet, så må du hellere stå af - og holde dig til f.eks. en TV-transmitteret skak-match i langsom gengivelse. For hele humlen i Hit & Run er, at personerne er gale, at deres omgivelser er gale - ja, at hele universet i spillet er gennemsyret gakket.
Spillet er bygget op om syv enorme levels. På hver level kan man løse dels plot-drevne missioner, dels samle de collector cards, der åbner for spillets mini-games, for nye kostymer og ikke mindst nye biler. Langt hovedparten af missionerne går ud på, at man som Homer, Marge og de andre kære familiemedlemmer skal køre rundt på gader og veje i Springfield og samle genstande op, forhindre andre biler i at nå frem til det givne mål osv. Men tro nu ikke, at du skal holde dig på dydens smalle vej, næh, du kan - helt i tråd med Simpsons-ånden - køre råddent, tjene penge ved at vælte vejskilte, telefonbokse - der samtidig er stedet, hvor du skifter og/eller reparerer din bil - smadre Buzz-cola-automater for at samle mønter op. Der er dog grænser for, HVOR råddent man kan køre. Hvis du kører ind i alt for mange biler, personer og smadrer lidt for mange skilte, skifter spillet til Hit & Run-mode, hvor politiet -hvis de altså fanger dig - idømmer dig en bøde, der typisk svarer til mellem en fjerdedel og halvdelen af din pengebeholdning.
Lydsiden er i det store og hele fortræffelig. Stemmerne er udført af de samme skuespillere, der står for lydsiden i tegnefilmene. De har hver for sig et udvalg af cool one-liners, der understreger den pågældende figurs karaktertræk, men udvalget er desværre alt, alt for snævert. Dermed bliver f.eks. Homers kommentarer til egen fortræffelighed som chauffør hurtigt enerverende ensformig. Musikken er til gengæld udført med samme blanding af farce og cirkus-forestilling som på TV.
Nok er spillet i sit ydre et Simpsons-adventure, men kernen er imidlertid et såre ordinært arcadespil, hvor man samler mønter og powerups. Det betyder dermed også, at de 50 missioner trods forskellig indpakning er påfaldende ensformige - og i grunden ganske kedelige. Heldigvis indeholder de enorme levels i Springfield så mange sidemissioner og detaljer, så holdbarheden strækker sig noget ud over spillets noget kortfattede grundplot.
Dermed bliver Hit & Run et spil, der - når man ser bort fra Simpsons-indpakningen - nok byder på nydelige textures og velfungerende tegneserie-omgivelser men som derudover er såre ordinært. Der er ikke noget epokegørende nyt over køremissionerne og spillets øvrige action-elementer er frustrerende svære at styre The Simpsons: Hit & Run vil gerne lægge sig op af både GTA og Midtown Madness, men ender blot med at placere sig mellem de to stole. Simpsons-fans vil måske kunne bære over med styringen, der flimrende kamerastyring og de lejlighedsvise fejl i grafikken. For du udenforstående vil Hit & Run dog mere vække undren end begejstring.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 6 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 6 / 10