The Sum of all Fears

Tom Clancy har atter engang sendt verden ud i en dyb krise. 27.000 atomsprænghoveder og lur mig om der så ikke mangler ét. Så skræmmende enkelt lyder plottet i The Sum of All Fears (SOAF), bygget over den nye film af samme navn, hvor vi atter engang følger Jack Ryan i hans kamp mod terrorister. Desværre kommer du ikke selv til at spille som Jack Ryan men derimod som et mere eller mindre identitetsløs medlem af den absolutte elite inden for den amerikanske terror-bekæmpelse og det bliver din opgave at finde det forsvunde sprænghoved og gøre verden mere sikker.

Rainbow Six 2?
Dette gøres ved at redde gidsler og skyde skurke, redde gidsler og skyde skurke og redde gidsler og skyde skurke. Variationen mellem missionerne er til at overse, hvilket er lidt af et tilbageskridt når man tænker på missionerne i Ghost Recon, hvor broer skulle sprænges og tanks skulle beskyttes. I stil, opbygning og fremtoning lægger SOAF sig i stedet langt tættere op ad det hæderkronede Rainbow Six fra 1998 men vil det så sige at SOAF blot er Rainbow Six i ny indpakning? Både "ja" men bestemt også "nej!".

Pakkeløsninger
Historien i SOAF udspilles gennem 11 missioner og alle missioner starter på den samme måde. Du får først en briefing af din øverstbefalende, der fortæller hvad det hele går ud på, hvem du er oppe imod og hvilke opgaver du skal løse. Derefter kan du selv klikke ind på mere detaljerede oplysninger om dine mål, dine modstandere og så videre. Vigtigst af alt er dog valg af udstyr til dit hold. Du leder et lille tremandshold, hvor du selv er forreste mand og det er blandt andet dit job at sørge for at våben og udstyr passer til missionen. Hertil er ligheden mellem SOAF og Rainbow Six meget slående men det bliver der hurtigt lavet om på. For hvor du i Rainbow Six kunne udstyre de enkelte medlemmer på holdet individuelt, så vælges der i SOAF blot mellem forskellige "pakkeløsninger" hvor du blot skal vælge den du synes der passer. Det kan måske virke som en spilmæssig svaghed alt efter hvordan man ser på det men heldigvis er de forkellige pakkeløsninger godt skruet sammen, så det er en svaghed der får lov at gå upåagtet hen.

Følg planen
Så er det tid til at begive sig ud i felten og her mærkes det for alvor at SOAF ikke blot er Rainbow Six i nye klæder. Nu skal der nemlig ikke længere lægges en angrebsplan. Den er allerede lagt og det eneste du skal gøre er at følge den. Nogle vil sige, at det dræber det halve af fornøjelsen mens andre vil føle det som en velsignelse at være fri for den ofte langtrukne planlægning af rute, hvad de forskellige hold skulle gøre ved de døre de mødte, hvor de skulle stoppe og vente og så videre. I SOAF træffes sådanne strategiske beslutninger mens missionen står på. Med et lille kommando-panel kan du give små ordre til dine to kumpaner og bede dem om at stoppe op, følge dig i tæt eller åben formation og om de skal skyde hvis de ser fjenden eller kun skyde igen, hvis de selv bliver beskudt. Du kan også give dem mere specifikke ordrer til at åbne døre, rydde et lokale for fjender eller kaste en granat eller flashbang ind i et rum.

Lidt for nemt, lidt for enkelt
Når man ser lidt kritisk på det, så er SOAF måske ikke lige helt det man kunne forvente af Red Storm, fordi det hele er meget mere simpelt skruet sammen. Er man nybegynder er spillet fuld af små hjælpemidler der næsten gør spillet for nemt. Et automatisk sigte kan slås til, så man altid er sikker på en fuldtræffer og på letteste niveau har man altid en hjerteslagscensor aktiveret, så man kan se på kortet hvor fjenderne gemme sig. Dette vil uden tvivl trække en bredere skare af folk til mens andre, der i forvejen er vant til genren, vil blive lidt skuffede. De vil dog ikke føle sig svigtet. Samarbejdet mellem dig og dine holdkammerater er nøglen til sejr i SOAF, ligesom det altid har været i samtlige spil fra Red Storm. Her er ingen hårdtpumpede Rambo-typer med stålhud og smarte one-liners. Et enkelt skud kan være dræbende, så det nytter ikke at storme ind i et rum og skyde på alt og alle og det er ligeså nemt at blive grebet af SOAF som det var at blive grebet af Ghost Recon og Rainbow Six.

Red Storm svigter ikke
Grafikken er flot og detaljeret uden at være prangende eller overdådig. Enkelte steder er den faktisk ret kedelig men det har heller aldrig været meningen, at man skulle stoppe op og nyde synet. Lyden er derimod direkte kedelig og meget begrænset. Geværerne og pistolerne lyder som de skal og fjender siger både "arrgh!" og "urgh!" når de bliver ramt men ellers er der meget stille under selve missionerne. Kvaliteten af gameplayet er der dog ikke noget galt med. Godt nok er der tale om en filmlicens, som i sidste ende er lavet for at tjene flere penge på filmen, men Red Storm har alligevel gået til værket med samme grad af professionalisme, som de altid ligger for dagen og heldigvis for det.