The Surge 2

Er Souls-feberen ved at lægge sig? Måske. Det afhænger nok af hvem der bliver spurgt - eller hvilke rumper termometeret bliver jaget op i. Igennem næsten et årti har flere spiludviklere, store som små, været ramt af den designfilosofiske pandemi og hentet inspiration fra FromSoftwares indflydelsesrige spilserie. Nogle gange er indflydelsen åbenlys, andre gange er den mere diskret. En af de helt store smittebærere er tyske Deck13, som nu for tredje gang står klar med et bidrag til hvad der efterhånden bedre kan tænkes som en genre, end en serie af spil.

Det originale The Surge blev båret af to stærke søjler: en intrikat, labyrintagtig verden og et brutalt kampsystem. Det var på de to punkter at spillet virkelig udmærkede sig - og det er disse træk jeg husker The Surge for, snart tre år efter udgivelsen. Der var også andre ting på spil i originalen, bevares: en fortælling om pseudo-Googles forsøg på at redde verden ved at ødelægge den, en forholdsvis omstændelig baggrundsfiktion og et strømlinet, fleksibelt opgraderingssystem. Meget af det er dog gået i glemmebogen for mit vedkommende. Og det er der nok også en grund til.

The Surge 2 fortsætter i samme spor. Der er også denne gang fokus på omhyggelig navigation gennem farefuldt snørklede baner, sønderlemmende kampsekvenser og modulære opgraderingsmuligheder. Fans kan glæde sig, for originalens væsentligste styrker lever på næsten alle punkter videre i fortsættelsen. Det samme gælder desværre også de betragtelige svagheder, navnlig en upersonlig fortælling, et stilfattigt visuelt udtryk, samlingen af tonedøve karakterer og den stemningsløse verden som spillet finder sted i.

Verden er på randen af undergang. Bagmanden? Skyhøj arbejdsløshed, hyppige terrorangreb, ondsindede robotter og et skrantende klima er blandt de vigtigste mistænkte, men den virkelige skurk er selvfølgelig en sværm af NANOMASKINER. Hele kloden er bogstaveligt talt ved at gå op i limningen, i hvert fald på et atomart niveau. Og futuristiske Jericho City er åbenbart epicenteret for apokalypsen. Det er her vores vilkårlige hovedperson vågner op, efter et (u)belejligt flystyrt - plaget af hukommelsestab, mærkelige vrangforestillinger og formentligt en dundrende hovedpine.

Og så er vi ellers i gang. Jericho City - en halvstor, halvåben, halvinteressant spilverden - venter forude.

En af de største glæder ved det første spil var, hvordan de forskellige områder hang sammen på kryds og tværs. Den dysfunktionelle maskinfabrik bugnede med servicetunneller, elevatorer og pneumatiske løftearme, og ved at åbne op for disse blev det både lettere og hurtigere at rejse fra A til B. The Surge 2 formår at gøre det samme, men på tværs af flere forskellige zoner. Det intrikate banedesign løber konstant hjørner om spillerens (i hvert fald min) rummelige intelligens - ikke bare i sterile fabriksmiljøer, men også i skove, lossepladser, slumkvarterer, karantænezoner og havneområder.

Genvejene er selvfølgelig ikke (kun) et udtryk for topografisk pral, men også af stor praktisk værdi i et spil som ellers truer med talrige dødsfald, farlige fjender og hyppige bagholdsangreb. Der er aldrig langt mellem sådanne smutveje og fordi man konstant låser op for døre, elevatorer eller svævebaner bliver man sjældent tvunget til at kæmpe sig gennem den samme banedel flere gange - slet ikke hvis man samler sig mod til at tonse gennem de omhyggeligt tilrettelagte fjender og fælder, febrilsk ledende efter den næste afkørsel tilbage til basen.

Om noget bliver det cirkulære, og denne gang meget mere lodrette banedesign næsten for meget af det gode. Mange af genvejene ender, i min erfaring, med aldrig at blive brugt og hyppigheden af nye smuthuller underminerer i nogen grad en afgørende del af oplevelsen - det ængstelige sug i maven, den voksende frygt for ikke at nå helskindet hjem til basen med livet (og de forgængelige opgraderingsresurser) i behold. Det er svært ikke at beundre det arbejde som udviklerne har lagt i at udforme spillets områder, men er de mange kringelkroge til for at hjælpe eller forvirre spilleren? Spillet peger i begge retninger.

Kampsystemet er også blevet udbygget en smule siden sidst. Vanen tro handler det om at administrere sit energiniveau, da både slag og blokeringer koster kræfter. Hvert slag oparbejder samtidig elektrisk spænding som man konstant kan omdanne til forskellige evner - navnlig de livsvigtige helbredelsesinjektioner. Det er de simple, men effektive komponenter som udgør spillets elektriske kampkredsløb, hvor man som morderisk dynamokriger konstant bliver ladet op og tappet, igen og igen. Af samme grund fungerer fjenderne ikke kun som forhindringer og resursedepoter, men også kilder til spænding - i mere end én forstand.

En anden væsentlig tilføjelse er muligheden for at parere fjendernes angreb. Man kan blokere neutralt ved at holde venstre skulderknap i bund, men hvis man samtidig peger højre styrepind i forskellige retninger, kan man forsøge at modvirke fjendernes direktionsbestemte angreb. Det er en tidsfølsom, men effektiv manøvre der kan åbne fjenden op for et kærkomment modangreb. Det smager en lille smule af Sekiro og er i det hele taget en rigtig fin tilføjelse til kampsystemet, især for fingernemme spillere som hungrer efter tidspræcise reaktionsmuligheder.

Ellers er meget som vi kender det. Styringen er for det meste skarp. Der er en god vægt bag hvert slag med de forvoksede værktøjer og maskinredskaber som udgør spillets arsenal af nærkampsvåben. I forhold til vægtfølelse og udholdenhed bliver meget desuden dikteret af det udstyr man render rundt med - udstyr som man låser op for, bygger og gradvist opgraderer ved at hugge specifikke lemmer af fjenderne. Det er uden tvivl den del af spillet som udviklerne har forsøgt at gøre til seriens blikfang og spilmekaniske identitetsfundament.

Det er da også meget skægt at rive arme og ben af sagesløse robotter og nanomonstre, selvom højre styrepind undertiden ikke vil flytte markøren rundt på fjendernes krop. Det tilfører kampene en smule mere dybde, at det ikke udelukkende handler om at besejre fjenderne, men også om at dræbe dem på den rigtige måde. En afhugget kropsdel giver bestemte byggeplaner eller opgraderingsmaterialer og i takt med at fjenderne bliver sværere, er det vigtigt at holde sig ajour med sine opgraderinger. Huggemanøvren koster desuden elektricitet og derfor opstår der nogle gange et kritisk dilemma mellem at henrette fjende eller at helbrede sig selv.

Så det er ligesom de to vigtigste poster for The Surge 2: labyrinter og lemmedaskere. At serien er modelleret over Dark Souls er ingen hemmelighed, men der er andre, mindre tiltag som giver spillet en smule mere karakter. Man kan gemme sine forgængelige opgraderingsresurser i baserne, men jo mere man tør rende rundt med, desto mere får man også fra fjenderne - omvendt har man kun et begrænset tidsrum til at samle de tabte resurser op igen, hvis man dør. Dronen er også blevet udbygget til at kunne lave graffiti så man kan kommunikere indirekte med andre spillere, eller flagposter som man skal forsøge at gemme fra andre.

Det er sådanne tilføjelser som giver The Surge 2 en lille smule mere personlighed. Og det er stærkt tiltrængt. Jericho City er en relativt pæn, men på mange måder uinteressant spilverden at navigere gennem. Der er stor variation i miljøerne, men charme og stemning er kritiske mangelvarer. Originalen var vel nærmest et gyserspil, og hvis klaustrofobiske tunneller, futuristiske arsenal og afrevne lemmer umærkeligt henledte tanken på Dead Space. I The Surge 2 er forgængerens beskedne gyseratmosfære fordampet totalt, til fordel for en uskarp og kikset satire der ikke rigtig passer ind.

Spillets karaktergalleri er større, men spænder mellem det generisk intetsigende, det uforklarligt bøvede og det flamboyant latterlige. Fjenderne er heller ikke frygteligt interessante. I 1'eren var det meningen at de skulle være uhyggelige, men i 2'eren er kyberzombierne og de sindssyge robotter blevet udskiftet med punkagtige røvhuller og platte nanomonstre. Jeg gætter på at kontrasten mellem utopisk fremtidsby og nanomaskinel undergang, postkapitalistisk superironi og sanseløs vold, skal virke humoristisk, interessant eller måske endda tankevækkende, men det fungerer bare ikke.

Heller ikke den overlagte fortælling, der denne gang er blevet gjort mere eksplicit og 'nærværende' gennem lydbøger, dialogtræer, hallucinationer og andre fortælletekniske virkemidler, formår at retfærdiggøre sin tilstedeværelse. Spillets simple sidemissioner gjorde heller ikke stort indtryk. For hver time jeg brugte med The Surge 2, blev jeg mere og mere afkoblet fra spillets verden. Til sidst blev det så ensomt, at jeg måtte sætte musik på i baggrunden. The Surge 2 har en stærk spilmekanisk identitet, bestemt, men tematisk mangler det indlevelsespotentiale og sammenhængskraft.

Og sådan er det. The Surge 2 er en hæderlig efterfølger til det første spil og et anstændig bidrag til genren som helhed. Fans af originalens banedesign og kampsystem har udsigt til meget mere af samme skuffe. Visse elementer er blevet forbedret, andre forringet, men kontrasten er kun blevet større. Uden en stærk personlighed sælger The Surge 2 ikke sig selv bedre end forgængeren, men for spillere som har været det første igennem, er fortsættelsen bestemt en overvejelse værd.