The Surge

I årene efter det originale DOOM's udgivelse blev mange skydespil klandret for blot at være simple efterligninger. Kloner, blev de kaldt. Vores syn har heldigvis ændret sig med tiden: skydespil i førsteperson, med grusomme fjender og eksotiske våben, var ikke forbeholdt en bestemt serie. I stedet blev det grundlaget for en genre. På samme måde med Dark Souls og de afarter som serien har inspireret i nyere tid.

Deck13 skal derfor ikke høre noget negativt for at trække flittigt på genrens gængse konventioner. Her er sværhedsgraden, banedesignet og de intense tomandskampe i fokus. Det har jeg det fint med. Spørgsmålet er ikke hvor udviklerne har deres inspiration fra, men hvad de bruger den til. Og The Surge er ikke en helt dum cocktail af velkendte actionspil.

Denne gang har formularen fået en ordentlig omgang sci-fi lak: fjenderne er robotter, rustningen er blevet til en futuristisk maskindragt og våbenarsenalet består af groteske motorsave og forvoksede skruetrækkere. Rammerne er også forholdsvis genkendelige. Et videnskabeligt eksperiment er gået grueligt galt, maskinerne har fået nok og nu vrimler Googles megafabrik med aggressive robo-zombier og ondsindede gravkøer. Ups.

Spilleren, i rollen som en noget intetsigende hovedperson, bevæger sig igennem mørke korridorer, skumle laboratorier og giftige lossepladser. Missionen er selvfølgelig at opklare mysteriet bag The Surge, det gådefulde strømstød som har lavet rav i det hele. Fortællingen bliver hovedsageligt leveret igennem et virvar af efterladte lydbøger og små reklamefilm. Det er små brødkrummer som skal fastholde spilleren, men det er småt med overraskelserne i fortællingen. Leveringen er heller ikke frygtelig opfindsom.

Spillets virkelige salgsargument er dog løftet om en høj sværhedsgrad, et brutalt kampsystem og et stærkt banedesign. Her leverer The Surge varen, langt hen ad vejen. Fans af genren har ikke meget at frygte fra sværhedsgraden, men jeg var tilpas udfordret igennem de 25 timer det tog mig at gennemføre spillet. Man kommer selvsagt langt med forsigtighed og gode reflekser, især når fjenderne har en forkærlighed for at ligge på lur bag containere og i små kroge.

Evner er én ting, men vigtigere endnu er dog banedesignet, som er i absolut særklasse. Samtlige af spillets områder er proppet med vigtige smutveje, i form af nødtunneller, sidekorridorer og enmandselevatorer. Udviklerne mestrer balancen mellem pisk og gulerod; altså, at tvinge spilleren igennem hårde sektioner, for så at belønne dem med en genvej tilbage til basen. Jeg kørte hurtigt træt i de noget generiske industrimiljøer, men måden de var koblet sammen på, blev ved med at imponere mig.

Kampsystemet er tilgængeligt, tilfredsstillende og ikke uden nuancer. Der er mere end en snes våben at vælge imellem, men de kan dog koges ned til en håndfuld kategorier. Typisk for genren, så er angrebsanimationerne af største vigtighed. I The Surge kommer slagene i to varianter: lodrette og horisontale. Man kan kombinere dem, med mere traditionelle angrebskæder til følge. Spillet giver god respons når man rammer noget og det er med til at gøre kampene enormt tilfredsstillende.

Man har også mulighed for at rette sine angreb mod specifikke kropsdele. Fjenderne er ofte udstyret med panser, så det kan tit vise sig nødvendigt at gå direkte efter hovedet eller en blottet arm. Det er med til at gøre kampene mere stressende, og det på en god måde. Jeg havde nok håbet på at se flere fjendetyper der for alvor udnyttede det tiltag, men udvalget af maskinmonstre i spillet er desværre ret begrænset.

Angrebene dræner selvfølgelig spillerens udholdenhed, men de opbygger samtidig energi - en midlertidig resurse som kan omsættes til helbred, kortvarige superangreb eller blodige "nådestød". I spillets kampe har lemmerne det med at forlade kroppen. I mellem de overdimensionerede våben, en betydelig sværhedsgrad og de blodige henrettelser, er det tydeligt, at Deck13 sigter efter at skabe et spil med et brutalt udtryk. Og det har de bestemt haft held med.

Mere end noget andet, så er The Surge en strømlinet (høh) spiloplevelse. Vanen tro, så efterlader slagne fjender stumper og vragdele, som bliver brugt til at opgradere spillerens våben og rustning. Når man stiger i level, så udvider man maskindragtens modulkapacitet. Modulerne er små opgraderinger som man finder spredt rundt omkring i spillet. Det er igennem dem, at spilleren kan op- eller nedgradere livspoint, udholdenhed eller energikapacitet.

Det er et ret elegant system, selv hvis det også mangler dybde. Det er intuitivt at skifte mellem modulerne og det åbner op for en smule variation i spillestilen. Vil jeg have masser af liv, men ringe mulighed for at helbrede mig selv? Vil jeg være fyldt med medicinsprøjter, men på bekostning af mine energireserver? I løbet af spillet rekrutterer man også en drone som kan assistere spilleren kortvarigt. Den har både offensive og defensive funktioner og kan bruges i løbet af kampene.

Det er dog alt sammen nuancer. The Surge ligner sig selv fra start til slut, med begrænset mulighed for spillerudfoldelse. Her er ikke et væld af talenttræer, skemaer eller pointtavler. Den vigtigste beslutning er uden tvivl valget af våben. I løbet af spillet låser man også op for en række passive egenskaber. De skal motivere spilleren til at besøge tidligere områder, men overordnet set kører oplevelsen på skinner.

Så ja, det er en Souls-inspireret spiloplevelse, men Djævelen har det med at gemme sig i detaljerne. Hvis man timer sine angreb rigtigt, koster de mindre udholdenhed. Når man dør, har man kun et par minutter til at nå frem til sine tabte vragdele. Og det er ved at hakke bestemte lemmer af fjenderne, at spilleren tilegner sig nye rustningsdele. Det er små eksempler på, hvordan Deck13 forsøger at sætte deres eget præg på genren.

Og godt det samme, for The Surge er ellers en overvejende genkendelig oplevelse. Ikke kun ensformig, men enfoldig. Det er mere eller mindre de samme fjender man dyster med fra start til slut, mange af våbnene føles ens og bosskampene kan tælles på en enkelt hånd! Der er heller ikke noget flerspillerkomponent, mens sidemissionerne er af den vage, gådefulde variant. Historien kan bedst beskrives som tilstrækkelig, hverken mere eller mindre.

Spillet har desværre også en række problemer på den tekniske front. Der er selvfølgelig klassikeren: en ujævn billedhastighed, i hvert fald på PC. Værre er dog den kunstige intelligens, som er alt for nem at manipulere. Fjenderne har det med at sidde fast i de samme hjørner og kroge som de ynder at gemme sig i. Ironisk? Til gengæld er indlæsningstiderne ualmindeligt korte og det er ikke ubetydeligt i et spil, hvor der ofte kun er få minutter mellem dødsfaldene.

Så genspilningsværdien kommer bestemt ikke fra et væld af komplekse spilsystemer. Jeg har kun dyppet tæerne i New Game Plys. Den lægger bestemt ikke fingre imellem, men om der gemmer sig nok overraskelser til at retfærdiggøre endnu en tur med spillet... jeg har min tvivl. Alligevel var jeg godt underholdt, mens det varede. Deck13 har skabt et spil som brillerer på få, vigtige punkter, men halter på mange andre.

Udviklerholdet er relativt lille og resurserne har tydeligvis været begrænsede. Sammenlignet med dugfriske action-udgivelser som Nioh og Nier: Automata, mangler The Surge selvsagt produktionskvalitet, men også personlighed. Har du Souls-abstinenser eller er du nysgerrig på genren, så er The Surge et godt bud. Er du til gengæld travlt optaget med forårets mange store spil, så smid The Surge på ønskelisten, vent på et tilbud og se hvad der sker. Lidt har også ret.