The Technomancer

En dyster fortælling, ledsagere med dybe baggrundshistorier, moralske valg, dynamiske kampe. Ja, The Technomancer lovede os alle godterne - en slikpose fyldt med alle vores yndlingslækkerier. En af spillets udviklere omtalte det endda ved sidste års E3 som et mix af The Witcher og Star Wars. Og hvis det holder stik, hvem kunne sig dog så ønske mere? Mine forventninger var i hvert fald skruet op forud for min oplevelse med spillet. Så derfor vil jeg gentage det klassiske spørgsmål, man stiller sig selv forud for enhver anmeldelse - vil spillet leve op til forventningerne? Vil det være godt?

Jeg vil være så ondsindet at lade spørgsmålet hænge svarløst lidt endnu, og i stedet tage jer med på den rejse min oplevelse med The Technomancer bød på. Så hvad handler spillet egentlig om? Spillets præmis går ud på at menneskeheden har måttet forlade jorden og i stedet søge ly på Mars. Men der én livsnødvendig ting som mennesket har brug for, og Mars ikke har - vand. Og som vi alle ved - intet liv uden vand. Derfor er denne ressource hele tiden grundlaget for magtkampe. Borgere slås mod hinanden, bander forsøger at overgå hinanden, og byer kæmper på daglig basis. Som vores hovedperson fortæller os helt i begyndelsen: "Here hell is not a concept. It's our reality."

Men vand er ikke den eneste grund bag konflikterne. På grund af stråling er mange menneskers gener muteret. Enten er de blevet til uhyggelige væsener, som befolkningen har udstødt fra samfundet eller blot bruger som slaver eller også har mutationen givet dem evnen til at kunne styre elektricitet. Technomancerne er resultatet af denne anden mutation.

Vores hovedperson Zachariah er selv en af disse Technomancere, og vi møder ham på den dag, hvor han endelig bliver en færdiguddannet Technomancer, som skal servicere byen som løjtnant.

Inden vi dog lige kommer lidt for langt frem i dagsordenen, vil jeg også lige vende de værktøjer, man har til rådighed, når man laver sin karakter. Én af de vigtigste ting for mig, når jeg spiller - og især med et RPG-spil som dette - er indlevelsen. Jeg vil enten føle et stærkt bånd til en stærk og dyb karakter, eller også vil jeg føle, at jeg er den karakter. Jeg vil altså enten have leveret en karakter som Geralt fra The Witcher, der jo allerede er skabt med alle sine særheder og sin stærke karakter. Man ved, hvem han er, og derfor kan man knytte et bånd til ham. Eller også vil jeg have muligheden for selv at lave min karakter. Jeg vil vælge hvem personen er, og hvordan de ser ud, så jeg på en eller anden vis kan leve igennem dem. Men min personlige oplevelse med The Technomancer er, at de har forsøgt at gå af en eller anden middelvej. Det er tydeligt at mærke, at de har allerede bestemt, hvem hovedpersonen er. Du er Zachariah, en ung mandlig Technomancer. Men i stedet for at levere en unik og uforglemmelig karakter, lader de mig ændre små ting som hans firsure, øjenfarve og hudfarve. Jeg ville ønske, de havde valgt en lidt klarer retning og i stedet havde skabt en mere uforglemmelig, stærk karakter.

Men efter den medrivende intro i spillet var både præmissen og stemningen blevet sat. Og på dette tidspunkt troede jeg, at jeg havde en klar idé om, hvad spillet ville handle om. Men desværre formår spillet ikke at holde fast ved hverken præmis eller stemning. Lynhurtigt begynder historien at halte, og der går ikke lang tid, før jeg bliver helt i tvivl om, hvilken historie spillet egentlig prøver at fortælle mig. Handler det om kampen for ressourcer, vand og overlevelse? Handler det om mutanternes sørgelige skæbner? Er det en historie om magt? Eller handler det i virkeligheden bare om vores hovedpersons kvaler og forsøg på at overleve i denne barske verden? Måske noget helt fjerde der er gået fuldstændigt over mit hoved. Denne forvirring er derfor også skyld i, at jeg ikke længere kan skelne mellem de forskellige missioner. Er det en af de primære historie-missioner, jeg netop har fuldført, eller er det derimod blot en sekundær? De er ikke til at kende fra hinanden - på den rigtig dårlige måde. Det er ikke fordi, de sekundære missioner er så spændende, at de ligeså godt kunne være de centrale missioner. Næh nej, det er nærmere omvendt. De primære missioner virker så ligegyldige, at de ligeså godt kunne være undladt.

Spillet er delt op i fire kapitler, og det er ganske tydeligt at mærke, at hele dette første kapitel blot går med at sætte spillet i gang. Med de ligegyldige missioner og en helvedes masse forvirring snegler dette kapitel sig afsted, og jeg havde mest af alt travlt med at kæmpe imod lysten, der sagde mig, at jeg bare skulle spole igennem dialogen. Først efter mange, mange, mange timers spil, begynder der at ske noget, da jeg når slutningen af dette første kapitel. Nu begynder historien at tage form, og endelig kan jeg begynde at se en mening med det hele.

Noget hiver mig dog konstant ud af både historien og de mindre missioner - stemmeskuespil og animationerne af karaktererne. Det er noget, som jeg ofte har omtalt i anmeldelser førhen. Måske er det noget mange ofte ser igennem fingre med, men jeg synes det er værd at omtale i forbindelse med The Technomancer. Halvdelen af tiden passer stemmeskuespillet slet ikke overens med animationerne af en karakter, og resten af tiden er det omvendt. For eksempel da en kvinde hører nyheden om, at hendes forlovede er død, bryder hun grædende sammen, og det høres tydeligt i hendes stemme. Men hendes kropssprog reagerer slet ikke. Hun står stadig bare med armene langs siden og kigger tomt på mig. Et andet eksempel var da en ung mand skændes med en anden karakter. Han fægter rundt med armene, bevæger sig en smule truende frem og tilbage og er ganske tydeligt oprevet. Men hans stemme var så rolig, som under et teselskab. Det resulterer i en utrolig unaturlig følelse. Jeg havde svært ved at tage handlingen seriøst, hvilket betød, at jeg hele tiden gennem spillet holdte en eller anden form for distance. Jeg blev meget sjældent revet af stemningen og handlingen, fordi jeg hele tiden blevet revet ud af den med denne ubalance.

Én af de ting, som The Technomancer dog gør rigtig godt, er kampene. De er dynamiske, udfordrende og dejligt frustrerende til tider. Selvom man møder en ultra svær modstander og må gennemleve utallige nederlag, er der altid lige én ting mere, man kan forsøge, for at gå sejrsrig fra kampen. Man har nemlig muligheden for at skifte mellem tre forskellige kampstilarter. Man kan være en Warrior, der kæmper med en stav, en Rogue der er udstyret med en giftig dolk og en pistol, og slutteligt kan man være en Guardian med et tungere våben af en art og et skjold. Ulig så mange andre spil behøver du dog ikke at vælge i begyndelsen og derfor låse dig fast på blot én af disse stilarter. Du har muligheden for under enhver kamp på ethvert tidspunkt at skifte kampstilart ved at trykke på R1 og derefter henholdsvis cirkel, trekant eller firkant. Så lykkedes kampen ikke med den hurtige Rogue-stilart, kan du gå tungere til værks med skjold og kølle. Udover disse tre forskellige stilarter, er du jo også en Technomancer, hvilket betyder, du altid kan bruge dine særlige, elektriske evner i kampe. Med så mange forskellige tilgange og særlige evner tænker man sig hele tiden om under kampene. Man aflæser modstandernes angreb, typer, antal og så videre og tilpasser kampene og stilarterne efter dette.

De fire stilarter kan opgraderes og udvikles via point, som optjenes, når du leveler op. Det samme gælder for ens talenter og egenskaber. Talenterne kan fx være crafting, science, lock picking eller charm, som alle giver dig nogle forskellige fordele, mens egenskaberne fx kan være strength, agility eller power. Der er altså mange ting at holde styr på, når man leveler op, fordi man ikke blot opgraderer én kampstilart eller ét skill-tree. Men alle de enkelte opgraderinger giver dig væsentlige fordele i spillet, og derfor var det en fornøjelse at sidde og planlægge sine point ved hvert nyt level.

Men uanset hvor dynamisk og fedt kampsystemet er, så bliver det altså aldrig sjovt at skulle kæmpe sig igennem den samme kamp gang på gang, igen og igen. Og her mener jeg altså ikke, at man dør og må gentage en kamp. Det jeg henviser til er, at man flere gange skal forbi de samme områder. Man skal for eksempel mange gange i løbet af spillet snige sig ind i en storby og for at gøre dette, må man kravle op gennem kælderen og bevæge sig igennem de samme rum hver gang. Og hvert af disse rum er altså fyldt med de samme fjender som sidste gang du var der. Det virker fuldstændigt meningsløst at slå disse fjender og monstre ihjel gang på gang for syvende gang at møde dem igen i samme kamp. Det ender med at blive en træls opgave fremfor sjove kampe.

Tidligere gav jeg udtryk for at den primære historie i spillet bare ikke greb mig. Den sagde mig ikke rigtig noget, og egentlig kunne jeg ikke helt identificere dens missioner. Men det betyder ikke, at der ikke gemmer sig en fantastisk historie i The Technomancer. Faktisk fortæller spillet mange gode historier. De skal dog bare findes blandt dine ledsagere og ikke nødvendigvis blandt de primære missioner. Alle ledsagerne er dybe karakterer, som byder på grusomme, hjertevarmende eller tårevædende baggrundshistorier. Du har lyst til at hjælpe dem med deres personlige missioner blot for at høre mere om dem. Det er stærke karakterer man virkelig ender med at holde af og det var ofte disse der var skyld i at jeg fik lyst til mere og ville spille videre.

Jeg vil også gerne lige nævne grafikken og designet. Ethvert spil behøver jo ikke ligne Uncharted for at give spilleren en god oplevelse men mange gange gav grafikken og animationerne mig bar en følelse af ufærdighed eller en upoleret oplevelse. Grafikken var bare ikke pæn. Landskabet ser alt sammen ens ud og alle områder begynder lidt at smelte sammen. Men netop fordi landskabet ikke er en smule ensartet har de truffet det rigtige valg om ikke at gøre spillet til open world og de afgrænsede områder klæder spillet godt.

The Technomancer har sin charme. Det byder på interessante karakterer med dybe, rørende baggrundsfortællinger og dynamiske, hæsblæsende kampe. Men jeg er ikke i tvivl om, at den slikpose, jeg omtalte i starten, ikke udelukkende indeholder vores yndlingsgodter. Nede i posen finder jeg også al det slik, som ingen vil have - dårligt stemmeskuespil, til tider ligeså dårlige anmiationer, gentagelse af de samme kampe gang på gang og en ret så kedelig primær historie. Men jeg blev alligevel ved med at spise slikket. Jeg blev ved med at lede efter de gode stykker og spillets charme overvandt mig altså lidt efter lidt. The Technomancer har sine svagheder, det er helt sikkert. Men på trods af dem, nød jeg nu stadig oplevelsen.