The Thaumaturge

Jeg elsker, når man finder de små upolerede diamanter. De der spil, som man ikke forventede sig noget af, men som overrasker én positivt. På et spilmarked, hvor de store udviklere ikke tør tage chancer, og smider spil ud som er sikre vindere, er det dejligt at opleve små udviklere, der tør prøve noget nyt. Fool's Theory er en af de udviklere, med deres The Thaumaturge, som er en meget speciel oplevelse. Spillet er ude nu til PC, og kommer senere hen til konsollerne.

Her inden jeg snakker om mine oplevelser, vil jeg lige fortælle om de lidt underlige omstændigheder, hvorunder jeg har spillet The Thaumaturge. Jeg fik spillet i starten af februar, og nåede at putte 40 timer i det, da jeg fik at vide, at spillet var blevet udsat til 4. marts, da spillet manglede polering ifølge udviklerne. Jeg ventede derfor, indtil de patchede spillet, så jeg kunne prøve den bedste version af det. Da jeg så bootede spillet op, virkede mine savegames ikke, så jeg måtte starte helt forfra, til stor irritation. Derfor har jeg kun kunnet nå et lille stykke ind i spillet med den nye patch, da jeg ikke havde tid til mere. Så det er på baggrund af den oplevelse, jeg anmelder spillet. Bare et heads up.

En Thaumaturge betyder en magiker, og det er det, Wiktor Szulski er. Man møder ham første gang på en togstation, hvor han er på jagt efter den legendariske Rasputin. Man finder ham i den nærliggende landsby, og han indvilger i at hjælpe Wiktor. Wiktor Szulski er nemlig en Thaumaturge, som er i stand til at "læse" genstande, folk har været i kontakt med. Han kan fornemme, hvilke følelser de mennesker, som har håndteret givne genstande, har haft. Dette bruger han så til at løse gåder og finde ud af, hvad der foregår rundt om ham. Efter en kort introduktion kommer Wiktor til Warszawa, hvor han bliver konfronteret med sin faders død af sin søster Ligia. Ikke alt er, som det ser ud, og han skal så bruge sine evner til at undersøge hans faders mystiske bortgang. Denne mekanik er meget underholdende, da The Thaumaturge føles som et detektivspil à la Sherlock Holmes, hvilket jeg elsker. Derfor er der en masse mennesker, man skal møde, og disse har forskellige opgaver, som Wiktors evner passer perfekt til at løse.

Historien foregår i Warszawa i starten af 1900-tallet. Polen er besat af Rusland, men Zaren er ved at miste sin magt, hvilket han senere gør i den russiske revolution. Polakkerne er i sagens natur ganske utilfredse med russernes tilstedeværelse i byen, og hele denne konflikt spiller en fed rolle i plottet, hvor Wiktor bliver rodet ind i en masse intriger, som potentielt kan ødelægge hans familie, og hvilken rolle spiller Rasputin i alt dette? Det er virkelig en fed oplevelse at fordybe sig i en tid og en historie, som ikke er kanon i folkeskolen. Jeg er selv historielærer, og jeg elskede hvert sekund af The Thaumaturge. Hvis jeg skal kritisere noget, var det, at der indtil patchen var nogle dumme fejl i forhold til plottet, hvor folk bare dukkede op uden forklaring, men da jeg måtte starte forfra, kan jeg ikke sige, om det er rettet efter spillet er blevet patchet.

Man skal dog ikke kun løse mysterier og finde sandheden. Man skal også kæmpe mod diverse kriminelle, som vil gøre livet hårdt for Wiktor. Wiktor har ligesom andre Thaumaturge en såkaldt Salutor, som er et monster, der hjælper ham i de turbaserede kampe, man bliver rodet ud i. Man har i starten den udøde Upyr, som Wiktor tit snakker med om plottet. Disse Salutors er i princippet spillets magisystem, for de har alle nogle evner, som Wiktor ikke selv har. Han står for den fysiske vold for det meste, og monstrene står for magi og negative statusser, som man kan påføre sine fjender. Det er meget nødvendigt at lære sine Salutors evner at kende og finde ud af, i hvilke situationer de er bedst muligt brugt. Selv på den laveste sværhedsgrad vil man blive udfordret i kampene, så man kan ikke bare cruise igennem historien uden videre.

Kampene er turbaserede, og med undtagelse af et par enkelte tilfælde er det Wiktor mod verdenen. Man skal finde synergierne imellem de otte forskellige monstre, man kan tilegne sig, så man overlever og uddeler skade på samme tid. Dette gjorde, at jeg måtte starte en del kampe igen for at prøve forskellige taktikker af, da jeg ellers blev besejret. Det var ganske fedt og udfordrende, at man ikke bare kunne lade stå til og tilfældigt trykke på knapper for at vinde kampene.

For at rekruttere disse Salutors skal man finde dem i Warszawas skumle gader. Monstrene hægter sig på mennesker, som har en såkaldt fejl. En fejl hos de mennesker, som er så stor, at væsnerne kan suge til sig som en slags næring. Når man så finder en person med en fejl og en Salutor, skal man udfordre Salutoren, og vinder man, bliver monstret en del af ens samling monstre. Eneste problem ved dette er, at man også fjerner fejlen hos den person, man finder, hvilket gjorde, at jeg missede to Salutors, da fejlen de karakterer havde, var den eneste grund til, de kunne overleve i den stenhårde politiske situation i Warszawa. Denne feature er vildt fed, da man bliver straffet for at have et for godt hjerte. Jeg kunne virkelig godt lide denne afvejning mellem ens egne behov og stillingtagen til, om personen man tog Salutoren fra, rent faktisk kunne overleve uden sin fejl.

Spillets udtryk er lidt en blandet pose bolsjer. Man ser det hele fra en isometrisk kameravinkel, og omgivelserne er virkelig flotte og ser til tider helt realistiske ud. Desværre gælder det samme ikke om de karakterer, man møder. Animationerne er stive, og karaktererne ser uskønne ud og kan på ingen måde måle sig med omgivelserne. Derudover er stemmeskuespillet lige så blandet som spillets grafiske udtryk. Wiktor Szulskis stemmeskuespiller lyder stoisk og kedelig. Hans søsters stemmeskuespiller er derimod rigtig god. Derudover er der rigtig mange stemmeskuespillere, som har en meget tyk amerikansk accent, hvilket ikke giver meget mening, specielt fordi Wiktor for eksempel har en meget tyk polsk accent. Denne blanding af autentiske accenter og amerikanske tager én ud af spillet, da det kan blive direkte irriterende. Musikken i spillet er dog virkelig stemningsfuld og har en tydelig slavisk lyd, som er ganske fed.

Så alt i alt er The Thaumaturge generelt en god oplevelse, og jeg tænker, at patchen har løst en masse problemer. Det håber jeg i hvert fald, da jeg mødte mange i de første fyrre timer af spillet. Det er dog ikke så smart, at patchen gjorde mine gemte spil inkompatible.