The Thing

Indtil for nylig havde jeg ikke stiftet bekendtskab med John Carpenters kritikerroste gyser fra 1982. Men under mit sidste besøg hos Vivendi Universal i London, havde de arrangeret en biografseance, hvor klassikeren blev vist. Motivationen var naturligvis promoveringen af deres nye titel, og filmen viste sig også til at have en masse potentiale i den retning. Historien er centreret omkring en isoleret base på nordpolen. Beboerne finder en fremmedartet skabning, som kan imitere andre væsner ved berøring. Filmen er herefter et studie i beboernes paranoia og angst; hvem er ven? og hvem er fjende?

Arven fra konsollerne
Med filmen i frisk erindring satte jeg mig til at spille The Thing. Historien tager sit udgangspunkt umiddelbart efter hændelserne i filmen. Du styrer Blake, som er leder af en militær enhed, der udover ham tæller tre andre soldater. Basen er i ruiner. Flammerne, som dens tidligere beboere initierede med deres sprængstof, slikker stadig op af murbrokkerne. Det er nu op til dig og dine mænd, at finde ud af den skæbne, som har overgået beboerne.

Undervejs kommer du til at løse en række puzzles og bekæmpe The Thing, som naturligvis stadig er i live. Du ser begivenhederne fra et 3. persons perspektiv. Styringen foregår som en kombination af mus og tastatur. Der er faktisk en del kommandoer, som skal styres via tastaturet. Men heldigvis bliver du løbende orienteret, når nye kommandoer skal bruges. Lidt besynderligt kan du kun foretage horisontale bevægelser med hovedet, når du bevæger dig. For at foretage vertikale bevægelser skal du gå over til at styre i 1. persons perspektiv. Desværre kan du ikke her bevæge dig. Det virker en anelse kluntet. Styringen er tilsyneladende konverteret direkte fra et konsol keypad, hvilket er ærgerligt.

Folkene kan ikke styre vandladningen
Som leder af kommandoenheden kan du udstede ordre til de andre kommandosoldater. Ordrerne er godt nok kun enkle kommandoer, men det er alligevel rart at kunne stationere vagter, mens du udforsker et område. Hvorvidt de andre soldater gider at adlyde ordrer, afhænger af deres velvilje til dig samt deres frygt. Du kan opbygge deres velvilje ved eksempelvis at sørge for, at de er bevæbnet. Deres frygt kommer i penible situationer, hvor de bliver vidne til horrible scenarier. Her kan de komme med en række yderst menneskelige reaktioner. Eksempelvis kan de fuldstændigt opgive ævred, kaste op og vådte bukserne. Går det helt galt for dem, kan de gå hen og blive fjendtlige. Heldigvis kan de også være til hjælp, og fungerer fint i kampsituationer. De er sågar flinke til, at lade være med at træde ind i din skudlinie. Dertil kan du have en læge tilknyttet, som konstant sørger for gruppens velfærd.

En grotesk skrigende klump
Det vigtige ved at du konstant er omgivet af soldater, er naturligvis den følelse af paranoia, som burde blive opbygget hos dig. Kan du vide, hvem der er dine venner? Problemet med den fjendtlige organisme er netop, at den fungerer som en parasit. Den trænger ind i levende væv, og ligger her i dvale. Derfor ved du aldrig, hvem der er smittede. Pludselig kan én af dine soldater blive omdannet til en grotesk skrigende klump. Hvorefter en monstrøs misdannet skikkelse vil angribe dig. Ideen er egentlig udmærket, men der er nogle problemer i udførelsen. For det første er det yderst sjældent, at du har decideret hjælp i spil af denne type. Så selv om dine akkompagnerende folk skulle omdanne sig til "the Thing", så har du da i det mindste haft glæde af dem så længe. Det næste problem er, at modstanderne ikke er specielt sejlivede. Der er to typer af fjender, den ene er nogle små krybende sataner. Disse kræver blot et par velplacerede skud. Den anden fjende er selve "the Thing", når den har bosat sig i en værtsorganisme. Denne er heller ikke specielt sejlivet, og oftest så tager den benene på nakken. Udviklerne har naturligvis været begrænset af filmen, men fjenderne fremtræder simpelthen ikke skræmmende nok. Ligesom du aldrig får et egentlig forhold til dine følgesvende. Det rører ikke én, at give dem en tur med flammekasteren.

Vel placerede chokeffekter
Når det er sagt, så er der alligevel en god stemning i The Thing. Dette er - underligt nok - især tilfældet når der ikke sker noget. Stemningen bliver sat godt af de dunkle omgivelser i fremmede egne. Den bliver endvidere løbende opbygget af notater og indtalte beskeder fra basens tidligere beboere. Dertil er der en række vel placerede chokeffekter. Der er også en række gode puzzles. Du skal ofte bruge remedier, såsom de monterede kameraer, til at komme videre. Dette fungerer fint, og er med til at trække tempoet i spillet ned på et passende stadie. Det er vigtigt at bemærke, at dette ikke er et decideret action spil. Det er mere et horror survivalspil - lidt på linie med Resident Evil serien. Spillet er også fængende, mens det varer, og er til tider en glimrende addition til filmen. Desværre tager det kun omkring syv timer at gennemføre. Men jævnfør den nuværende debat, så kan man sagtens argumentere for, at det er rart med et spil, som man faktisk kan nå at gennemføre. Dette samtidig med at det er underholdende undervejs.

Slet ikke en dårlig licenstitel
Teknisk set er det bestemt kompetent. Spillet forløber gnidningsløst, og jeg faldt ikke over nogle graverende bugs. Der var lidt problemer med nogle af mellemsekvenserne, hvor den talte dialog pludselig forsvandt. Men jeg går stærkt ud fra, at det blot drejede sig om min kopi. Grafisk set er der en god brug af effekter. Partikeleffekterne bliver brugt til fulde i den stadigt pulserende tåge. Dertil er der en god brug af de sparsomme lyskilder. De enkelte figurer er også godt gengivet, og pænt animerede. De kunne dog godt have brugt en spandfuld ekstra polygoner, da de nok fremstår en anelse kantede. Lyden er tilpas dyster. Der er ingen irriterende musik, men derimod den konstante lyd af kastevinde der suser forbi. Dette, kombineret med lydene som dine folk frembringer, giver en rigtig god stemning. Man føler sig virkelig alene. Overordnet set er der altså tale om en rigtig god brug af en licens. Det er lykkedes at fange stemningen, som gjorde filmen så elegisk. Der er dog som nævnt en række faktorer, som er med til at hive karakteren væk fra den absolutte top.