The Urbz: Sims in the City

Et af de absolut stærkeste brands i spilverdenen, må uden tvivl være The Sims. Uanset kvaliteten på det Sims-produkt som Maxis smider på hylderne, sælges der hver gang millioner af eksemplarer. Personligt morede jeg mig i nogle timer over det første The Sims-spil, men siden da synes jeg at markedet er ved at drukne i ligegyldige udvidelsespakker dertil. Denne gang er handlingen flyttet til en storby, hvor man ankommer med sin uskyldige sim, med en drøm om at blive den største "player" i byen.

Inden man får mulighed for at udforske denne nye verden, skal man opbygge sin sim. Til dette formål skal man bestemme sig for sit lille alter egos højde og drøjde, samt frisure og hudfarve. Derefter skal man beslutte sig for hvilken del af byen man vil bruge som udgangspunkt. Her kan der vælges mellem alt lige fra det vildeste jetset-miljø i de højeste skyskrabere i byen eller gå helt modsat og vælge noget som mest af alt minder om et slumkvarter. Når dette er valgt, bliver man ganske kort introduceret for sin nye lejlighed og hvilke muligheder der er for at få et job, købe tøj og hvordan man skal gebærde sig.

Hele spillet er bygget op omkring "reputation", for det er ud fra denne at de andre sims bedømmer om de vil være venner med dig, og hvis dit omdømme er rigtig godt, er det også dette som åbner dørene til både diskoteker - men så sandelig også de seriøst godt betalte jobs. Ligesom vi kender de fra de øvrige The Sims-spil, gælder det om at snakke, joke og kildre sig til en masse venner. Der vil også være nogle af disse nye venner som kan tilbyde dig små jobs, såsom at tage lidt paparazzifotos, hvilket også vil give lidt penge, så der endelig kan blive købt et toilet til lejligheden. For man har hos Maxis holdt fast i konceptet med at man skal bruge halvdelen af sin tid på at spise, gå på toilet og vaske sig. Det er måske ganske virkelighedstro, men det efterlader altså ikke meget tid tilbage til at gå på opdagelse i den spændende by. Derfor skal man hele tiden sidde og overveje om man nu også kan nå at møde på arbejde, inden man falder om af sult eller begynder at lugte fælt. Det synes jeg er en kilde til stor irritation, som ofte resultere i at man ikke når alt det man gerne vil..

Når man støder på en sim som man vil have en samtale med, markerer man bare den pågældende sim, og så dukker der en stribe muligheder op, hvor de er delt op i tre farver. Disse er enten røde, gule eller grønne. Vælger man en af de røde, vil man modtage en negativ reaktion. Det nytter f.eks. sjældent at begynde at give en fremmed person nakkemassage. De gule muligheder har et fifty-fifty udfald, mens de grønne vil fremkalde glæde eller interesse hos den sim man fører samtalen med. Det fungerer rigtig godt, og på trods af at de små sims kun pludre, så fornemmer man faktisk at der er en rigtig samtale i gang, bare på et sprog man ikke forstår. Et andet positivt tiltag er at man nu kan styre sin sim på arbejdet. Hvis man er model, skal man sørge for at posere foran et kamera; dette gøres ved at trykke hurtigt på de knapper som dukker op på skærmen. Men der er også mulighed for at arbejde som kok, mekaniker og meget andet. For hver af disse jobs er der mulighed for at avancere, og dermed komme til at tjene betragtelig flere penge. Dette kan bl.a. gøres ved at forbedre sig fysisk eller mentalt. Hvis man jobmæssigt kommer højt oppe i hierarkiet, forbedrer det også den vej igennem sin sims omdømme, så det kan godt betale sig at lægge en del tid i sit arbejde.

Noget af det første som falder i øjnene er at grafikken har fået et gevaldigt løft, så det grafisk matcher The Sims 2. Det hjælper med til at understrege hvilke miljøer man færdes i, så når man er blandt jetsettet glimter alt som guld og diamanter. Hvis man derimod befinder sig i de fattigere og mere slidte dele af byen, bliver det hele mørkere og mere tungt at se på. Vi snakker ikke landevendinger rent grafisk, men disse afvekslinger gør at man ikke bliver træt af at se på det. Men det morsomste er nu engang de mange figurer man støder på. Her har fantasien hos udviklerne virkelig fået frit løb. Man støder på supermodeller, slumstormere, punkere, techno-dansere, divaer, dørmænd og mange andre. Det eneste de har tilfælles er at deres fremtoning bliver hevet langt ud på overdrevet. Til tider fanger man sig selv i bare at sidde stille og observere disse personers færden rundt omkring sin sim. På lydfladen er der ikke sket meget, de små sims pludrer lystigt derudaf, og hvis man i en samtale får noget nyttigt info, står det som tekst i en ramme øverst i skærmen. Musikken er stadig noget som mest af alt minder om elevatormusik, men det giver dog lidt baggrundsstøj, så det skæmmer ikke det samlede indtryk.

Det kan være lidt svært at slå fast om The Urbz: Sims in the City blot er en stor udvidelse til The Sims serien, eller om det skal betragtes som et selvstændigt spil. Den største forskel på The Urbz, og The Sims, er at man her ikke skal bruge meget tid i sit hjem, eller på at bygge det op. I stedet foregår meget af tiden med at passe arbejdet, og så at flashe sin velstand og omdømme på diskoteker og i barer.

Konceptet fejler absolut intet, men efter nogle timer i selskab med The Urbz begynder det meste at blive slemt trivielt. Efterhånden som man kommer ind i en rutine, hvor man både kan passe sit job, få nok med søvn og mad, og samtidig blære sig med sit guld og dyre tøj, er der ikke plads til meget mere. Men det er altså begrænset hvor fantastisk det er at gøre mere eller mindre det samme dag ud og dag ind. Ideen med The Sims er jo at kunne "leve" en hverdag, som ikke minder så meget om den stramme dag som de fleste af os har. Derfor føler jeg så absolut ikke trang til at skulle være lige så stresset i en virtuel verden. Hvis man skal have glæde af dette spil over en længere periode, skal man nok hører til blandt de mere hårdkogte The Sims gamere.