The Urbz: Sims in the City

Alle vil gerne være populære. Være ham, alle kender eller hende, alle er vilde med. Men popularitetens logik dikterer, at den er forbeholdt de få: Det er en kamp med flere tabere end vindere. Heldigvis har Maxis et trøste-spil klar til dem, det ikke lige lykkes for. I The Urbz får de chancen for at gå med de rigtige klude, sige de rigtige ting til de rigtige mennesker og have det rigtige job - alt det, der er så forbandet svært i virkeligheden.

Strengt taget er The Urbz en skarpere vinklet udgave af Maxis’ guldkalv The Sims. Hvor sims-figurer kan udvikle sig i en række forskellige retninger, så har de såkaldte urbz kun ét mål i tilværelsen: En plads på popularitetens tinder. Det er både en fordel og en ulempe for spillet som sådan. The Urbz er på mange måder nemmere at gå til end Sims-spillene - man sidder ikke med den der lidt overvældende fornemmelse af at skulle opfinde den dybe tallerken. Samtidig er det forudsigeligt nok også mindre dybt.

The Urbz foregår i en by, der består af en lang række subkulturelle hangouts og to lejligheder: Din urbz’ og den über-populære Darius’. Darius er spillets hjælpende ånd, der giver god råd og hjælpsomme tips, og han er også manden, hvis plads dine urbz i sidste ende sigter efter at overtage. Ved spillets start vælger man en stil - her er alt fra skatere over yuppies til goth punks - og finjusterer lidt på urbz’ens udseende. Derefter er man klar til at slippe sin figur løs på verden.

Som udgangspunkt har man adgang til sin lejlighed og det område, der matcher urbz’ens stil. Områderne er forskellige af udseende og ganske sprudlende designede, men funktionelt er de ganske ens. Her er en arbejdsplads, f.eks. en sushi bar. Her er en butik med tøj og en med inventar. Her er en ledig gæste-lejlighed, man altid kan benytte til at snuppe en lur eller skifte tøj - en ordning, jeg personligt gerne så indført i Københavns centrum. Og endelig er der et in-sted med en særlig VIP-afdeling, der først åbner ved midnat og som man kun kan komme ind i, hvis man er tilstrækkelig tjekket.

Lejligheden er i udgangspunktet halvtom, men kan huse alskens mere eller mindre nyttigt inventar. Her kommer vi til en af de mere spøjse forskelle på The Urbz og Sims-spillene. Ikke blot er din urbz’ lejlighed dybest set ret overflødig, så længe hvert byområde byder på tilsvarende faciliteter. Maxis har også gjort det decideret bøvlet at indrette den: Inventar kan kun købes ude i byområderne, og dem kræver det betragtelig load-tid at komme til og fra. Man holder med andre ord hurtigt op med at indrette sig for sjov.

Omvendt er det vel egentlig logisk nok, at lejlighedens betydning er underspillet i The Urbz. Det er et spil, der handler om at komme ud - om at se og blive set. Interaktion med andre urbz’er er nøglen til at forbedre sit "omdømme" og blive populær, og her har Maxis gjort det nemt: Sociale handlinger, eller "socialer", er farvekodede efter effekt. Grøn betyder sikker succés, rød sikker fiasko og gul betyder, at din urbz’ tilnærmelser både kan blive godt og dårligt modtaget. Kombineret med muligheden for at benytte "super-socialer" - de virker altid - giver det et interaktionssystem, der flirter med forudsigeligheden.

Penge og popularitet er uløseligt forbundne, så din urbz’er slipper ikke udenom byområdernes arbejdspladser. Jobs løses ved at trykke på de rigtige knapper i den rigtige rækkefølge, samtidig med at man holder øje med forskellige målere, der ikke må gå i rød: Det kan være hygiejnen i sushi-baren eller temperaturen ved støbeapparatet. I The Urbz - som i den virkelige verden, vil nogen sige - er arbejde primært noget, der skal overstås. Som med figur-interaktion er det lige en tand for monotont til at være rigtig interessant.

Sådan ligger landet altså. Tjen penge til det rigtige tøj, omgås med de rigtige mennesker, hæng ud de rigtige steder - nå ja, og husk så lige at spise, skide og sove. Formår du at ramme den rigtige balance, er det kun et spørgsmål om tid, før din urbz’ers omdømme når astronomiske højder. Men er det så sjovt? Tja. Både og.

Præsentationen fejler i hvert fald ikke noget. Billedsiden er karikeret og dramatisk farvelagt, hvilket giver The Urbz en karakteristisk stil. Figurerne er veldesignede og dejligt humoristisk animerede; omvendt er det lidt skuffende, at billedet så ofte hakker, når man zoomer ud. På lydsiden har Black Eyed Peas været med til at lægge toner til, og resultatet er en lækker R&B-hybrid med futuristiske beats og masser af Sims’et vrøvlevokal. Mucho trendy og bestemt ikke ueffent.

De flotte billeder og den lækre lyd er med til at gøre The Urbz til en tjekket oplevelse. Man kan så diskutere, hvor spændende gameplayet egentlig er. Fans af The Sims-serien vil formentlig finde The Urbz for enkelt og lineært, og det vil de være i deres gode ret til. Omvendt synes spillet mest at henvende sig til et yngre teenage-publikum, og som et slags virtuelt svar på Bratz- og Barbie-dukker fungerer det helt fint.