The Witness

"Poeter skriver ikke for at blive forstået." Sådan lyder et citat fra en af de mange lydbøger der ligger spredt omkring på den farverige, gådefulde ø, der udgør kulisserne til The Witness. Jeg er tilbøjelig til at give citatets ophavsmand, Richard Feynman, ret. Efter et længere ophold i Jonathan Blow's seneste eksperiment, er jeg i hvert fald stadig ikke sikker på hvad det hele handler om.

Det kan jeg nu egentlig også godt stilles tilfreds med. Blow's obskure fortællestil blev både rist og rost for mere end et halvt årti siden ved udgivelsen af Braid, en titel der demonstrerede at også små spil kan have meget på hjertet. Måske endda så meget at det i Braid's tilfælde endte med at gøre mere skade end gavn. Det var derfor ikke uden reservationer at jeg gik ind til The Witness, der dog på mange måder afviger fra sin forgænger.

Det er ganske vist en ubefolket verden spilleren slår øjnene op til i The Witness, men øen, det vil sige spillet, har stadig en historie at fortælle, om end på sit eget sprog. Et sprog med dialekter og accenter, regler og undtagelser - bestående af streger, farver og figurer. Spredt omkring på øen finder man hundredevis af tavler, der alle stiller dig en opgave, et spørgsmål, som skal forstås, fortolkes og besvares.

Det sker igennem en række labyrintagtige tern, og evnen til at trække streger imellem dem. Jeg vil ikke nærme mig det yderligere, men lad det være sagt, at The Witness' mange gåder har elementer af Pac-Man, Tetris og Snake, uden egentlig at føles som nogen af dem. Men selvom spillets opgaver altid besvares på todimensionelle paneler, så er løsningen ofte at finde i den stiliserede og smukt kulørte verden som omgiver dem.

Det er blevet sagt at man lærer bedst gennem eksempler, men dem er der ikke mange af i The Witness. Efter et par indledende øvelser sættes du fri til selv at rende hovedet mod muren i dit eget tempo. Der er ingen hjælpende hånd at hente her, i stedet er det samspillet mellem forstanden og sanserne, nysgerrigheden og opmærksomheden som skal lede dig frem i spillet.

Alligevel kommer du til at sidde fast. Det gjorde jeg i hvert fald, igen og igen. Trial & Error er dine eneste følgesvende på den ensomme rejse tværs over øen, der huser både klipper og sandstrande, vandfald og kirsebærtræer. Det er alt sammen en smule intimiderende i starten, men med tiden opdager man smutveje og hemmelige gangstier - ligesom gådernes enkelte "dialekter" virker uoverkommelige og meningsløse indtil man pludselig forstår den bagvedliggende logik.

Kærligheden til Heurika-øjeblikkene hvor alting pludselig giver mening, er alfa og omega for at kunne nyde spiloplevelsen. Med over sekshundrede udfordrende gåder er The Witness virkelig et spil som kan give dig følelsen af at være et geni det ene øjeblik og en idiot det næste. Det er sjældent i et jævnt blandingsforhold, så man må væbne sig med tålmodighed.

Og det gør ikke noget at man sidder fast, så længe man er villig til at fortsætte rejsen. Øen er inddelt i en række hovedområder som man nogenlunde frit kan rejse imellem. Hver af områderne introducerer specifikke figurerer eller regler og oplevelsen af at kunne sætte dem sammen på kryds og tværs er stærkt tilfredsstillende. Jo tættere jeg var på at opgive en bestemt opgave, desto mere belønnende var det når jeg så alligevel fik den til at gå op.

Det er i det hele taget vigtigt at kunne belønne sig selv efter et udmattende hovedbrud. Spillet gør det i hvert fald ikke, ikke andet end igennem et par tilfredsstillende biplyde og adgangen til flere udfordringer. Der er ingen narrative taktslag som tilskynder dig til at blive ved. Øens hovedområder gemmer ganske vist på hver deres projektørlys som skal aktiveres, men det er i sidste ende en langt mindre interessant udvikling end den der foregår i dig selv.

Det meste af oplevelsen foregår faktisk i hovedet. Hjernen lægges i blød, den ene hånd trækker streger mens den anden skifter mellem at give klap til skulder og pande. Det er viljen til at lære og forstå som er drivkraften igennem spillet. Det sagt, så er det svært ikke at blive lidt forelsket i det billedskønne miljø som omgiver en. Der er bare det ved øen, at man ikke rigtig kan komme i berøring med den. Det hele handler om gåderne og det kan næsten virke som en skam.

Hvad betyder det hele så? Jeg tror at sammenspillet mellem øens miljø og løsningen på tavlerne er mere end bare et udtryk for udviklerenes kreativitet - det er også budskabet. Spilleren selv er en streg som bevæger sig hvileløst fra start til slut, uden egentlig at vide hvorfor. Der er regler som skal læres og overholdes, også på øen selv, der trods sine åbne vidder ofte indskrænker spillerens bevægelser med usynlige vægge og arbitrære blokader.

Flere af gåderne kan løses på forskellige måder, ligesom du også har mulighed for at gribe dem an i den rækkefølge du foretrækker. Men i sidste ende er du kun en observatør i spillets verden, et punkt som bevæger sig rundt i en stor labyrint, begrænset af rammer du ikke selv har sat, stræbende mod et mål der er blevet bestemt på forhånd. Måske er det hvad Blow vil have os til at tænke om computerspil og spillerens rolle i dem; at det er en stregs bevægelse mellem fastsatte tern og symboler. Du kan ikke ændre på reglerne, du kan allerhøjst håbe på at forstå dem. Måske er det derfor at den pastelfarvede ø indgyder en længsel i spilleren efter at kunne gøre mere, være mere. Måske er det betydningen af at være 'The Witness'. Måske.

Måske ligger jeg flere tanker i spillet end godt er. Men det er faktisk lige omvendt: Jeg har ikke lagt nok tanker i spillet endnu. I hvert fald gemmer der sig stadig i hundredevis af gåder rundt omkring på øen. Og er du forfalden til kryptiske hjernevridere og smukke omgivelser, så er Blows seneste værd at være vidne til.