The World Ends With You

"Verden er et tomt hul af ensomhed, ligesom jeg foretrækker det. Jeg har ingen venner, gider ikke andre mennesker og ville gerne, at alle blot lod mig være". Nej, det er ikke teksten på Tokio Hotels nyeste emo-hit, men i stedet en udklip fra den stil, Neku ligger for dagen, hver gang han lader hans hjerne vandre.

For pokker, hvor er jeg dog træt af følelseskvalte teenagere og deres mange problemer, faktisk næsten lige så træt, som jeg er af stagnerede japanske rollespil, hvilket må have fået min DS til at gispe en ekstra gang, da jeg første gang smed The World Ends With You i ryggen på den.

Og figurernes problemer er det første, der springer dig i øjnene. Neku er ligeglad med alle, andre savner tabte venner og forspildte chancer, og sammen er de alle fanget i et parallelt univers af Tokyos Shibuya-område. Usynlig for omverdenen, må de over syv dage løse opgaver stillet af de såkaldte Reapers, eller blive slettet, således at ingen nogensinde vil kunne huske dem.

Enspændere med sociale kvaler er en næsten ligeså stor specialitet for rollespilsudvikleren Square Enix, som den alt for velkendte helt, der vågner op med hukommelsestab, men i dette nye eventyr stopper genbrugen af klicheer heldigvis der.

Det hele starter med grafikken, der drager mere inspiration fra graffiti, mode og virkelighedens Tokyo, end knirkende gamle rollespil om grønne enge og onde troldmænd. Effekten er nærmest forbavsende, og sjældent har et rollespil virket så friskt og nutidigt, hvilket giver historien langt større effekt.

Denne forfriskende tilgang bæres videre igennem hele oplevelsen, og alene noget så statisk som det udstyr, du bærer, har været igennem den store tænkeboks. Derfor er der ikke noget, der hedder rustninger mere, i stedet er der mode, hvilken igen afgøres af, hvor modige dine karakterer er. Er de ikke modige nok, har de ikke lyst til at bære de rigtige tøjmærker, hvilket er skidt for dig, da hvert område giver fordele til de mest modebevidste.

Skal modet forøges, gøres det ved at indtage forskellige eksperimenterende former for mad. Maden skal dog fordøjes, og hver figur kan kun rumme et vist antal portioner for hver dag, du spiller, hvilket betyder, at du engang imellem forceres til at slukke for spillet. Selv her er der dog tænkt over tingene, og der optjenes erfaring til dine våben mens maskinen er slukket, således at der altid er grund til at vende tilbage.

Dine våben er en slags brocher, der hver har deres magiske evner bundet til dem, og hvor mange, du kan bære med til hver kamp, afgøres af din figurs styrke. Brocherne stiger i styrke efter hver kamp, og enkelte forvandler sig i bedste Pokemon-stil, endda til helt nye evner, hvilket betyder, at man konstant ønsker at maksimere sin samling.

Kampene er delt op således, at hver figur har sin skærm, og kræver, at du hele tiden lægger mærke til, hvad der foregår på begge skærme. Det kan mildest talt være forvirrende at prøve, at følge med i, men giver man sig tiden til at lære systemet, vil man finde noget tæt på en genistreg. Neku's magier fremkaldes med den lille stylus-pen, mens den anden figurs bevægelser lægges ud på styrekrydset. Hemmeligheden er rytme, og så snart man har forstået den, kan der for alvor deles kindheste ud.

Sværhedsgraden er det helt op til dig selv at bestemme, og med et simpelt tryk på en bar, kan man selv vælge, hvor svært det hele skal være. Er du eksempelvis level 20, kan du sætte din level ned til 10, hvilket vil betyde, at kampene vil blive langt sværere, men også at de ting, du optjener efter kampene, vil være langt bedre. Det gælder om hele tiden, at holde sig selv udfordret, som spillet så smukt udtrykker det.

Når alle disse elementer fungerer så godt i samspil, er det ærgerligt, at musikken og balancen mellem historie og kamp, nogen gange er lidt forskruet. Musikken er lækker japansk popmusik, men desværre er der slet ikke nok af den, og du vil komme til at lytte på de samme numre, i en sådan grad, at du har lyst til at flå dine ører af. Kampene, der ellers er sjove, vil du også komme til at se mere end rigeligt til, da en stor del af oplevelsen består i at maksimere dine brocher. Dette betyder nærmest konstante kampe, og meget langsom fremgang i historien.

Selv med småproblemer, er det svært at komme uden om, at dette er et af de mest nyskabende og fornøjelige rollespil i alt for lang tid. Historiens overfortolkning af det at være forvirret teenager, kan godt nogen gange tage overhånd, men idérigdommen gør det let, at skylle de få dårlige sider ned. Resultatet er derfor et godt, solidt rollespil, der hele tiden overrasker med lækre tiltag og nyfortolkninger af de mest kendte genreproblemer, og det er fedt - emo eller ej.