Dansk
Gamereactor
anmeldelser
This is the Police 2

This is the Police 2

Claus anmelder opfølgeren på det ambitiøse første kapitel. Har Weappy Studios formået at overgå sig selv?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Har du altid haft en lille politichef i maven, og kribler det i fingrene efter at bringe en mafiaboss eller to i knæ? Så er This is the Police 2 nok lige spillet for dig. Spillet kan fås på Xbox One, PlayStation 4, Nintendo Switch og PC, er udviklet af Weappy Studio og udgivet af THQ Nordic.

I det første This is the Police spiller man den ellers ærlige Jack Boyd, som skal manøvrere i et job hvor korruption er normen, og morale er en luksusvare som man kun nogle gange har råd til. Det første spil gjaldt om at agere i farvandet mellem retfærdighed og kriminalitet, man skulle træffe valg og sende sine betjente ud i byen og opretholde loven, eller få dem til at hjælpe med at tjene ens egne kyniske interesser. Her er det andet spil i serien ikke anderledes. Man skal stadig lede en politistation, som denne gang er placeret i en lille og kold by, hvor tingene er anderledes, men alligevel de samme. Klassisk Fargo, for dem der er bekendt med filmen og serien.

This is the Police 2
Dette er en annonce:
This is the Police 2This is the Police 2This is the Police 2This is the Police 2

Efter strabadserne i det første spil er Jack Boyd flygtet ud af byen, og han gemmer sig nu for FBI, og andre som vil have ham ned med nakken. Ved en fejl bliver vores tidligere politichef anholdt af det lokale politi, og i detentionen møder han den fungerende politichef. Hun er en lille bange person, som korpset overhovedet ikke har nogen respekt for, og hun spørger så Jack Boyd om han vil hjælpe hende med at organisere hendes betjente. Efter bliver historien bare mere og mere deprimerende, hvilket er et kæmpeproblem for spillet, for Jack Boyd er, undskyld udtrykket, et stort røvhul. Han er så nederdrægtig og manipulerende, og det der virkelig er skidt for spillet, er at han bliver det unaturligt hurtigt. Hvor man i det første spil havde sympati med Boyd, så er han på vej over i superskurkerollen i dette spil, og det føles ikke naturligt. I det første spil havde du indflydelse på nogle af de valg han tog, men i det nye spil er dette væk, og det ender med en historie hvor jeg sad og hadede den person jeg spillede. Udviklerne prøvede at få Boyd til at virke som den person man kendte flere gange, men så gjorde han noget så ondt og kynisk lige efter at det ikke kunne bundfælde sig.

Et andet problem historien har er den måde den er skrevet på. Spillet fortælles i tegneserieruder, som minder lidt om flash-animation. Disse mellemsekvenser, som dukker op når man ikke styrer sine betjente, er alt for langtrukne og fyldt med overflødig dialog, og til tider unaturlige hændelser og begivenheder. Der er for meget eksposition, så simpelt kan det siges. Jeg sad flere gange og blev frustreret over sekvenserne til et punkt hvor jeg forlod rummet da scenen bare ikke ville spille færdig. Var historien blevet kogt mere ind til benet, ville jeg have rost hvad Weappy Studios havde lavet, men alt det overflødige gør historien tåkrummende kedelig og langtrukken. I én sekvens hen mod slutningen skal man et skal "redde" en sjæl igennem et minispil, det gjorde mig stiktosset.

This is the Police 2
Dette er en annonce:
This is the Police 2This is the Police 2This is the Police 2

Selve hoveddelen af spillet handler som sagt om at lede politistationen. Fra starten har man cirka tolv betjente, som hver især har nogle egenskaber, som både er synlige og gemte. Det ville være en fed videreudvikling fra det første spil var der ikke det problem at ens betjente er dødirriterende. Flere af dem har de mest latterlige undskyldninger for at pjække fra arbejdet. For eksempel ville en af mine betjente ikke med på et nødopkald, da hans pistolhylster irriterede hans hud på låret. Én ville ikke i indsats med kvinder, og en ville ikke "babysitte" en betjent som ikke havde hendes evner. Det er meget enerverende, da man ikke kan fyre sine betjente som man kunne i det første spil. Det lyder måske underholdende, men når det har en direkte indflydelse på kvaliteten af ens oplevelse, så bliver det frustrerende meget hurtigt. Specielt skal man senere i spillet håndtere at cirka en tredjedel af ens betjente kommer fulde på arbejdet, hvilket gør de laver fejl eller kører galt. Jeg ved godt det er realistisk, at der vil være betjente med rigtige problemer i virkeligheden, men når spillet gør det umuligt at ændre på disse betjentes opførsel,ved for eksempel at tvinge dem ud på missioner, så føles det som man er frataget sin autoritet, hvilket går imod ideen om at man er chefen. Der er en todeling af spillet, for det man gør i selve spildelen føler man ikke har ret megen indflydelse på historien, men det var også et problem i det første spil, så intet nyt her.

Ellers går spillets gameplay ud på at man får et nødopkald, som har en talværdi, for eksempel 1000. Ens betjente har så en modsvarende talværdi, for eksempel 250, så skal man sende betjente nok ud til man når de 1000. Det er dog ikke alle der vil arbejde hver dag, nogle er som sagt fulde eller underlige, så det kan være svært at få alle nødopkald besvarede. Besvarer man ikke et nødopkald, så tæller det imod en når dagen slutter. Besvarer man derimod mange nødopkald, så får man mulighed for at købe nye betjente og udstyr. Sker det at man ikke når nok opkald i tre dage i træk, så meldes man til FBI, og spillet er slut. Det giver spillet en fed manager-del, men denne undermineres til tider af en ubarmhjertig og ubalanceret sværhedsgrad. De første opdateringer har dog gjort spillet nemmere, men det straffer stadig en meget hårdt, for at ens betjente er syge eller fulde. Det er synd, for det er en god mekanik, og faktisk synes jeg etteren er bedre på det punkt, for der kan man i det mindste fyre ens betjente og ansætte nye. Der er i denne del også en masse folk som vil have tjenester fra dig, og det bruger du så betjentene til at opnå. Altså, hvis de gider hjælpe dig med dine skumle handlinger. Så der er nok at lave for alt for få betjente. Al dette styrers i en 3D-version af byen som egentlig er ret charmerende, og passer godt ind i den ret specielle måde spillet præsenterer sig på.

En anden spilmekanik som skal nævnes er, at man kan løse nogle af nødopkaldene, i en isometrisk "Assault Mode", som kan sammenlignes med XCOM. Her sender man så mange betjente afsted som muligt, og de skal så eliminere kriminelle bander og anden dårligdom. Man vælger nogle færdigheder som betjente skal have med baseret på deres attributter som styrke, hurtighed og overtalelsesevner. Det er meget basalt, men giver et godt afbræk. Desværre er der ikke ret mange af disse, men dem der er gode, synes jeg.

This is the Police 2
This is the Police 2This is the Police 2This is the Police 2

Et sidste kritikpunkt er musikken, som i det første spil var ren jazz, og rigtig god jazz faktisk. Her er det erstattet af tilfældig musik, og noget af det er meget ringe synes jeg. Det passer ikke ind i spillet og jeg slukkede hurtigt for det. Heldigvis vil du i den sidste tredjedel af spillet, kunne vælge noget jazz fra etteren, men det kommer for sent.

Så alt i alt synes jeg, This is the Police 2 er en middelmådig efterfølger. Weappy Studios har forsøgt at videreudvikle de ting der virkede i etteren, men det er kun lykkedes dem delvist, og nogle af fejlene er så store, at de førte til meget frustration. Så min anbefaling er at spillet etteren. Det er generelt et bedre spil end efterfølgeren, som ikke bevæger sig meget over middelmådighedens kant.

HQ
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Flot grafisk stil, solid strategisk "Assault"-del, fin grafik.
-
Upolerede mekanikker, ensformig musik, historien har for meget fyld, kedelige personligheder.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
This is the Police 2Score

This is the Police 2

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Claus anmelder opfølgeren på det ambitiøse første kapitel. Har Weappy Studios formået at overgå sig selv?

5
This Is the Police 2 får ny trailer

This Is the Police 2 får ny trailer

NYHED. Skrevet af Anders Baad Mai

This is the Police 2 udkommer på PC d. 2. august, og på Xbox One, PS4 og Switch senere på året. Spillet vil, ligesom det første spil i serien, placere dig bag et...



Indlæser mere indhold