This is the Police

Vi har ofte stået i skoene som lovens håndlanger. Både som politiet i Battlefield: Hardline, hvor man jagter pusherne i lokalområdet eller som militæret i Call of Duty, hvor man bekæmper en terroristgruppe. Eksemplerne er utallige, men noget binder størstedelen af oplevelserne sammen: du er personen, der bliver sendt ud og trykker på aftrækkeren. This is the Police sætter dig igen i skoene som politimand, men her foregår det sikkert bag dit skrivebord.

This is the Police starter godt ud. Den kunstneriske side er fra begyndelsen interessant og anderledes, og selv om historien fortælles langsomt, snubler den ikke undervejs. Politimanden du denne gang træder i skoene som hedder Jack, og har du læst en krimiroman tidligere i dit liv, vil du føle, at du har mødt Jack før. Jack er oppe i alderen, Jack har set den værste side af menneskets natur under sin lange karriere og derfor har Jack en no bullshit-attitude og en pessimistisk tilgang til verden. Han er elsket af folket fordi han får opklaret sagerne, men privatlivet er et mysterium han ikke fik opklaret. Dette kunne lige så godt være Carl Mørck fra Afdeling Q, hvis Nikolaj Lie Kaas havde nogle ekstra år bag sig.

Selv om Jacks knastørre personlighed føles som et velkendt ansigt, så er historien han havner i ukendt farvand. Som politidirektør er det dit job at sende dine underordnede på arbejde. Du har dog kun en begrænset mængde ansatte, og tør du sende kun tre politifolk ud mod et bevæbnet røveri, eller skal du sende hele styrken, og håbe der ikke kommer andre sager i mellemtiden? Hver dag er et lignende dilemma for en politidirektør, der blot forsøger at holde liv i sine underordnede og gøre borgmesteren glad - hvilket kunne give dig frynsegoder som mere løn, bedre udstyr til dine ansatte og flere politimænd til rådighed.

Der er dog flere parter i regnestykket. Den lokale mafia vil også have en bid af kagen, og som ny mand på jobbet, kan det være svært at sige nej til en mand, der kan få dig dræbt, når du mindst venter det. Tro mig, når du mindst venter det. Jeg gik imod ham et par gange og fandt mig selv blødende ned i morgenkaffen af et skud til baghovedet. Så det er umuligt at gøre alle glade, men også virkelig dumt at gøre én part virkelig utilfreds. Især hvis du ønsker at overleve dine resterende 180 dage på jobbet.

Og det er vitterligt 180 dage du skal igennem. På dag 1 får du af vide, hvor mange dage du har tilbage, før du bliver skiftet ud, og mens jeg havde forestillet mig en Firewatch-løsning, hvor der ofte blev sprunget flere uger frem, så skifter datoen dag for dag i This is the Police. De første 30 dage er ret interessante; historien bliver bygget op, man tager nogle beslutninger, der rent faktisk har betydning, og at vælge hvilke sager politiet skal jagte er underholdende. Inklusiv sager hvor detektiverne bliver sendt afsted, og du skal hjælpe til at løse mordet. Men på dag 78? Dag 100? Dag 130? Her havde jeg også anlagt en no bullshit-attitude, og sendte køligt mine medarbejdere ud for at dø. Historien - mens stadig interessant - havde mistet sit greb om mig, og i stedet for at forsøge at gøre alle parter glade, forsøgte jeg bare at holde mig i live. Men skulle Jack dø, gjorde det ikke så forfærdelig ondt. Alternativet var en ny dag på kontoret.

This is the Police er charmerende, gribende og alt, alt for langt. Ligesom mange af de største spil i dag, forsøger det at holde på spillerens opmærksomhed så længe som muligt. Men kvantitet er ikke lig med kvalitet, og This is the Police fortæller en historie over 180 dage, der lige så godt kunne være fortalt på 40. Jeg fulgte med spænding Jacks historie den første måneds tid, men efter to måneder ønskede jeg, at der var en mulighed for at sige op. Så kunne Jack også få tid til at nyde sin fortjente pension.
Men det er ikke en mulighed... så Jack må nøjes med blod i morgenkaffen.