Skip to main content
Anmeldelser Tiger Woods PGA Tour 2001

Tiger Woods PGA Tour 2001

Tiger Woods har nu et par år på bagen for EA Sports golf-serie, og lad os håbe, at han viser mere udvikling i sit eget spil på banen, end EA har gjort.
Frederik Vandrup 9 maj 2001

EA Sports omfattende serie af sportsspil er i fuld gang med at barsle med endnu en årgang. I modsætning til højprofilspillene, som kan nøjes med en velklingende titel - FIFA, NBA, NHL - har golfsporten brug for et navn til at promovere sig. Heldigvis har man de senere år frembragt perlen Tiger Woods, som gang på gang har sat verdens golfbaner på plads med veltimede slag og sin kølige udstråling.

En ægte helt
Tiger Woods har nu et par år på bagen som cover-boy for EA Sports golf-serie, og lad os håbe, at han viser mere udvikling i sit eget spil på banen, end EA har gjort med deres produkt. For PGA Tour 2001 sidder uhjælpeligt fast i den samme gameplayopbygning, som har præget spillet siden starten - ikke at det er dårligt, men spillet har i perioder gentagelsens præg hængende over sig.
Det er dog første gang, vi skal stifte bekendtskab med PGA Tour-serien på PlayStation 2, og der er bestemt forventninger knyttet til kombinationen af Sonys sorte kraftkarls grafikmotor og sportens svimlende kamerature af flyvende golfbolde på jagt efter en green. DVD-coveret lover os "Mind-blowing 3D" - lad os håbe mindre kan gøre det.

Detaljerne på plads
Udover Tiger Woods har golfsporten ikke fostret mange helte, som er blevet kendt udenfor den begrænsede fanskare. Men for folk med hang til petitesser kan det nævnes, at udover titelpersonen kan man vælge at spille med folk som Justin Leonard, Mark Calcavecchia og Robert Damron. Det giver chance for en smule variation, men nogen reel indvirkning har det ikke på spillet og må derfor betragtes som ren fanpleje. Kun 3 baner er der blevet plads til. Det er naturligvis skuffende, de 3 X 18 huller er hurtigt gået, og så må man fokusere på at specialisere sig. Banerne inkluderer Pebble Beach, Poppy Hills og Spyglass Hills - 3 gode baner, hvor der er pænt med udfordringer.

Når baggrunden virker...
Grafisk leverer spillet et godt og solidt indtryk. EA Sports udnytter muligheden for at få kombineret forgrund og baggrund på en respektabel måde - et problem, der ellers ofte har plaget golfspil på systemer med mindre grafisk kapacitet. Ofte har man set tendenser til, at baggrunden blot blev forvandlet til et pixel-mudder, men på PlayStation 2 fremstår overgangene silkebløde og velplejede som greenen på 18. hul. Personanimationen er mere blandet. Jeg er helt sikker på, at man kunne vride en mere overbevisende præstation ud af maskinen, hvis man ville. Men spillerne fremstår trods tydelige detaljer og ganske præcis fysisk fremtoning, som kunstige og unaturlige. På den anden side skal man heller ikke se så meget til dem.

The Swing
Et af de få områder, hvor golfspil virkelig kan konkurrere og adskille sig fra hinanden, er styringen. Hvordan genskaber man det magiske sving, som sender bolden præcist ind på greenen i stedet for på svømmetur i den lurende sø ? Her har EA Sports fået udviklet en intuitiv og ganske logisk måde, som på mange måder er helt afgørende for den positive oplevelse af spillet. Det højre analoge stick på Dual Shock2-padden bruges til at genskabe fornemmelsen. OK, der er forskel på et 7-jern og en lille plastick-dims - men alligevel. Når man trækker tilbage, indledes svinget, og bevægelsen fremad styrer både hastighed og et eventuelt skru i bolden. Det kræver tilvænning - de første par gange ryger bolden helt andre steder end forventet - men snart kommer teknikken på plads, og man føler sig godt rustet til at begive sig i kamp.

God styring
De øvrige knapper på controlleren bruges til at styre valg af køller, synsvinkel, afstandsmålinger osv. Når man først har fået placeret fingrene og styr på funktionerne er de en god og effektiv måde at administrere alle baggrundsdetaljerne. For udfordringens skyld er der hele 6 forskellige måder at spille PGA Tour 2001 på. Ikke at det gør savnet af flere baner mindre, men det giver større mulighed for variation i multiplayer-spil. "Play Now" er en virkelig interessant feature, hvor man bliver smidt direkte ind til forskellige former for udfordringer. Det giver enkeltspilleren gode muligheder for at få sjov på egen hånd. "Challenge" er den store karrieredel, som slet ikke virker efter hensigten. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at tage en karrieredel alvorligt med kun 3 baner på programmet.

Et stort spil
Multiplayerdelen domineres af "Skins", hvor 2-4 spillere går en række huller. Det gælder om at vinde så mange huller som muligt - den samlede score har altså mindre betydning - og der er kontant belønning for sejr. På den måde har EA Sports med succes fået spredt produktet ud, så det tiltaler mange på en gang. Imponerende nok sker afviklingen af spillet i så højt en tempo, at man sagtens kan spille 4 mod hinanden uden at komme til at kede sig. Så selvom der ikke er voldsomt meget nyt under solen, så skinner den atter ned over et voksent og veludført sportsprodukt - tilmed i ny og smuk grafisk indpakning.

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Dækker både single- og multiplayer på fornem vis. Godt gameplay.
Minusser Hvis man ikke bliver venner med styringen, er der kun udsigten tilbage at nyde.
Fuld profil 12 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.