Da David Doak sammen med nogle af Rare’s mest talentfulde programmører, forlod firmaet for at søge lykken under navnet Free Radical, var der mange der glædede sig til at se, hvad det kunne bære med sig. Resultatet kom på dagen for lanceringen af PlayStation 2. En hæsblæsende FPS oplevelse under det mystiske navn TimeSplitters blev firmaets springbræt ind i 128-bit alderen og selvom både single-player delen og den generelle grafiske standard ikke var helt hvad man kunne forvente sig, så blev spillet en dundrende klassiker og en pegepind for andre udviklere der ville gøre sig i genren.
Mere af det hele
Nu er firmaet endelig tilbage med en opfølger, og som lovet så indeholder TimeSplitters 2 både en vidtrækkende og langt mere om sig gribende historie. Desuden er den co-operative mode afpudset ligesom både level-editoren og multi-player delen er forbedret på utallige måder. Historien centreres stadig omkring de så kaldte TimeSplitters og deres mulighed for at rejse i tiden. Spillet introducerer spilleren for plottet gennem en flot intro genereret udelukkende med titlens egen engine, og her gøres det klart at der skal mange rejser gennem diverse tidsperioder og steder såsom Sibirien, Neo Tokyo, Wild West og middelalderen for at finde de krystaller der gør det muligt.
Modsat originalen, hvor spilleren i single-player stort set blot skulle kæmpe sig igennem en tætsluttende og kedelig bane, så er fortsættelsen et stilstudie i lækkert banedesign og opgaveløsning. Gameren modtager mål som han bevæger sig gennem hver enkelt bane, og disse ændrer sig, når der pludselig sker noget uventet. Dette kan være at sikre en fange sikkerhed gennem et level eller at skyde et fly ned ved at overtage et påmonteret maskingevær. Opgaverne er aldrig de samme, og man keder sig aldrig.
Korridor kærlighed med det hele
Visuelt har TimeSplitters fået i både pose og sæk. Hvor det originale spil holdte hastigheden høj netop på grund af de sparsomme lokaliteter, så er toeren udstyret med kæmpemæssige områder der smertefrit roteres rundt af computeren, og som stråler med lyskilder, detaljer og små finurligheder. Farten er stadig i top, og selv med skærmen fyldt godt op med fjender og eksplosioner svedes der ikke en eneste gang fra konsollens side. Det er tydeligt at Free Radical kan et par tricks eller to som andre udviklere stadig klør sig i hovedet over - og det gør uden tvivl toeren til det absolut bedste FPS på formatet til dato.
Styringen er en anden ting udvikleren ramte plet med i første udgivelse, og den er der ikke pillet ved. Dog har firmaet anerkendt at der måske er andre, der ønsker at ændrer dette og har derfor tilbudt flere forskellige set-ups, samt muligheden for at bygge sin egen styring op fra grunden. Der er desuden indlagt en mulighed for at kæde intet mindre en otte PlayStation 2 maskiner sammen og derved spilleren seksten venner eller fjender sammen fordelt på flere fjernsyn. GameReactor kan kun forstille sig, hvad det kunne være drevet til, hvis også firmaet havde leveret den omtalte online-mode.
Når det kommer til den nye level-editor er der heller ikke sparet på noget. Spilleren kan udover at bygge sine egne baner, også konstruerer dem som små historier hvor den kan placeres items og fjender som man lyster - det eneste der sætte begrænsningen er hukommelsen i maskinen. GameReactor fik ret hurtigt bygget nogle ret så interessante baner sammen, og muligheden for at skabe sin egne multi-player arenaer giver spillet en nærmest uendelig levetid blandt fans.
Hvor fanden er...
Af negativt findes der ganske lidt at brokke sig over i TimeSplitters 2. Fjenderne har givetvis en bedre og mere omfangsrig intelligens, mens deres evne til at undgå dine skud og i stedet gennemhulle dig fra store distancer er irriterende på grænsen til det latterlige. Det samme gælder de baner, hvor de enkelte opgaver ikke forklares ordentligt og derfor sender spilleren på en ørkenvandring i håbet om at finde den knap eller det håndtag som åbenbart er overset.
TimeSplitters 2 ender nøjagtig som sin forgænger med at indtage tronen som den ubestridte konge. Tilpas mange ændringer, fornyelser og ideer er med til at holde hele universet frisk og lækkert, og enhver der har savnet et velfungerende og fængende FPS kan med rette kaste sig over denne perle - det bliver et fantastisk efterår.