Jeg kan ligeså godt krybe til korset med det samme: Jeg er et håbløst racingvrag. Får jeg ikke lov at slå mig løs på den binære asfalt med jævne mellemrum, begynder mine hænder at ryste, blodkarrene i mit hoved trækker sig sammen, og jeg får en ustyrlig lyst til at fylde mit legeme med varme kastanjer, og så går det først helt galt. Jeg er endt i situationen talrige gange, for som med en ond omgang tømmermænd har jeg det med at glemme, hvor slemt det egentligt er. Sidst jeg mærkede symptomerne og burde have smidt Gran Turismo på, ignorerede jeg følelsen og så i stedet et afsnit af Friends. Set i bakspejlet var det utilgiveligt dumt, og de forbipasserende, som så mig samle kastanjer med en sjældent set iver på den lokale legeplads, har nok også tænkt deres.
Nu jeg er godt i gang med at afsløre mine inderste hemmeligheder, skal det også frem, at jeg ikke er lige imponeret af alle racingspil. Hvis du læste artiklen om emnet i oktober-magasinet, hvor vi kårede tidernes bedste spil i genren, så hører jeg til blandt simulationsentusiasterne. Ridge Racer, Outrun og WipeOut er klassikere, men de keder mig. Når bilen føles som om, den er forsynet med pigdæk, og udvikleren bare ikke har forsøgt at skabe en bilfysik med vægtfordeling, G-kraftspåvirkning og hvad der ellers dertil hører, så har jeg ikke den store lyst til at spænde sikkerhedsselen og jage pedalen i bund. Det virker nytteløst og som om, at realismen er ligeså fraværende som i pacman. Jeg ved, jeg træder mange arkadefans over tæerne, men sådan er det, når man lægger sandheden på bordet.
Til gengæld har Gran Turismo, Enthusia, GTR og TOCA Race Driver realisme, om end i varierende mængder. Efter at have haft en tidlig kode af Codemasters seneste historiedrevne racer i maskinen vil jeg mene, at TRD3 placerer sig et sted mellem GT og GTR. Et DTM-løb i Tom Kristensens Audi på Nürburgring burde ikke være så vanskeligt. De fleste fartdjævle kender allerede banen ud og ind - inklusive undertegnede - men det hjalp mig ikke i nævneværdig grad. Selvom jeg fik en raketstart og overtog 3-4 modstandere på de første 30 meter, gik det allerede galt i indbremsningen til første højresving. Jeg mistede bagenden og snurrede ud i sandfanget. Med list og lempe fik jeg langsomt guidet bilen tilbage på asfalten, men i næste sving fik mine sandede og nedkølede dæk bilen til at overstyre kraftigt med endnu en snurretur til følge. Havde jeg ikke slået den simulerede skademodel fra, var det tvivlsomt, om jeg overhovedet havde kunnet vende tilbage til asfalten. Der er ingen tvivl om, at tyske touring cars er benzindrevne monstre, der skal tæmmes, før man kan udnytte kræfterne under motorhjelmen. Det forhold gengives godt i TRD3.
Det gik bedre i det europæiske V6-mesterskab for Renault Clio’er på Brands Hatch Grand Prix-banen. Det kompakte karosseri, den bedre vægtfordeling og de væsentlig færre hestekræfter, gjorde det noget nemmere at holde mig på asfalten og opnå en god placering. Et indycar-løb, et GT-løb, et australsk V8 Supercars-løb, et løb for Mercedes W25-modellen fra 1930’erne og et offroadløb for Mitsubishi EVO IV- og Subaru Impreza 22B-modellerne, var også tilgængelige i denne previewversion, og som TOCA-debut er jeg positivt overrasket over, at Codemasters kan gabe over så mange forskellige discipliner, uden at nogle af dem falder igennem. I alle ovennævnte løb oplevede jeg god kørefysik, i snit 20 biler på banen ad gangen, en aggressiv AI, mærkbare forskelle på de forskellige biler og masser af mulighed for at tune og tilpasse bilopsætningen, så den passer til temperament og køreforhold.
Der er masser at gå i krig med i den færdige version. Alt fra monstertrucks over quad bikes og dirt buggies, til gokarts og Formel 3-biler fordelt på 35 klasser og 160 mesterskaber, er inkluderet, og der er 45 baner og forskellige variationer af samme, som i virkelighedens verden. Grundet den nye skademodel kan du ikke bare punktere hjulene og krølle karosseriet, men også beskadige motor og gearskifte, hvilket af naturlige årsager forværrer chancerne for at komme på podiet.
Det eneste problem, jeg kan øjne i denne previewkode, er grafikken. Den kan ikke betegnes som imponerende. Nok er det unfair at sammenligne med Gran Turismo - ikke mindst på grund af de mange biler på banen samtidig - men ikke desto mindre har Polyphony vist, hvad maskinen kan, og det kan Codemasters ikke presse ud af Sonys aldrende konsol. Både biler og baner virker som et flashback til år 2002, hvis vi lige ser bort fra GT3. Ikke desto mindre glæder vi os her på redaktionen til at få fingrene i det færdige produkt, som er sat til udgivelse i slutningen af februar 2006. Hvis en beskeden grafisk flade viser sig at være TOCA 3’s største problem, så ser fremtiden slet ikke skidt ud for det fartglade sim-publikum.