Tom Clancy's EndWar

De to primære spilplatforme, PC og konsollen, har ikke altid kunne enes om spilgenrer. Mens gamle arkadeklassikere og platformsspil altid har hørt hjemme på konsollernes territorium, så har PC'en haft dominans indenfor skydespil og strategi. Førstnævnte fik Rare dog lavet om på med udgivelsen af GoldenEye 007 i 1997, der satte en sand FPS-revolution i gang på konsolmarkedet, og nu er Ubisoft klar med deres bud på et spil, der endelig skal gøre strategispil synonymt med konsoller.

På overfladen er Tom Clancy's EndWar et ganske almindeligt strategispil, og et meget ordinært et af slagsen. Sat i 2020, er der disket op med den sædvanlige Tom Clancy historie, hvor USA, Rusland og De Forenede Europæiske Stater er på randen af tredje verdenskrig, og efter et par introducerende missioner for alle tre sider, skal man ellers vælge tilhørsforhold og forsøge at hive sejren i land.

Som det efterhånden er tendensen med mange nyere strategispil, så er basebygning fuldstændig fraværende fra EndWar, så man udelukkende skal fokusere på at styre sin tropper omkring, sikre vigtige punkter på kortet og ellers fordele ressourcerne på nye enheder eller hjælp udefra. Hvis dette var alt EndWar havde at byde på, med et relativt fåtal af enheder og ikke de mest omfattende strategiske muligheder, havde det sandsynligvis ikke sat sindene i kog hos mange. Heldigvis er historien en ganske anden.

Hele fundamentet for dette ambitiøse spil er nemlig en revolutionerende ny stemmestyring, som man stort set kan bruge til at udføre alle kommandoer. Bortset fra millimeterpræcis navigering af enhederne, kan man faktisk snakke sig fra alt i EndWar ved hjælp af en utrolig overbevisende stemmegenkendelsesteknologi, der selv er i stand til at forstå mit til tider gebrokne engelsk. Med en meget pædagogisk opbygning og introduktion til spillets elementer, følte jeg mig hurtigt tilpas med den nye, verbale styring, og selvom det føltes en anelse mærkeligt at være så inaktiv på tasterne, så har jeg aldrig nogensinde følt mig så meget som en ægte kommandør før.

Ved hjælp af en logisk struktureret opdeling af ordrerne, har man næsten alle kommandoer til rådighed gennem mikrofonen. Grundlæggende set arbejder man ud fra et "hvem-hvad-hvor" princip, så man først siger enhedens navn - eksempelvis Unit 1 - derefter den ønskede handling - måske Attack - og afslutningsvis hvor det skal gøres, der passende kan være Hostile 3. Selvom det kræver en vis engelskkundskab og spillet ikke altid genkender kommandoerne, så har jeg sjældent oplevet en så ny, gennemgribende og ambitiøs teknologi implementeret på så overbevisende facon.

Det er naturligvis en færdighed i sig selv at overskue sine verbale muligheder, hvilket også forklarer spillets minimale udbud af indhold og muligheder. Ikke fordi de senere baner mangler udfordring eller dybde, men Ubisoft har været smarte at holde sig til et fåtal af enheder, alle med meget præcise styrker og svagheder, da det trods alt ikke gør den nye teknologi og styringsform umulig at benytte. Når man først begynder at sende enheder i øst og vest, flydende skifter kamera mellem dem - kameraet er altid låst til en enhed - og sætter gang i storstilede angreb med et par hurtige sætninger, så er følelsen ret fantastisk.

Det store spørgsmål, som alle har ventet på at få besvaret, er naturligvis om dette rent faktisk gør strategispil i deres egentlige størrelse og kompleksitet muligt at spille på konsollerne, men her må jeg desværre skuffe med endnu en tøven. EndWar er efter alt at vurdere blot et spadestik, om end et stort et, i retning af en lysere fremtid for strategispil på konsollerne, men der er ingen tvivl om, at Ubisoft har fat i den lange ende.

Jeg vil dog ikke forhaste mig og kalde EndWar en eksperimentel prototype på en spændende ny teknologi, da mine timer med spillet har afsløret konstante fremskridt i spillets fundamentale gameplay og gradvist gjort det sværere, mere komplekst og ikke desto mere interessant at begå sig på slagmarken. Derfor ser jeg også frem til at sætte tænderne i det færdige spil og se om spillet bag teknologien rent faktisk kan stå til måls med konkurrenterne. Indtil videre har Ubisoft i hvert fald formået at pirre min interesse i spillet. Jeg er allerede overbevist mig om, at teknologien er klar til at stå sin prøve, og med det rette gameplay i ryggen, er det ikke umuligt for Ubisoft at fuldføre sin mission med at revolutionere strategi-genren.