Tomb Raider Legend

Arkæologi handler som regel om at sidde i et muggent hul i jorden. Dernede graver man potteskår frem med en lille skovl, pensler føromtalte potteskår og kategoriserer det. Ikke noget der burde få pulsen op og ringe. Men sådan er alle arkæologer ikke. En af dem, en ung kvinde i fantastisk form, bringer fortidens artefakter frem i lyset ved hjælp akrobatik og pistoler. Hvis du ikke allerede har gættet det, så snakker jeg naturligvis om ingen ringere Lara Croft, den berømte Tomb Raider.

Efter et par spil hvor Lara mindede mere om vådt knækbrød end en sprød heltinde, er der nu gjort noget ved sagen. Crystal Dynamics har taget styringen og skiftet har virkelig haft indflydelse på Laras eskapader. Væk er den efterhånden lidt besynderlige kronologi og i stedet er der taget hul på en helt ny ombæring af gravrøveriet. Jeg kan formentligt glæde mange ved at tale direkte ud af posen: Lara har sjældent været så fornøjelig at være i nærheden af. I stedet for at opføre sig som en kødmannequin som du kun føler svagt du kontrollerer, virker Lara nu som en vaskeægte heltinde. Lara gør præcist hvad du beder hende om og skulle du uforvarende dalre ud over en kant, vender hun sig om og griber fat i den. Det er ret godt, da du er nødt til at have fuldstændigt kontrol over hende, hvis du skal slippe levende gennem afgrunde, fælder og hvad Legend ellers smider i Laras retning.

Akrobatikken har hovedrollen og det føles godt sammentømret. Når forhindringerne er værst, føles de lettere middelmådige, men når de er bedst, hvilket de er når rebsving, horisontale stænger og kravl på vægge hvirvler rundt om hinanden i en skøn pærevælling, er det næsten som at sidde med Prince of Persia. Det er ikke tit at Laras gymnastiske udskejelser føles rent og skært brillante, men for det meste er det en glæde at springe rundt på banerne som en dement chimpanse. De forskellige puslespil fungerer også godt. Ingen kræver en Nobelpris i fysik før du kan løse dem, men de fungerer som et fint afbræk for akrobatikken.

Mindre heldigt falder Legends kampe ud. Lara er i sagens natur ikke alene om at finde skatte og hun skal fra tid til anden eliminere sortklædte mænd. Kampsystemet er fantastisk banalt og alle kampe kan stort set vindes ved at bevæge sig fra side til side, alt imens der skydes hele tiden. End ikke et kort glimt af spilverdenens kliché nummer et, Bullet Time, kan formå at kvikke kampene op. Bosskampene fungerer efter præcis samme opskrift, hvilket hurtigt gør kampene til et element, der bare skal overstås, så man kan nyde platformselementerne igen.

Jeg ved det. Platformen hedder Xbox 360 og det naturlige spørgsmål, der lister sig frem, lyder nogenlunde således: "Jamen hvordan ser det ud?" Tja, grafikken er da lækker nok. Den ligner det Xboxen præsterer til forveksling, måske lige med undtagelse af nogle nye lyseffekter og en større detaljegrad. De nye lyskilder ser labre ud, men det nye system gør det engang imellem hamrende svært at se, hvad der sker på skærmen. Det er ikke sjovt at rave rundt som Mister Magoo i en kulkælder fordi nogle lyseffekter skal vises frem.

Tomb Raider: Legend viser tydeligt at Lara Croft stadigvæk er en personlighed, der har betydning. Legend har masser af gode elementer, nogle kedelige elementer og nogle direkte elendige, men ikke desto mindre er Tomb Raider: Legend bestemt interessant hvis man har holdt øje med Laras eventyr.