Tomb Raider: The Angel of Darkness

Tomb Raider: The Angel of Darkness er på gaden i d. 9. juli år 2003 til PlayStation 2 og Pc

Spil har det med at blive udsat. Det er både journalister og hærdede spilfans blevet vant til. The Getaway, Galleon og det evigt usandsynlige Duke Nukem Forever, er blot nogle af de eksempler på spil som enten stadig ikke er dukket op, eller som kom flere år efter påbudet release. Tomb Raider: The Angel of Darkness kan heller ikke sige sig fri af denne tvivlsomme ære. For mens de tidligere spil på PSOne næsten faldt på klokkeslæt hvert år i den mest succesrige periode, så har Lara’s første 128-bit eventyr ladet vente på sig.

Heldigvis er de fleste forsinkelser for spils vedkommende en god ting. Det er en mulighed for at hive konceptet tilbage på tegnebordet og så få afpudset nogle af de fejl og mangler som har vist sig. Der er mange spil der i elvte time har fået en ordentlig overhaling på flere områder og derfor fremstår mere helstøbte, når de endelig rammer butikkernes hylder. Desværre kan Tomb Raider: The Angel of Darkness ikke opnå medlemskab i denne klub. Spillet er ganske vist rent visuelt imponerende og historien langt dybere og mere sammenhængende end tidligere, men spillet taber det hele på gulvet med en overordentlig kluntet styring og et direkte manglende kamera.

Den unge frøken Croft har måske aldrig været det bedste skoleeksempel på en solid styring, men Cores forsøg på at genopfinde styringen på PlayStation 2, er forfejlet og mangelfuld. Laras bevægelser er langsomme ud i det ekstreme og man føler for det meste, at man har kontrollen over en bedøvet udgave af den gravrøvende tøs, der mere opfører sig som en elefant i en glasbutik end en atletisk engelsk pige. Præcise hop fra platform til platform er uendelig meget sværere i denne omgang, og selvom spilleren betros med en walk-knap, der gør det umuligt at falde fra højder, så er der alligevel enkelte tilfælde, hvor hun uden tøven kravler op på gelændere eller kasser og derefter falder i døden. Frustrationen bliver komplet, når Cores ikke-eksisterende kamera sættes på bare den mindste opgave. Det flakker hvileløst rundt og forsøger for det meste, at give spilleren en spændende skæv vinkel i stedet for bare at være til hjælp, når man skal orientere sig. Det kan undre en garvet spilanmelder, at det faktisk er lykkes udvikleren, at skabe et kamera der er dårligere end noget de nogensinde producerede på den lille grå. At man så også har glemt at ligge en save-feature ind, der saver efter hver gennemført bane, er blot med at cementere manglerne.

Det er også synd, at der er pillet ved de grundlæggende koncepter i serien, for det er nemlig alle de nye tiltag i The Angel of Darkness som ikke virker. Det nye styrke-system er en underlig redundant ting, der lader spilleren løbe forvildet omkring på de enkelte baner i håbet om at finde den nødvendige upgrade, således at man kan gå i armgang længere og sparke dører ind og det virker fuldstændig vilkårligt, hvor disse skal findes og hvad man skal gøre, for at Lara bliver stærkere. Sammen med det indlagte stealth-element, som absolut ikke har nogen berettigelse har, er det med til at underminerer essensen i Tomb Raider. Det er fint at stealth-genren er blevet så populær, men måske skulle Core lige have fundet en grund til at inkluderer det i The Angel of Darkness, før det blev gjort til et bærende elementet på de første mange baner. Selv det, at gamere senere får muligheden for at tage styringen over Kurtis Trent ændrer ikke på meget. Hans baner er stort set fyld materiale, hvor Lara afskæres fra at deltage og hvor man så skal kæmpe sig igennem horder af fjender. På mange måder er gameplayet en utrolig rodet kasse af halvfærdige løsninger og ikke fuldførte ideer.

Og det er egentlig rigtig ærgerligt. For Jeremy Heath-Smith var nemlig ikke helt ud i hampen, da han sagde, at han forventede at Tomb Raider: The Angel of Darkness ville blive et af de flotteste spil på PlayStation 2. Miljøerne er enorme og detaljerigdommen stor. Der er også en rundhåndet brug af farver, ligesom lyskilderne fra tid til anden imponerer. Og så fremstår Lara nu flottere end nogensinde før - både i kurver og teksturer. Banedesignet virker også yderst opfindsomt og lokaliteter som et sanatorium, Louvre og stedet hvor Eckhardt holder til er dystre og meget stemningsskabende. Selv hastigheden som der i USA har været meget kritiseret, var ikke noget problem i vores PAL udgave. Maskinen hostede sjældent, når de store områder skulle trækkes rundt i manegen.

Musikken er også i denne omgang fortryllende og arbejdet med spillets dialog syntes faktisk at være ganske god - om end et par af accenter måske ikke ligefrem er faldet helt heldigt ud. De fremstår mere som parodier end som repræsentationer af folk fra de pågældende lande. Historien er ligeledes ret fascinerende og det er tydeligt at Core Design har lånt med arme og ben fra esoterisk materiale, jødisk mysticisme, historierne om Jack the Ripper og en masse andet for at spinde The Angel of Darkness sammen. Noget der er kommet en engagerende fortælling ud af.

For absolut diehard fans Lara Croft fans, er der givetvis noget at hente i The Angel of Darkness, men for nytilkomne eller bare action spilfans, der havde forventet et solidt eventyr, vil denne seneste episode føles rodet og fyldt med en masse små fejl. Det er ikke til at forstå, at hverken Sonys kvalitetsafdeling eller Core’s egne folk ikke har holdt udgivelsen tilbage endnu et halvt år, hvis det er det der skulle til at rette den uheldige kontrol og det nærmest ikke-eksisterende kamera. Slutningen i The Angel of Darkness ligger åbenlyst op til en fortsættelse, men med seneste episode snurrende i maskinen, vil de fleste have svært ved at se, hvordan dette skulle kunne vendes til noget positivt. Core er godt i gang med at lægge et fænomenalt spilikon i graven og Tomb Raider: The Angel of Darkness er mere end blot de første spadestik.