Tomb Raider: The Angel of Darkness

Vi var sikkert mange, der begræd den triste nyhed om Laras forsvinden under hendes eventyr i Ægypten tilbage i 1999. Heldigvis er hun nu blevet fundet men hendes ufrivillige ophold under Ægyptens pyramider har gjort hende rå og afstumpet. Hun er ikke længere den samme og det må hendes læremester Werner Von Croy sande, da han beder hende komme til Paris for at hjælpe ham. Lara skummer stadig af raseri, da hun træder ind i hans lejlighed og der går ikke længe før Lara lader hårde ord regne ned over en angrende Werner. Det kommer til håndgemæng og pludselig ligger Werner død for Laras fødder - men hvordan? Blev han offer for The Monstrum, en mystisk seriemorder, der hærger Paris og som allerede har myrdet flere personer eller var det en anden? Var det måske Lara selv? De ubesvarede spørgsmål står i kø men først skal Lara koncentrere sig om at flygte fra politiet, der mistænker hende for at være morderen.

Mistænkt for mord og på flugt fra politiet gennem de skumle gyder og baggårde i Paris. Det er så sandelig nye tider for Lara Croft og man skal heller ikke have spillet i mange minutter, før end man opdager hvordan Core Design har lagt sig i selen for at gøre The Angel of Darkness til en noget anden oplevelse, end hvad Lara og fans hidtil har oplevet. For det første er der historien, der indeholder en meget ond skurk, en hemmelig organisation med en skummel dagsorden, okkulte kræfter og dystre hemmeligheder - alt sammen fortalt i en mørk og dyster tone. Lara har også tillagt sig en mere dunkel fremtræden og væremåde og begge klæder hende faktisk godt.

Hvad der derimod ikke klæder hende godt, er alle de nye tiltag som Core Design partout ville have med. Da Core Design begyndte at snakke Tomb Raider: The Angel of Darkness stod det hurtigt klart at de ville gå nye veje. Mange af de nye tiltag lød også meget spændende, blandt andet muligheden for at snige sig ind på modstanderne og slå dem i gulvet. Det lød som en god ide men det fungerer ikke i praksis, fordi styringen (den vender vi tilbage til senere) gør det hele mere besværligt end det er værd. Jeg undrer mig også over det nye stealth-elements berettigelse og hvorfor Core Design i det hele taget synes det var en god ide at lade Lara snige sig rundt. Lara er ikke nogen Sam Fisher og Tomb Raider er ikke Splinter Cell - det ligger simpelthen ikke til seriens natur. Gennem hele sin karriere er Lara braget igennem som en handlingens pige, der både har konditionen og smidigheden til at kaste sig ud i hæsblæsende ildkampe med op til flere modstandere ad gangen. At hun nu pludselig skal til at snige sig rundt virker derfor helt forkert og fuldstændig ulogisk.

Noget andet der virker ulogisk er det nye attribut-system. Undervejs i spillet kan Lara forøge sin styrke så hun både kan løbe hurtigere, springe længere, holde længere fast i klippekanter, sparke tunge døre op og så videre. Det betyder at man som spiller kommer til at sidde ufrivilligt fast på nogle baner fordi Lara ikke er stærk nok til at kravle op af den kant eller sparke den dør op hvor udgangen gemmer sig. At få fat på disse styrke-forøgelser er ikke et spørgsmål om at træne Lara op ved at hoppe og springe som en gal eller blive ved at med at trække og skubbe en stor kasse. Det er et simpelt spørgsmål om at finde den rigtige kasse at trække og det rigtige sted at springe over. Dermed bliver attribut-systemet blot reduceret til en simple "find-det-rigtige-håndtag"-puzzles i forklædning.

Det mest belastende ved hele spillet er dog styringen. Kameraarbejdet er heller ikke det bedste idet det alt for ofte bliver fanget i omgivelserne så man ikke kan se hvad der gemmer sig om hjørnet. Dette kunne dog tilgives hvis styringen havde været mere præcis men dette er langt fra tilfældet. Alderen er begyndt at trykke og Lara bevæger sig nu lige så hurtigt som en damptromle. Det gør det svært at foretage præcise spring fra platform til platform. Endnu værre er det når Laras liv afhænger af hurtig og præcis styring. På et tidspunkt skal Lara undslippe en meget stor eksplosion. Flugten går gennem et snævert kloakrør men fordi hun er så sløv i optrækket bliver hun gang på gang fanget af flammerne. For at føje spot til skade har damen nu blevet noget mere hoven. Hun skal således placeres med millimeters nøjagtighed foran det objekt hun skal aktivere, åbne eller samle op før end hun gør noget. Det er selvsagt meget frustrerende i pressede situationer.

Der kan altså siges meget negativt om Laras nyeste eventyr men lidt ros skal der også lyde for spillet bliver aldrig kedeligt. Nøgleordet er variation. Omgivelserne og opgaverne skifter hurtigt, hvilket hjælper til at holde opmærksomheden fanget lidt længere. Flugten fra politiet henover hustage og gennem mørke gyder er blot starten på løjerne. Lara skal også besøge en lukket natklub, bryde ind på kunstmuseet Louvre og så er der selvfølgelig også de velkendte ruiner, der som sædvanlige rummer masser af fare. Lara er heller ikke alene. Hun får følgeskab af den mystiske Kurtis Trent, der har et par tricks eller to gemt oppe i ærmet. På et tidspunkt får man mulighed for at overtage styringen af Trent og lede ham gennem nogle Resident Evil-lignende baner. Sekvenserne med Trent fungerer godt nok, men de tilføjer ikke rigtig noget til det store hele.

Grafikken fortjener også ros. Tomb Raider: The Angel of Darkness er uden tvivl det flotteste spil i serien til dato. Omgivelserne er fulde af detaljer og effekter og Lara selv er flottere at se på end nogensinde før. Hendes bevægelser er flydende og hendes kurver er perfekt afrundede. Lyden skuffer heller ikke. Musikken er som altid velkomponeret og passer altid godt til de pågældende situationer. Stemmeføringen er også værd at lægge mærke til fordi den fungere så godt.

Intet af det, er dog nok til at hive spillets endelige karakter op. Tomb Raider: The Angel of Darkness er en smertefuld skuffelse. Selve spillets univers, historie og omgivelser fungerer rigtig godt og føles som en naturlig udvikling af serien. Skurken er gameplayet, der skyder det hele i sænk med en frustrerende styring, irriterende kameraføring og nye tiltag, der hverken fungerer eller hører hjemme i serien. Det virker faktisk som om Core Design har glemt hvem Lara Croft er, hvad hun laver og hvorfor Tomb Raider-serien egentlig er blevet så populær. I stedet har de forsøgt at forme serien til noget den ikke er og deri ligger fadæsen. Tomb Raider: The Angel of Darkness bliver næppe det sidste spil i serien men jeg beder til at Core Design tager sig noget så gevaldigt sammen til næste gang.