Da Nintendo i sin tid lancerede de nu klassiske Mii-avatarer, blev det for mit vedkommende til et uventet sjovt tidsfordriv. Mine søskende og jeg sad ofte og genskabte figurer fra alle mulige sammenhænge, blot for at lade dem dyste i en baseballkamp i Wii Sports. Selve sporten var ikke det vigtigste; det sjove var at kommentere på kampene, hvor f.eks. Chicken Little slog en home run, efter at Nikki Sixx havde kastet bolden elendigt, hvilket sendte manga-figuren Yotsuba, Kenny fra South Park og en "boomer" fra Left 4 Dead hele vejen rundt på banen. Wii Sports handlede næsten aldrig om sporten, men om at se, hvordan alle disse forskellige karakterer interagerede, og skabe morsomme fortællinger. Genialiteten lå i enkeltheden, hvor Nintendo fandt en måde at slippe vores kreativitet løs på med begrænsede værktøjer.
Nintendo var et skridt foran og udgav livssimulatoren Tomodachi Life til 3DS et par år senere. Selvom det desværre gik under min radar dengang, har jeg nu endelig haft mulighed for at udleve mine Mii-drømme i et spil, der fokuserer på netop det, vi forsøgte at opnå i Wii Sports: at lade kreativiteten flyde og se mine små skabninger interagere som venner.
Velkommen til øen!
I Tomodachi Life: Living the Dream handler det om at opbygge sit eget samfund af unikke personligheder på en ø, man får tildelt ved spillets start. Jeg blev straks imponeret over muligheden for ikke bare at navngive øen, men også at tilpasse udtalen af navnet. Hver gang et navn eller et slagord skal laves, skriver jeg det først som tekst og beslutter derefter udtalen på en ny linje. Det er især praktisk, når jeg vil introducere lokale udtryk, og selvom udtalen sjældent er perfekt, føles sprogforskellen aldrig som en hindring. For at slå min rolle som leder fast, besluttede jeg, at jeg skulle tiltales "Captain", men hver gang en Mii udtaler det, skal de sige: "Oh Captain, my Captain". Enkelt, men utroligt morsomt.
Det er Mii-figurerne, Nintendo har lagt al energien i. Det første, der sker, er, at jeg skaber min første beboer: Ozzy Osbourne. Værktøjet til at skabe figurer har naturligvis udviklet sig siden Wii-dagene, og det vakte stor glæde at se, hvor meget personlighed jeg kunne skyde ind i min lille skabning. Der er et væld af muligheder for at justere ansigtstræk, indtil man er helt tilfreds.
Nogen gange finder disse karakterer sig selv i mærkelige situationer...
En karakter er dog mere end bare udseende, hvilket Nintendo er bevidste om. Inden Ozzy blev sluppet løs, skulle jeg designe hans personlighed. Ved at svare på spørgsmål, der mindede om en personlighedstest, tog hans karakter form. Stemmen er også vigtig, og selvom alle Miis lyder lidt mekaniske, sætter jeg pris på at kunne tilpasse alt fra tonehøjde til intonation.
Når Ozzy har fundet sin identitet, bliver han sluppet løs, og jeg stifter bekendtskab med kerne-mekanikkerne. Det handler om mine Mii-figurers ønsker, drømme og udvikling. Belønningerne for at udvikle mine Miis er aldrig de helt store - i stedet låser hvert nyt niveau op for en ny brik i karakterens personlighedspuslespil. Selvom belønningerne føles beskedne, giver det mig lyst til at investere i mine figurer, så de på sigt kan blive helt unikke individer. Om jeg vælger en speciel gangart eller et slagord, de skal sige, hver gang de spiser, føler jeg, at hullerne i personligheden bliver fyldt ud. Det er uventet sjovt at designe sætninger, og de første gange jeg hørte Ozzy sige: "Jeg ville ønske, de serverede flagermus", inden han kastede sig over frokosten, kunne jeg ikke lade være med at grine.
Walt Disney skal bruge en hjælpende hånd...
Efterhånden som nye beboere flytter ind, tager en lille by form med boliger og butikker, hvilket giver flere kreative muligheder. Jeg får også chancen for at designe alt fra tøj til personlige genstande. Værktøjerne er indrømmet lidt besværlige at lære, men det er besværet værd, da detaljegraden er høj. At se mine beboere vandre rundt i tøj, jeg selv har designet, bidrager meget til følelsen af en levende, personlig verden.
Som øens leder falder det naturligt mig at agere byplanlægger. Øen vokser, efterhånden som flere flytter ind, og jeg får mulighed for at forme verdenen. Efter min mening er dette dog spillets svageste punkt, da det ofte er besværligt at omrokere layoutet for at gøre plads til nye butikker. Spillet insisterer desuden på, at jeg placerer nye bygninger med det samme, uden at give mig mulighed for at omarrangere bymidten først. Lader jeg spillet bestemme placeringen, vælger det typisk det første ledige område, hvilket f.eks. kan resultere i, at øens strand bliver brugt som opbevaringsplads, indtil jeg finder en bedre løsning.
Som nævnt i indledningen handler min nydelse af Tomodachi Life: Living the Dream ikke om gameplay, men om interaktionen mellem karaktererne. Nintendo gør et godt stykke arbejde med at indfange følelsen af forskellige personligheder, der mødes, men alligevel føler jeg, at der mangler noget. Når jeg først har vænnet mig til alle de personlige slagord og tøjstile, krakelerer illusionen en smule. Mine Miis ender ofte i de samme situationer og siger de samme ting til hinanden, hvilket gør oplevelsen repetitiv og forudsigelig. Interaktionen fungerede bedre, da det hele bare var ideer inde i mit hoved.
Der er ret sjove minispil - her skal Ozzy Osbourne og Greta Thunberg op imod hinanden, som du tydeligvis kan se....
Mii-designet er heller ikke Nintendos stærkeste side; det er i min optik lidt anonymt. Sammenlignet med Nintendos andre farvestrålende ikoner føles Mii-verdenen flad og en smule kedelig at opholde sig i rent æstetisk. Det bliver simpelthen for ensformigt, og hvis man som jeg leder efter unik interaktion mellem karakterer, tror jeg, man får mere ud af at spille noget i stil med The Sims.
Alt i alt er det vigtigt at holde forventningerne på et rimeligt niveau. Hvis man tænker på, at serien startede som en gratis gimmick til Wii, er det sjovt at se Nintendos villighed til at bygge videre på brandet. Jeg har primært nydt spillet i lange sessioner i sofaen, men i bagklogskabens lys er det nok et spil, der egner sig bedre til bærbar gaming i korte bidder.
Selvom min tid med Ozzy og vennerne ikke har været helt fejlfri, er oplevelsen positiv. Tomodachi Life: Living the Dream er hyggeligt og fyldt med kreativ glæde for dem, der vil tage sig tid til at opbygge et Mii-samfund med personlighed. Det kræver en god del fantasi fra spillerens side at få det fulde udbytte. Jeg mener ikke bare lysten til at skabe visuelt, men også en overordnet idé om, hvem karaktererne er, og hvordan deres forhold skal se ud. I bund og grund skal man bygge sin egen historie og se, hvad der sker. For mig er Tomodachi Life: Living the Dream primært et fantastisk værktøj til kreativ tænkning, og så er det op til os som spillere at bestemme, hvad vi vil skabe.