Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Tony Hawk's American Wasteland

Tony Hawk’s American Wasteland

Et gensyn med baggy pants, rå skater-attitude og masser af halsbrækkende tricks. Steen har været en tur i parken.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Alle skolegårde har haft deres skaterfyr. Jeg kan tydeligt huske dengang jeg gik i folkeskole, hvor skateboardbølgen pludseligt væltede ind over os. At det så var de her ekstremt kiksede smalle skateboards af plastik fra legetøjsforretningen vi kejtede rundt med, det er så en anden sag. Og det var da heller ikke fordi jeg blev synderligt god til det. Efter at hypen havde lagt sig og vi i stedet kastede os over yoyoer, var den lokale skaterhelt den eneste tilbage, der brillerede på brættet, mens vi andre så misundeligt på. Heldigvis kunne jeg et lille årti efter tage godt og grundig revanche - på min PlayStation. I denne ombæring er det dog Xbox-versionen af American Wasteland, jeg først og fremmest har fedtet rundt med, heldigvis uden knubs på andet end mine tommelfingre.

For mange er Tony Hawk-serien det eneste med skateboard på konsollerne, der dur. Gennem årene har serien gennemgået en lang række forbedringer og fået diverse nye tiltag, men kernen har immervæk været at afstedkomme afsindige tricks og stunts i betonjunglen. Med American Wasteland får vi mere af det samme, men med stort fokus på at indarbejde mere historie i skateboard-eventyret. Du starter nemlig som en ung aspirerende skater, som umiddelbart er alt andet end cool på et skateboard. Rent faktisk kan du godt pakke alle dine store evner sammen til at starte med, da din karakter slet ikke kan udføre dem før, han har lært at udføre dem i spillet. I begyndelsen er man ikke meget mere end en falde-på-røven-skater, med blot de mest basale tricks i ærmerne, men løbende lærer ens karakter mere og mere avancerede af slagsen.

Dette er lidt et tveægget sværd, da det er en rigtig god indgangsvinkel for nytilkomne konsol-skatere, men os der har terpet igennem flere Tony Hawk-spil, bliver hurtig frustrerede over at være begrænset. Dog går der ikke synderlig lang tid før, du har de fleste tricks i bæltet og kan boltre dig på banerne. Apropos nytilkomne, så er Wasteland faktisk i den milde ende med hensyn til udfordringerne. Jeg husker tydeligt, hvor svært Pro Skater kunne være til tider, men jeg strøg ganske let gennem det meste i Wasteland - også selvom man ser bort fra, at jeg er en nogenlunde habil Tony Hawk-spiller. Gennem historien skal du gennemføre en lang række tricks og andre anstrengelser, for at kunne få adgang til andre dele af spillet og alskens habengut. De fleste opgaver bliver penslet godt ud for dig, men det er nu sjovt at føle en fremgang fra gang til gang, mens Story Mode skrider frem.

Den almindelige Story vil for de flestes vedkommende kunne gennemføres over et par aftener, men Wasteland rummer naturligvis mere end det. Classic Mode er en kending, som lader dig lege rundt i mere eller mindre velkendte baner - altså velkendte for dem, som har spillet de tidligere Tony Hawk-spil. Og skal der mere guf i posen, er der ydermere mulighed for at lege væltepeter på en BMX-cykel. Faktisk fungerer denne cykeldel overraskende godt, jeg savnede næsten helt pedalerne, når jeg vendte tilbage til brættet. Et sjovt afbræk, som ikke blot er et meningsløst mini-game, men som relaterer sig til extreme sports-genren, ikke lig konceptet med at spille tennis med sit skateboard som i Pro Skater 4 (ja, det synes jeg faktisk var lidt fjollet). Når du har en veloverstået Story bag dig kan du også kaste dig hovedkulds ud i splitscreen eller online-sjov (kræver selvskreven online adaptor) med vennerne, hvor du for alvor kan sammenligne dine evner med andre på de skrå brædder.

Dette er en annonce:

Det mest fremtrædende nye i Wasteland må siges at være den GTA-lignende opbygning i banerne, eller vel at mærke banen, da det hele hænger sammen som ét stort område. Her kan du helt sømløst køre fra miljø til miljø på tværs af L.A., alt sammen mens du som den unge knøs, du er, hjælper det lokale slæng med en lang række gøremål. Gennemførsel af disse er rent faktisk det der lader dig opbygge en skaterpark, hvor du tilraner dig nye cool og overdådige elementer til banen, jo længere du kommer gennem spillet. Hen mod slutningen er parken ikke blot en samling nedlagte rør og ramper á la Enghave Park i København, nej, der tale om et sandt eldorado af effekter, du kan boltre dig på. Mens du netop er i gang med at drøne rundt på kryds og tværs er det jo obligatorisk med en lang række groovy skæringer, hvor Wasteland absolut ikke skuffer. Soundtracket indeholder et væld af fede numre fra bands som Green Day, The Doors, Motley Crue, Public Enemy, Bad Religion og mange, mange flere. Når der endelig skal grindes og kickflippes, så skal det jo være med en god gang rå tråd til. Som forventet suppleres lyden af en fremragende grafisk præsentation, som selv i de store miljøer, kører helt flydende og lækkert tværs over nethinden.

Wasteland er en helstøbt oplevelse, men den helt store wow-faktor udebliver. Det kan naturligvis være svært, at genopfinde den dybe tallerken hver gang, men det føles en anelse som om, at drengene hos Neversoft kører på automatgear - i hvert fald på gameplay-fronten. Bevares, Tony Hawk’s American Wasteland hører da til i samlingen, hvis man har de andre titler stående, men langt hen ad vejen er det mere af det samme, på godt og ondt. Niveauet er absolut højt og den grafiske og lydmæssige side er i top, men til trods for den polerede historiedel og de åbne miljøer, så er Wasteland langt hen ad vejen nok en oplevelse til at dulme sulten, indtil der skal skates på Xbox 360 og PS3. Så i bedste Etha Cameron-stil får Tony Hawk & co. denne gang et meget stort syvtal af mig.

Tony Hawk's American Wasteland
Tony Hawk's American Wasteland
Dette er en annonce:
Tony Hawk's American Wasteland
Tony Hawk's American Wasteland
Tony Hawk's American Wasteland
Tony Hawk's American Wasteland
Tony Hawk's American Wasteland
Tony Hawk's American Wasteland
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
God visuel side og lyd. Velpoleret og sammenhængende story-mode.
-
Udfordringerne burde være mere omfattende. Halv
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold