Tony Hawk’s Downhill Jam

Alle spil har mere eller mindre en historie. Det er ikke længere nok bare at give spilleren kontrol over en lille plet der kan skyde, hoppe eller løbe. En overordnet historie skal der være, hvad enten der er brug for det eller ej. Spillene med skateboardlegenden Tony Hawk har også omfavnet historieelementet. De første spil ignorerede godt nok historien, hvilket var perfekt. Hvorfor finde på en undskyldning for at drøne rundt på et skateboard og te sig åndssvagt? Ikke desto mindre introducerede senere Tony Hawk-spil en mere eller mindre latterlig historie, hvor platheder og pubertær humor var omdrejningspunktet.

Med Tony Hawk’s Downhill Jam er historien mindre fladpandet men stadigvæk helt ligegyldigt. Tony Hawk vil lave et hold af skatere, og naturligvis spørger han dig. Historien introducerer også en flamboyant rival, der kunne stamme fra et rollespil. Der, hvor Downhill Jam rent faktisk adskiller sig fra tidligere Tony Hawk-spil, er i konceptet. I stedet for at køre rundt på en mere eller mindre flad bane og lave givtige trickkombinationer, forgår Downhill Jam på skrå flader. Ned af bakke går det. Hastigheden er højere, trickene færre og spillet smager næsten af et racerspil.

Problemet er, at Tony Hawk aldrig har handlet om fart, tempo og ekvilibristiske tricks. Disse tricks er nærmest blevet forvist til bagsædet til fordel for høje hastigheder ned af skråninger og bakker. Af samme grund handler banernes opgaver nu også om at komme først i mål, selvom en klassisk Tony Hawk stadig stikker sit hoved op hist og her. Eksempelvis skal skilte ødelægges ved at køre ind i dem, eller et bestemt trick skal udføres.

Udførelsen af tricks lider dog under banernes opbygning. Eftersom man ikke så godt kan vende om og køre tilbage til en god rampe, kan man være forvist til at genstarte banen for at få tilstrækkeligt luft under vingerne. Det problem er ikke så stort, når det drejer sig om opsamling af genstande eller lignende, idet der på banen ofte er flere genstande end der er brug for. Desuden er der tilføjet boost, hvilket gør hastigheden endnu mere fremtrædende. I stil med SSX belønnes tricks med boost, men på intet tidspunkt føler man nogen rigtig grund til at udføre disse tricks. Javist, du kan køre hurtigt, men nogen umiddelbar tilfredsstillelse gør sig aldrig rigtigt gældende. Ikke på samme måde, som når man udførte en flot 900° i et af de tidligere spil.

Grafisk ligner spillet Tony Hawk’s Sk8land, hvilket er ensbetydende med cel-shadet grafik. Miljøerne er egentlig meget lækre, mens personerne er så simple og grove, at de lige så godt kunne være mannequiner lavet af hakket kød og savsmuld. Man kan ganske vidst selv designe både tøj og skateboard, men på den lille skærm, når tempoet er højt, er det egentlig ligegyldigt hvor megen umage man har gjort sig.

I sidste ende kan man ikke undgå følelsen af at Tony Hawk’s Dowhill Jam kunne have været så meget mere. Men enten forvirring hos udvikleren eller en direkte tvivl om hvad spillet skal ende med, resulterer i et skizofrent spil, der ikke ved om det skal være det ene eller det andet.