Tony Hawk's Downhill Jam

Nu har vi, i hvad der føles som årtier, måtte døje med Tony Hawk og hans evige spileskapader. Døjes er måske et forkert udtryk, eftersom Pro Skater serien har vagt megen begejstring, i hvert fald gennem de første tre spil i serien, men herefter har man godt kunne mærke en behov for forandring i serien.

Wii er en spændende konsol på den måde, at den netop tilbyder trætte og udmattede franchises som dette en ny start. En mulighed for atter at tænke udenfor rammerne og udfordre hjernens kreativer kapacitet. Uheldigvis har man ikke valgt at tage chancen og skrue op for det kreative blus, for uden Neversofts fantastiske hjerner og en tydelig mangel på budgetering, ender Tony Hawk’s Downhill Jam desværre med at være et alt for simpelt spil, der har tydelig mangel på Wii-præg.

Konceptet bag Downhill Jam er nu ellers ganske enkelt: at gå væk fra de traditionelle skateboard-sandkasse baner og i stedet laver et nedgående design ala SSX, hvor fart og tricks skal kombineres til et sandt koordinations-inferno. Derfor virker Downhill Jam desværre heller ikke særlig nyt. Sat op med tegneserie-agtig grafik, masser af smutveje samt scenarier, der enten byder på ræs, point-indsamling gennem tricks eller hurtigste tid, er det faktisk SSX på hjul og uden en masse lyddæmpende sne.

På trods af, at spillet er en fartfyldt og intens oplevelse, der uden tvivl gør sig bedst i kamp mod andre, så efterlader Wii-integrationen en noget tom og mat fornemmelse. Man drejer sin skateboarder ved at rykke Wii-moten op og ned i siderne, mens du skal ryste dig tilbage på banen eller til ekstra fart. Derfra overtager knapperne resten af arbejdet, hvilket primært består af et oversimplificeret trick-system, der ikke giver megen udfordring. Det er nu heller ikke længere er muligt at styrte, hvis man ikke når at fuldføre et trick, hvilket er konsekvensen af et meget risikofyldt designvalg, og selvom det undlader en hel del frustrationer, så har man ikke undgået at sætte sværhedsgraden helt i bund.

Gennem singleplayerdelen, som hurtigt føles ensformigt fordi de få baner konstant genbruges, kan man låse op for både nye skatere og bræt, hvilket rent faktisk giver en anledning til at spille sig igennem. Men det er i spillets multiplayer at værdien af Downhill Jam virkelig skal findes. Op til fire Wii-motes kan tilslutte sig og her bliver muligheden for at skubbe sine modstandere virkelig vigtig. Med den høje fart og spidsfine styring, skal man have tungen lige i munden, og hvis en modstander kommer susende forbi blot for at skubbe dig ind i væg, så er det lige før man pander ham eller hende en.

Relativt set har Downhill Jam dog ikke meget at tilbyde. Wii-integrationen er middelmådig, manglen på baner får hurtigt én til at søge nye græsgange og der er alligevel så mange andre gode party-spil ude til Wii allerede, at denne hurtigt mister sin værdi. Budgettet er tydeligt udpenslet gennem den sparsomme grafikmotor og manglen på licenserede skateboardere, men heldigvis har man haft overskud nok til at investere i et udemærket soundtrack, der giver lidt godt til ørene.

Selvom Downhill Jam vel er en start, så efterlader det meget ønsket. Hvad Wii-moten kunne bruges til at skateboard tricks er næsten ubegribeligt at tænke på, og jeg håber så inderligt, at Tony Hawk-bagmændene hos Neversoft i fremtiden kaster deres kærlighed over Wii og viser hvordan et sandt skateboard spil skal laves.