For næsten præcis fem år siden udkom Tony Hawk's Pro Skater 1+2 og gav os skate-hungrende arkadefans alt, hvad vi nogensinde havde ønsket os. Vi ville ikke have nye spil, nye gimmicks, ny musik og nye parker. Vi ville bare genopleve de glorværdige dage med ungdom, skateboarding og skatepunk, som var i begyndelsen af 00'erne. Det var mere end nok for os.
Derfor følte jeg, efter den første glæde over annonceringen af Tony Hawk's Pro Skater 3+4 havde lagt sig, også en ildevarslende klump i maven. De nye udviklerne fra Iron Galaxy havde fiflet med 4'erens åbne struktur. Og ikke nok med det. Banerne, sangene og karaktererne, ville også stå over for store udskiftninger og ændringer. Jeg var slet ikke i tvivl om, at spillet ville blive godt. Men ville det også mætte nostalgien?
Jeg tænker ikke så meget over, at Jeff Rosenstock - som knap nok havde nået at udgive sit første album, da Tony Hawk's Pro Skater 3 oprindeligt blev lanceret - ledsager mine fremskridt på den første bane "The Foundry." Hans hektiske, punkede ska-rytmer kunne også have været med på det gamle soundtrack, og i rollen som Doom Guy (!) samler jeg snart alle S-K-A-T-E-symbolerne op og laver tricks, som var det 2001 om igen. Kontrollen er som sædvanlig fremragende, og det samme er fornemmelsen af hastighed og flow, som begge er uden sidestykke i genren. Doom Guy ligner godt nok ofte mere en vild hoppebold end en rigtig skateboarder, når han suser ned ad ramperne, men det har også en vis charme - og selvfølgelig kan du vælge mere realistiske skatere, inklusiv Tony Hawk selv.
Meget er sket på lidt over 20 år.
Overordnet set er det tredje spil lige så tro mod sit forlæg, som jeg havde håbet. Men allerede originalen led under et uinspireret og rodet banedesign, som ikke er blevet bedre af den nye versions grafiske detaljer og højere opløsning.
Jeg forlader Canada (med sin smalle, snedækkede lund af træer), det ganske vist smukke, men også lidt tomme, Suburbia og Skater Islands brune lagerbygning hurtigere, end jeg kan nå at sige ordentligt farvel. Færdig med alle udfordringerne (men også ærgerlig over, at originalens ekstra baner ikke er blevet overført til denne udgave af treeren), ruller jeg videre til Tony Hawk's Pro Skater 4.
På dette tidspunkt lægger jeg mere mærke til det forandrede soundtrack. Faktum er, at kun 20 procent af de oprindelige sange er med her, og selv om det er tydeligt, at de nye sange er valgt med stor omhu, er der stadig noget, der går tabt. Når Alice in Chains, Motörhead, De la Soul, X Ray Spex og Iron Maiden nu står side om side med bl.a. førnævnte Rosenstock, Schoolboy Q, Turnstile og Fontaines D.C., gør det ikke nødvendigvis soundtracket dårligere - men det gør det radikalt anderledes.
Når jeg dykker ned i College, det fjerde spils vidunderlige åbningsniveau, føles det mærkeligt. Alt er det samme, men alligevel ikke. Rektorens bil skal stadig jages, og studenterne skal stadig køres over; i mellemtiden er der dukket en timer op i toppen af skærmen, og de nødstedte figurer med deres ikoniske, turkise pile over hovedet glimrer ved deres fravær. På trods af de mange ikke-interaktive NPC'er, der nu befolker College, føles det tomt; som om det ikke kun er mig, der er blevet voksen, har klippet mit hår og fået et job. Men mens man faktisk kan få sat timeren op til en time, er hvert niveaus femten missioner blevet reduceret til ti, hvilket ikke kun påvirker nostalgien, men også reducerer spillets levetid drastisk.
Kombineret med det faktum, at Kona- og Zoo-niveauerne er blevet skåret betydeligt ned, og at Carnival og Chicago er blevet helt fjernet, er det alt andet end et glædelig gensyn med det fjerde spil, som jeg ellers altid har anset for at være det bedste af de to inkludere titler. Men ligesom at lydsiden har fået nye numre, så har spillet også fået et par nye baner. De er på ingen måde dårlige, men de kunne lige så godt have været placeret i et helt andet spil. Synet af Doom Guy, der ruller ned ad en vandrutsjebane i Waterpark med 100 Gecs i sine hovedtelefoner, ligner mere en vellavet fan-mod end det spil, mine venner og jeg sad på hug foran i 2002 og spillede til vores fingre krampede af ren og skær anstrengelse.
I sidste ende når Tony Hawk's Pro Skater 3+4 ikke helt højderne fra 1+2. Dels fordi jeg har større respekt for de ældre originaler, og dels fordi genindspilningerne af 3+4 simpelthen ikke er lige så trofaste - især når det kommer til det fjerde spil. Men det er stadig en solid pakke, som både nye og gamle fans af skaterspil helt sikkert vil sætte pris på.
En anden mening
Stort set samtlige anmeldelser af Tony Hawk Pro Skater 3 + 4, inklusiv ovenstående, starter med et mindre essay om anmelderens forhold til de originale spil. Der tydeligvis få spil, der rammer så vital en nostalgisk nerve, og jeg tænker, det må hænge sammen med, at 00'erne var det lille, rullende bræts højdepunkt. En periode, hvor skaterkulturen rent faktisk påvirkede populærkulturen som sådan, modsat i dag, hvor det igen er blevet en nichebeskæftigelse. Hvilket nok forklarer meget af virakken om spillets soundtrack, inkluderingen af Bam Margera, og ændringen af 4'erens struktur.
Men hvad hvis man er helt ny? Er spillet stadig sjovt, hvis man aldrig rigtigt har skatet - hverken i virkeligheden eller virtuelt? Det satte jeg mig for at finde ud af. Og lad mig sige det sådan her: Det er nok meget heldigt, at jeg kunne spille som den pansrede Doom Slayer. Alle andre skatere ville nemlig nok været sendt direkte hospitalet - så meget væltede jeg rundt.
De kreative skaterparker er utvivlsomt godt designet. Du finder stort set ikke en kvadratmeter, hvor der ikke er et eller andet at glide hen over, drøne opad, eller gribe fat i. Dygtige spillere kan her skate fra rampe, rækværk, mur og tilbage igen uden på noget tidspunkt at sætte farten ned, alt imens de drejer brættet i alle mulige og umulige retninger.
For mig som begynder føltes banerne dog ofte forkrampede. Det hjælper heller ikke, at farten er voldsom høj. Originalens bræt må være blevet opgraderet til nogle moderne elektriske af slagsen, for de flyver automatisk afsted - faktisk så hurtigt, at kameraet nogle gange ikke helt kan følge med.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det må have krævet mange hudafskrabninger for selv de mest dygtige skatere, at nå dertil, hvor de er i dag. At de har lært det på den hårde måde. På Rios kogende asfalt og LA's grafittemalede ramper. Men Pro Skater 3 + 4 er nu engang et spil, og jeg ville ønske dets læringskurve var mere formet som en skaterrampe end en mur.
Der er en dedikeret træningsdel, men man går for hurtigt fra en teknik til den næste. Måske den mere åbne struktur fra det oprindelige Pro Skater 4 ville kunne have hjulpet?
Nå, jeg kom da gradvist igennem niveauerne, og til sidst blev jeg også en smule bedre. Og selvom jeg aldrig bliver hverken Pro Skater eller bare skater for den sags skyld, kan jeg godt anerkendte spillets kvalitet. Styringen er ekstremt skarp og præcis, grafikken er klar og tydelig, og der er masser af indhold.
Jeg har også stor respekt for Iron Galaxys tilgang til denne remake. Personligt er jeg træt af remakes/remasters, der ser det som den fornemmeste opgave, blot at genskabe originalen i højere opløsning og med bedre teksturer. Pro Skate 3 + 4 bevarer originalens DNA, men laver masser af små justeringer og kreative fortolkninger. Ligesom skateboarding er det selvfølgelig en balancegang, hvor man hurtigt kan falde på halen. Men jeg synes de rammer den.
Hvis de så bare havde gjort det en anelse lettere for os, der ikke var med for tyve år siden.
8/10 - Jakob Hansen