Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Tony Hawk's Underground
Anmeldelser Tony Hawk's Underground

Tony Hawk’s Underground

Activision formår endelig at puste nyt liv i Tony Hawk’s berømte skateboard-serie.
Steen Marquard 14 januar 2004

Indenfor extreme sports-genren er det ubetinget Tony Hawk-serien der gennem tiden har sat standarden. Gennem fire glimrende ombæringer af Tony Hawk Pro Skater er spillet blot blevet bedre og bedre, dog har man kunne mærke en svækket opfindsomhed hos udviklerne, da det igennem årene har været svært at presse mere ud af skateboard-konceptet. Derfor valgte man ikke blot at kreere endnu en THPS-version, men gav licensen nyt liv ved at udgive Underground. Vi har tidligere set på PS2-versionen af spillet, som var et ganske fornøjeligt bekendtskab og GBA-versionen gengiver ligeledes kickflips, ollies og grinds på en formidabel overbevisende facon.

Tony Hawk’s Underground (THUG) kaster nyt lys på den hæderkronede serie, dog uden at vriste alle de gode elementer vi i årenes løb har lært at elske, fra os. Det der gør THUG til en helt ny oplevelse er, at spillet indeholder et RPG-aspekt vi ikke tidligere har set i THPS-serien. Denne gang starter du som en wannabe-skater fra New Jerseys baggårde, som gennem en lang række opgaver skal blive god nok til at deltage i de professionelle turneringer. Rent faktisk er det slet ikke muligt for en nybegynder at udføre de mere avancere tricks, eftersom disse er låst indtil du tjener nok streetrespect til at kunne udføre dem. Det samme gælder dine stats, som stødt i løbet af din karriere oparbejdes til højere niveauer. Denne mulighed for at udvikle sig kombineret med ti kæmpestore skate-miljøer er, hvad der bringer elementerne i THUG sammen i en højere enhed.

Der er naturligvis mulighed for at vælge celebre skaters såsom Tony Hawk (den siger vist sig selv), Bob Burnquist, Steve Caballero, Kareem Campbell osv. i arcade mode, men at oparbejde sin egen skater er rosinen i pølseenden. Som altid frydes vi med et væld af muligheder når det gælder valg af karakter og skræddersyning af tøj - det gælder selvsagt om at have det helt rigtige look for at blive en cool skater. Skateshoppen er fyldt med nyt gear og som du løbende tjener flere og flere dollars vil du kunne købe bedre og bedre udstyr, dit startudstyr er nemlig mildest talt noget gammelt ragelse.

Hot Seat-funktionen fungerer fortsat glimrende og du og en ven kan dyste om point og hæder, hvor i skiftevis tager kontrol over en skater. Horse-mode er den mest interessante af disse da den begrænser sig til, at man kun må lave ét trick af gangen og derefter overlevere den til ens medspiller. Har man linkkabel er der mulighed for et lille minigame, hvor ens skateboards er udskiftet med indkøbsvogne med racertendenser. Spillet er mere en kuriositet end noget andet og er man flere spillere fungerer Hot Seat bedst. Lydeffekterne fra de tidligere spil er genbrugt endnu engang, de fungerer ganske vist glimrende endnu, men er man allerede hærdet spillet af THPS4 så ville lidt variation ikke have skadet.

Soundtracket er spillets eneste svage side og selvom det ikke er direkte dårligt leverer det blot en tilstrækkelig musikoplevelse - ikke mindst set i lyset af de fantastiske skæringer vi er vant på konsoludgaverne af Tony Hawk-licenserne. På GBA’en må vi dog undvære de kendte bands og nøjes med et anonymt soundtrack der fungerer uden at gøre sig bemærket. Bemærket er dog netop hvad man kan sige om grafikken, som endnu engang imponerer med nye tiltag. Ikke alene er den mere poleret end nogensinde, men spillets interne ur viser visuelt hvordan der skiftes mellem dag og nat. Et sekund i almindelig tid svarer til et minut i THUG og de skiftende tider gør universet en tand mere virkelighedstro.

Det var nok de færreste anmelder der havde regnet med, at THUG skulle forfriske genren i en så høj grad, men det har det bestemt formået. En forfriskning er dog ikke en revolution og så snart du har fået oparbejdet din skater falder gameplayet ind på sit vante spor. Til dem af Jer der ejer THPS4 og spiller det af og til på vej i bussen eller toget vil der ikke være det store at komme efter i THUG, men jer andre der gerne vil have en spiloplevelse med en karakter der udvikler sig og store skate-indbydende miljøer burde ikke tøve. THUG er et kickflip i den rigtige retning og burde sidde i din GBA, hvis du har en virtuel skater i maven.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
9 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Licensen får nyt liv og det er nu fantastisk at se hvor flot GBA’en emulerer 3D.
Minusser Et uimponerende soundtrack.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
6,5 spredning 5–8
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Sverige 5
Fuld profil 2.508 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Neversoft Entertainment
Udgiver Activision
Genre Sports
Platforme
PS2 GBA Xbox Gamecube
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.