Total Overdose

Hvis imitation er den mest oprigtige form for smiger, så sidder der uden tvivl et håndfuld programmører, grafikere og lydfolk hos Rockstar i Dundee, med overordentlig røde kinder i dette øjeblik. Total Overdose er nemlig det tætteste du kan komme på en hyldest til Grand Theft Auto, uden at det rent faktisk er næste kapitel i serien. Hele konceptet er som løftet ud af den multimillionsælgende serie, nu blot med Mexicos støvede gaderne og musik, som det designmæssige holdepunkt. Ellers er alt ved det gamle. Biler, der med en kraftig understyring, vælter ned gennem kilometer efter kilometer af virtuelle gader, opgaver der er strøet med let hånd ud over det hele, en grov grafisk stil, hvor udtrykket er stærkt karikeret, og en amoralsk helt, der ikke har det mindste imod at fyre et par kugler i de nærmeste banditter.

Det er kort sagt ikke så underligt, at Deadline Games første internationale spilbedrift har fået verdens mange spiljournalister op ad stolen. For hvem kan i grunden ikke lide Grand Theft Auto? Måske endda med en sjat Max Payne og kombinations-systemet fra Activisions velkendte Tony Hawk-serie indover? Jo, det er rimelig let at pille elementerne fra hinanden og se hvor de kommer fra - selv Deadline Games har intet imod at indrømme, hvem og hvad der inspirer dem, men det undskylder ligesom ikke, at Total Overdose ikke helt kan ryste inspirationskilderne af sig og blive helt sit eget spil. Det kunne reelt hedde Grand Theft Auto: Mexico. Om det er en kompliment, vil jeg lade andre om at bedømme.

Total Overdose handler om Ernesto Cruz, en politibetjent der fanges af et grumt narkokartel og slås ihjel, hvilket får hans søn til at fortsætte hans arbejde. Da også han rammes af et uheld, så graves familiens anden søn og sorte får, Ramiro Cruz eller Ram, som han også bare kalder sig selv, frem for at redde det amerikanske narkopoliti fra en regulær fiasko. Historiemæssigt er der intet, der ikke er set før, men fordi hele introen også fungerer som tutorial, så går der ikke længe før du er fortrolig med både spilsystemet og den papirtynde historie. Historien er der naturligvis kun for at missionerne, nøjagtig som i Rockstars sandkasseepos, kan smides ind i konceptet. Du driver fra plotdrejning til plotdrejning, udfører tyverier, drab og eskortering af diverse ting for byens mest magtfulde mænd, alt imens en masse kugler forlader kammeret på dine rygende pistoler.

Heldigvis er der netop i Total Overdose kælet for kampsystemet. I ægte Max Payne-stil serveres enhver skudduel som en super atletisk slowmotion-dans. Sigtesystemet fungerer upåklageligt, og selvom det med tiden bliver en lille smule søvndyssende at hænge flere sekunder i luften og skyde mexicanske desperadoer, så er der intet af det sigtefnidder, der eksempelvis er forbundet med GTA-serien. Oven i sombreroen får du også et kombinationssystem, der i det store hele fungerer som i et hvilket som helst sportsspil. Ord som Burrito Blast, Deadly Desperado og Mexican Blow Out, fylder hurtigt skærmen op, og så slippes der endnu flere vanvittige kræfter løs i form af supermoves. Her genfortolkes Robert Rodriguez Desperado-trilogi på fineste vis med rygende guitarkasser, hidsige Uzi’er og min absolutte favorit; en pistol af guld, der lader dig lave træfsikre skud til hovedet. Total Overdose’ skuddueller er uden tvivl spillets højdepunkt.

Til gengæld er det svært at finde trøst i selve spillets opbygning. Modsat Rockstars Vice City eller San Andreas, så er der ikke meget at tage sig til i Mexico, hvis du ikke lige følger missionerne. Jo, der er da nogle halvhjertede forsøg på, at lave ramper til din bil, ekstra udstyr og points og andet, men det er ikke fængende, at du gider rende rundt og opsøge småjobs og ligegyldige flyvehop. Deadline Games skulle ikke have valgt en sandkasse-struktur, hvis ikke den bruges ordentlig, for hvad er frihed uden muligheder? Radaren, der bruges til at finde rundt med, er heller ikke meget værd. Bedst som du ræser i en retning, popper punktet op bag dig og når du vender om, så er det der lige pludselig ikke. Når det kædes sammen med loadtider og et valg mellem bydele, så kan du komme ud på noget af en ørkenvandring for at komme hen til næste mission. Jeg kunne på intet tidspunkt huske, hvad forskellen var på de forskellige byområder og hvad de enkelte symboler stod for.

Værst af alt er dog, at der er så mange ting, der savner den sidste finish eller en anden indgangsvinkel. En boss som Cesar Morales, står ikke naglet til gulvet i et baglokale og fyrer endeløse rækker af skud af med et vanvittigt langt livmeter - det er bare ikke sjovt eller krævende, det er et antiklimaks. Specielt når det ikke er mere end en håndfuld missioner siden, jeg ordnede en anden fyr på samme måde. Og når jeg efterfølgende flygter fra stedet, så vil jeg spille motorcykelturen ud gennem de smalle gange og henover stadion, mens eksplosionerne buldrer i baggrunden. Til gengæld er der øjeblikke, hvor missionerne omfatter flere forskellige ting, hvilket holder dig på tæerne og sørger for at Total Overdose aldrig rigtig bliver ensformigt.

Jeg ved godt, at det lyder uendelig negativt, men når alt er sagt, så er Total Overdose faktisk et kompetent spil. Deadlines egen motor er solid og glat, grafikken er som du forventer den fra et spil i sandkasse-genren, mens kampsystemet er toptunet og elegant udført. Det er bare synd, at holdet ikke har villet mere end blot at lave et spil, der så åbenlyst låner sin stil og indhold fra et af spilhistoriens største hits. Jeg håber inderligt på, at en evt. opfølger tør tage lidt flere chancer. Der er kimen til noget rigtig stort i Total Overdose.