Der er ét eneste mål for dem, der spiller Total War: Rome II, og det er at dominere og udrydde ens modstandere. Gennem en kombination af turbaserede manøvrer og kampe i realtid, skal det store kort over oldtidens verden males i én farve - din - og enhver, der står i vejen for det enlige mål, skal knuses uden tøven eller nåde.
Her er en nyttig tutorial til nye spillere, men eftersom jeg allerede har slået mine folder i en preview-version af spillet, hopper jeg direkte til hovedkampagnen. Jeg spiller som Rom, og nu skal historien gentage sig selv. Det starter simpelt nok: der er vrede naboer mod nord - Etruskerne - og mit unge imperie er allerede i krig. Første opgave er at kue deres hære, indtage deres byer og strække vores indflydelse mod nord.
At føre effektiv krig tager tid. Det er en kunstform. Der er selvfølgelig mulighed for at "Zerg Rushe" modstanderne og nedkæmpe dem med mægtige hære, inden man rykker videre til næste fjende, men den tilgang avler utilfredshed og efterlader et spor af brand og oprør. Det er bedre langsomt, metodisk og beslutsomt at udvide sit indflydelsesområde. Indoktriner. Assimiler. Overvind.
Suset ved at udkæmpe en krig kommer fra de mange realtidsslag, der finder sted i løbet af spillet, mens tilfredsstillelsen ved erobring kommer fra at bestyre sine ressourcer og subtilt manipulere med verdenen omkring en. Det sidste sker gennem et kampagnekort, der deler den kendte verden op i regioner og provinser. Avatarer repræsenterer agenter og hære, spioner og flåder af krigsskibe. Når to avatarer støder sammen, ryger vi ud i førnævnte realtidskampe. I disse drabelige slag afgør ens taktikker og strategier hvordan kortet deles op.
Kampagnekortet, som avatarene rykker rundt på, er enormt. Efter mange, mange timers spil vil kanterne stadig være uden for rækkevidde. Nye fjender vil rejse sig og udfordre, mens gamle allierede forråder og til sidst overgiver sig. Her er diplomati, og lande vil tilbyde fredstraktater, handel og samarbejde, men mange forhandlinger afgøres stadig med spidsen af et sværd. Jo længere spillet fortsætter, des mere skal man tage sig af. Borgernes lykke skal vedligeholdes, munde skal mættes, grænser skal forsvares. Politiske intriger bobler under overfladen, med forskellige familier der forsøger at tilvriste sig magten i senatet, og man bliver ofte bedt om at træffe beslutninger om magtens maskineri. Der foregår meget, og der er meget at overveje.
Det handler om at holde tungen lige i munden, og en god portion af den tid, man bruger i Rome II, går med at vedligeholde imperiet og nære dets vækst. Jo sundere det er, des mere effektivt kan det udvides, så rygradden i enhver strategi er at sikre fred og fordragelighed på hjemmefronten. Man får brugt en rum tid på at regne ud, hvordan man hiver flest penge ud af ens imperie uden at tilskynde til oprør.
Efterhånden som man nærmer sig en af de mange sejrsbetingelser (erobr så og så mange stater, kommander så og så mange enheder), vil hver eneste tur byde på forbedringer til ens byer, nye tropper til ens hære (hvilke enheder, de rekrutterer, afgøres af faciliteterne i den provins, hvor de hviler - jo bedre faciliteter, des bedre tropper), og brikker rykkes rundt på kortet i forventning om fremtidige sejre. I slutningen af hver tur er der en lang pause, mens AI'en tygger sig gennem de konkurrerende faktioner. Her vakler spillet under sin egen vægt. Når der er rigeligt at lave og kampe udkæmpes, er disse pauser nogle gange et velkomment afbræk, men i de rolige stunder, hvor man samler styrke og flytter brikker på plads, kan ventetiden føles lang.
Når hære kommer i direkte konflikt, kan man vælge blandt adskillige ruter. Computeren kan auto-afgøre kampen, udpege en vinder og fordele sejrens frugter. Denne mulighed er bedst brugt på mindre sammenstød hvor udfaldet er givet på forhånd. Men hvis parterne er nogenlunde lige, er det sjovere at indtage rollen som general og selv føre tropperne i kamp.
Der er to startområder i hver konflikt, hvad end det er en belejring, et søslag eller åben kamp på land. Nogle gange kæmper man i åbent terræn, andre gange i byer, hvor den ene side skal forsvare mens den anden forsøger at smide dem ud (ved enten at holde et eller flere capture points, eller ved at udrydde fjenden). Enheder kan grupperes og tildeles hotkeys, så man hurtigere kan give dem ordrer, og de stiller sig op i forskellige formationer som forberedelse til slagets start. Når først det er i gang, foregår alt i realtid (selvom kampene kan pauses, så man kan uddele ordrer, og tempoet kan skrues op så fjerne enheder møder hinanden hurtigere). Trykker man på Insert, får man en førstepersonsvinkel fra den valgte enhed, hvilket er brugbart når man skal affyre belejringsvåben, og spændende når man ser hære tørne sammen som bølger.
Der er flere forskellige måder, fjender kan krydse klinger på, flere end i tidligere udgaver, takket være de kombinerede land- og søslag. Tropper om bord på skibe sidder klar til at borde andre fartøjer eller vædre dem ned i dybet. Kystbelejringer kræver at man sætter tropper i land og inden for murene at tung befæstede byer. Det er en velkommen tilføjelse, men en der endnu ikke er perfekt udført, da AI'en ofte lader hære gå fra borde uden at blande sig. Nogle gange føles det ikke helt som den kamp, det burde være, at stige af skibene.
Der er en stor bredde af forskellige enheder på bedding, og hver har sine egne styrker og svagheder. Ens skill-træ, kombineret med de bygninger, man har tildelt byerne i hver provins, har direkte indflydelse på hver hærs sammensætning. Skirmishers kaster projektiler og bevæger sig rundt om angribende enheder, mens kavalleri rykker ind fra flankerne, sværdmænd svinger og dolker, og spyd prikker huller og afviser fjender til hest. De andre faktioner har mere eksotiske valgmuligheder: Partherne kan benytte elefanter, og egypterne har soldater på kamelryg, mens her også er kamphunde, stridsvogne og hårdtslående belejringsvåben. Alle har deres brug, og alle kan udnyttes. Detaljerne på de enkelte enheder er imponerende, især når man tager spillets overordnede omfang i betragtning, med potentiale for tusinder af krigere på slagmarken samtidigt.
I spidsen af hver hær står der en general, og efterhånden som de opnår flere sejre, vokser deres evner. Man kan tildele forskellige buffs, der tillader specialisering udover de grundlæggende krigsevner. En hær er måske bygget til at høste mere guld fra plyndrede byer, mens en anden sitrer med ekstra skadesbonusser. Mindre styrker kan placeres i erobrede byer tæt på imperiets grænser, så de kan beskytte befolkningen mod plyndrende fjender. Hvis en hær bliver pillet fra hinanden af en modstander, kan deres traditioner leve videre og overføres til den hær, man rejser for at erstatte dem.
At designe og vedligeholde ens kampstyrke er den halve udfordring, og det kræver tålmodighed at afveje kravene fra både hær og nation. Det er muligt at specialisere i mange forskellige retninger, både fra militære og civile perspektiver. Din evne til at kæmpe vil være defineret af de enheder, du holder dig, og de enheder vil være defineret af måden, du dyrker dine byer. Udvidelse koster, og der er rigeligt at lave hvis et velbalanceret rige skal holdes ved lige. Det er ikke en spurt, det er en maraton. I slutningen af hver tur får du at vide, om der er handlinger du mangler at foretage, såsom hjælpsomme påmindelser om at opgradere generaler eller forske i nye teknologier.
Kampagnen er dyb som en brønd, og sprudler af muligheder. Den potentielle holdbarhed forlænges af det faktum, at hvis du bliver træt af Rom, kan du i stedet tage magten over en af de andre tilgængelige faktioner, og tackle kortet fra et andet historisk og geografisk perspektiv. Her er også en co-op-kampagne, og selvom det er sjovt at erobre verden på egen hånd, bliver det kun sjovere af at lægge planer sammen med en kammerat. Og så er der multiplayer-kampene, hvor man bygger en hær fra Rome II's udvalg af faktioner ved hjælp af point. Dertil kommer en række historiske slag, blandt andet Varusslaget og belejringen af Kartago.
Samlet set er det en enormt imponerende pakke. Kampagnen er fyldt med intriger, slagene er udfordrende og gribende. Episk er det rette ord. Der er dog et par ting, der kunne være en anelse bedre. For det første er det ganske CPU-intenst, og mindre maskiner vil komme under hårdt pres. Nogle af animationerne er stadig ikke perfekte, og der er dele af sceneriet som tropper kan vade lige igennem. De kombinerede land- og søslag er en spændende ide, men der er bestemt plads til forbedring i kommende opdateringer. I sidste ende er det dog mindre ankepunkter, og de har ikke den store effekt på vores entusiasme over helheden. Rome II er et fremragende spil, episk i omfang og enormt i skala. Creative Assembly har måske tabt et par af de mindre sammenstød undervejs, men overordnet er deres seneste Total War en knusende sejr.