I alle Total War-udspil er der to sider af alting. Rome II er, ligesom de andre spil i serien, delt op i to sektioner: turbaseret strategi på kampagnekortet, og kampe i realtid når to hære støder sammen.
Vi tager førstnævnte først. Kampagnekortet er enormt. Nærmest kollosalt. Det strækker sig fra Afrikas nordlige spids op til de britiske øer, og hele vejen over til det, der i dag er Afghanistan. Der er et massivt antal provinser (næsten 60, med over 180 regioner i alt), der potentielt kan erobres.
For fans af serien vil det være et gloværdigt syn. Smukt, ligefrem. Spillerne har et overflødighedshorn af muligheder foran sig, og vil kunne skabe hære som de har lyst, marchere dem rundt på kortet og erobre forskellige regioner, hvorend de kommer. I Rome II kan du rekruttere direkte til din hær, i stedet for at skulle bygge enheder i nærliggende provinser og sende dem frem til din hær, hvilket skulle gøre spillet noget mere strømlinet, især den enorme størrelse taget i betragtning.
Det vil også være simplere at bestyre ens provinser, da man sender direktiver til de regionale hovedstæder frem for at skulle dimse med hvert specifikt landområde. Igen virker det som en god måde at strømline denne side af kampagnen, men for de spillere, der foretrækker seriens turbaserede element, er der stadig et hav af muligheder. Befolkningen skal holdes glade og mætte, og der vil selvfølgelig være forræderi mellem de familier, der kappes om magten.
Under en præsentation hos udviklerne Creative Assembly ser vi hvordan romerske styrker, ført an af Julius Cæsar, marcher mod Egypten og deltager i Slaget ved Nilen. Demonstrationen starter på kampagnekortet, hvor legionen bevæger sig op gennem Nordafrika.
Der var en lille smule diplomati forinden, et sidste forsøg på at slutte fred med Egypten, men de ville i sidste ende ikke være venner. For at gøre denne del af spillet mere gennemskuelig, kan spillerne nu se hvordan deres hidtige handlinger har påvirket andre faktioners syn på dem.
Marchen op langs kysten fører legionen direkte i kamp. Vi ser en udveksling mellem Rom og Egypten, hvor de forsvarende egyptere har højdefordelen i terrænet. Udover slaget på land mødes to flåder af krigsskibe. I Rome II foregår disse kampe samtidigt, og dette dobbelte fokus giver spilleren rigeligt at tænke over. Bruger man for meget tid på det ene område, risikerer man død og ødelæggese i den anden del af slaget.
Den egyptiske styrke består af godt bevæbnede tropper. Krigselefanter. Trebucheter og kæmpe kugler af hø, der venter på at blive antændt og rullet ned ad bakken mod de romerske tropper. Efter at have set CA-folkene selv spille slaget igennem (og kun lige akkurat undgå et nederlag, da de havde travlt med at vise nye features) får jeg lov til selv at prøve det, fra begge hærsider.
Først vælger jeg at spille som egypterne. Jeg vil selv prøve de store ildkugler. Min første gennemspilning er lidt af et antiklimaks, og det er først på min anden gennemspilning, hvor et hjælpsomt medlem af CA-holdet viser mig hvordan jeg antænder kuglerne, at jeg får brugt dem i kamp (man skal vælge enheden bag kuglen, vente på et lille ikon dukker op, og så trykke på det - CA siger at det bliver mere tydeligt i det færdige spil).
Min første kamp går let. Højdefordelen, trebucheterne og de bissende elefanter uddeler tæsk i fællesskab. De romerske enheder bliver knust en efter en, og jeg behøver dårligt anstrenge mig. Søslaget er ligeledes hurtig afgjort. Alt jeg behøver gøre er at forhindre at de romerske skibe slipper forbi mine enheder, så de ikke kan sætte tropper i land nær min styrke på bakketoppen.
Det andet slag, hvor jeg nu styrer de romerske styrker, er noget sværere. Først sender jeg halvdelen af skibene i direkte kamp mod den egyptiske flåde, og dermed i den sikre død. Den anden halvdelen sender jeg direkte til den nærliggende kyst, hvor tre enheder af tropper går fra borde og slutter sig til min styrke ved foden af bakken.
Herfra er det en ren knibtangsmanøvre. Kavaleri og elefanter sendes ud på venstre flanke, mine nyanskaffede enheder holder den højre, mens hovedstyrken sendes op gennem midten. For at minimere ødelæggelsen fra de egyptiske forsvarstaktikker vælger jeg en løs formation, så når deres elefanter hamrer gennem mine rækker og sender soldater på flyvetur, er skaden en smule mindre.
Mit kavaleri stormer flanken, mens hovedstyrken (ved et tilfælde, skal jeg gerne indrømme) trak ned af bakken igen. Højre flanke bliver besværmet med forsvar og sendt på flugt fra slagmarken. En lille styrke jagter min centrale kolonne, men dem kan jeg hurtigt ekspedere, og dermed sende mine enheder op ad bakken igen. Det er mindre farligt nu, da fjenden har brugt de fleste af sine brændende kugler, og hans elefanter er besejret, så jeg samler tropperne og sender dem ind sammen.
Kavaleriet hakker løs på flanken, men bliver i sidste ende slået og tager flugten, så kernen af min hær nu må kæmpe for livet på toppen af bakken. På dette tidspunkt tror jeg at slaget er tabt, men det er ikke tilfældet. Egypternes let pansrede enheder bliver slået en efter en, indtil det står klart at vinden har vendt. At se disse enheder tørne sammen er tilfredsstillende, og takket være en øget detaljegrad på hver soldat, er der et niveau af variation i kampene, som ikke er set i serien før.
Jeg ignorerer detaljerne for en stund, da jeg bemærker en kolonne af forstærkninger marchere ind fra venstre. Måske får jeg lidt hjælp af AI'en i denne tidlige udgave af spillet, da de ikke straks omringer og udrydder mig, men i stedet sender få enheder ind ad gangen, som mine kamphærdede romere snildt kan besejre. Derfra er det blot et spørgsmål om at erobre kommandoposten øverst på bakken. Det har været en nervepirrende omgang, fuld af op- og nedture, men enormt underholdende.
Der er adskillige nævneværdige tilføjelser til den velkendte Total War-formel i Rome II. Vi så ikke meget til den taktiske skærm, men den giver et overblik over hele slaget fra afstand. Som i Shogun 2-udvidelsen Fall of the Samurai vil man kunne tage direkte styring over visse enheder (trebucheter og så videre) og se ødelæggelsen tæt på, når man rammer fjenden. Spillerens defensive muligheder blev også vist passende frem i denne demo, og der er løfter om endnu flere (skjulte, brændende faldgruber, for eksempel)
Terrænnet er vedvarende, så når et landskab først er blevet oprettet til et slag, så bliver det der også til efterfølgende møder, hvorved man kan bruge sine tidligere erfaringer fra slagmarken til at få en taktisk fordel. Legioner vil kunne påtage sig visse træk, der bliver en del af deres filosofi, så hvis en hær bliver fuldstændig udryddet og du må bygge en ny, behøver du ikke starte helt fra bunden, da de buffs, deres forgængere havde, også er tilgængelige for nye tropper.
Selve kampene ser bedre ud end nogensinde, og sammen med den mere intuitive grænseflade og en strømlinet turbaseret kampagne, der foregår på et gigantisk kort med rigeligt varierede modstandere, lader det til at Creative Assembly virkelig har overgået sig selv i alle henseender. Vi venter med den endelige dom til vi har fået fingrene i det færdige spil, men alt vi har set indtil videre peger i retning af, at Total War: Rome II bliver seriens højdepunkt.
