Der er fart over feltet i årets Tour de France. I skrivende stund nærmer feltet sig allerede med hastige tramp Paris, og der er desværre ikke meget spænding tilbage i klassementet. Fænomenet Tadej Pogacar har sat alle konkurrenterne til vægs, og den gule trøje virker limet til sloveneren, der har hele 4 minutter og 15 sekunder til den nærmeste konkurrent, danske Jonas Vingegaard.
Men så er det jo godt, at du selv kan ændre sagerne takket være Tour de France 2025. Den franske udvikler Cyanide har sprøjtet årlige Tour de Franche-spil uden i over et årti, men i år skulle det angiveligt være noget ganske særligt. Udviklerne har nemlig skifte til den helt store klinge - Unreal Engine 5 - og dermed kunne man måske forvente fotorealistisk grafik, der bringer de smukke franske landskaber til live hjemme i stuen.
I så fald bliver man dog skuffet, for Tour de Franche 2025 er tydeligvis et budgetspil. De toptunede ryttere ligner mere stive motionscyklister med hakkende animationer, og landskaberne er ensformige og sterile. Præsentationen og stemningen, selve det legendariske cykelløbs hjerteblod, er simpelthen for sløj over hele linjen.
Et andet stort problem er lydsiden. Det jublende publikum og de hastigt roterende hjul sætter stemningen. Men ellers er der uhyggeligt stille. Her er ingen musik til at underholde på de ofte meget lange etaper - noget som ellers det originale Cycling Manager helt tilbage fra 2001 havde masser af. Og selvom der er en kommentator, så skal du ikke forvente følelsesmæssige udbryd a la Rolf Sørensen, eller noget der bare minder om Jørgen Leths maleriske beskrivelser af de franske chateauer og vingårde. Det er næsten AI-stemme niveau, så sløvt er det.

Den sløje præsentation ville ikke være nær så stort et problem, hvis spillet rent faktisk var sjovt, men det er desværre heller ikke tilfældet. Fremfor at vælge en mere arkadepræget tilgang til cykelsporten, hvor du selv træder i pedalerne ved eksempelvis rytmisk at skifte mellem skulderknapperne, eller time dine input, kører din rytter for det meste forholdsvis automatisk. Kun på nedkørsler kan du rent faktisk vinde noget gennem præcis styring, da du skal forsøge at komme korrekt rundt i sving og læne dig aerodynamisk frem på de lige stykker.
Ellers går det meste af tiden med at uddele instruktioner til dine holdkammerater, spise gels på de rette tidspunkter, og ellers holde dig godt placeret i feltet. Alt dette kan sådan set være spændende nok - hvis altså du spiller Pro Cykling Manager, hvor der et velfungerende interface og et fuglekamera for bedre overblik. Men i Tour de France 2025 på konsol, hvor interfacet er tungt og kluntet, er det mest af alt et mareridt.
Ja, du kan manuelt skrue farten i vejret, men det tager stadig alt for lang tid at nå hen til den sidste del af etapen, som for alvor er spændende. Dette er selvfølgelig et generelt problem i cykelsport, vil nogle mene. Men Tour de France 2025 gør heller ikke sig selv nogen tjenester ved at gøre sportens taktiske elementer så kluntede.

Udover muligheden for at køre dette års Tour de France, har du også adgang til et væld af andre endags- og etapeløb som Paris Roubaix, Flandern Rundt, Vuelta a España og Giro de Italia. Du kan vælge mellem hold og ryttere fra både World Tour og den lavere rangerede ProSeries, og det er muligt både at køre enkelt løb, spille en simpel managerdel eller skabe din egen rytter og forsøge at nå helt til tops på verdensranglisten. Lige på indholdssiden går Tour de France 2005 ikke ned.
Men, men, men. Tour de France 2025 minder mest af alt om en udvandet version af det langt bedre Pro Cycling Manager 25, og fans af denne serie har bestemt ingen grund til at investere i den ringere konsolversion. Omvendt er spillet slet ikke arkadepræget nok til, at mere afslappede cykelfans, der primært følger med i Touren, vil kunne sætte sig ned og nyde spillet henover sommeren.
Cyanide må beslutte sig. Enten kan de levere et sjovt og afslappende arkadespil, eller de kan give os en konsoludgave af Pro Cycling Manager. For det her spil miner mest af alt en rytter, der har forsøgt på egen hånd at indhente et udbrud ved at stikke af fra feltet, og nu er fanget på mellemhånd - med tungen ud af munden og benene ved at syre til.
