Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Tour de France

Tour de France

Konami giver også Xbox ejere en mulighed for at kravle op på cyckel, dope sig til ukendelighed og vinder etaper.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Så er årets tour overstået. Atter en gang var Lance Armstrong suveræn, stort set fra start til slut. Desværre ligger mine arbejdstider, lige mens touren blev kørt, så jeg er gået glip af de spændende etaper. Derfor var det med stor glæde, at jeg fik dette spil med titlen Tour de France til test. Ikke nok med at jeg nu kunne følge etaperne, jeg havde søreme også indflydelse på udfaldet. Desværre viste glæden sig at være kortvarig.

HQ

Kreer dig en rytter
Udgangspunktet er en menu bestående af en serie simple valg. Der er mulighed for at spille arcade, touren eller multiplayer. Arcade består blot af enkelte kørsler, hvor det gælder om at ende som nummer ét. Multiplayer er begrænset til at omfatte to spillere på samme tid - ligesom det var tilfældet på Playstation2. Mærkeligt at man ikke har forsøgt, at gøre det muligt at spille flere på samme tid. Derudover er man igen kun de eneste cykelryttere på ruten. Dette virker dybt underligt og stærkt begrænsende. Vælger man at tage favntag om touren, så åbner der sig lidt flere muligheder. Først skal du kreere din rytter. Her kan du ændre på et par basiske elementer, såsom vælge nationalitet, ansigt og handskefarver. Mulighederne er begrænsede, og reelt set ligegyldige da du konstant ser din rytter bagfra.

Planlæg din sæson
Herefter bliver du ledt videre til en ny oversigt. Her har du mulighed for at deltage i lokale løb, træne og slappe af. Vælger du træning får du en række muligheder. Du kan vælge at styrketræne, træne nedkørsel eller bjergklatring. Alt efter hvilken område du træner bliver dine rytters egenskaber ændret. Vælger du eksempelvis at styrketræne, så bliver din rytter fysisk stærkere, men det sker på bekostning af hans evner til at manøvrere. Samtidig koster de forskellige træningsprogrammer penge, ligesom de udmatter din rytter.

Alle din rytters egenskaber er visualiseret med en værdi fra 0-1000. I blandt disse er damage, der udtrykker din rytters udmattelse. Ved at træne eller cykle vil denne stige mod de tusinde, mens den falder ved at hvile. Det er vigtigt at have dette for øje, når du gør dig klar til at køre touren. Dette kommer til udtryk, da du kører sæsoner, der hver gang afsluttes med at køre Tour de France. Det er naturligvis vigtigt, at få det optimale ud af forberedelserne. Ud over at du kan træne, så kan du også vælge at deltage i løb. Disse er fordelt over en række forskellige temaer, såsom byløb, nedkørsel og bjergkørsel. Du kan komme ud for variationer af disse, hvor vejret også spiller ind. Desværre så er banerne indenfor hver kategori ens. Så reelt set har du kun et par håndfulde forskellige baner at køre på. Efter noget tid vil du have perfektioneret de forskellige baner og memoriseret hver en kurve. Det er underligt, at banerne ikke dannes tilfældigt før hver løb.

Som i gamle dage
Løbsmekanikken fungerer ens hver gang. Du får aldrig lov til at køre hele banerne, men bliver blot smidt ind i løbets sidste afgørende fase. Her bliver du så placeret et sted i feltet. Dette bliver til dels afgjort af din tidligere kørsel. Nu er målsætningen enkel : Det gælder om at overhale alle de andre inden målstregen nås. Styringen er utrolig simpel. Ved at holde A inde, vil din rytter bevæge sig i et adstadigt tempo. Trykkes A gentagne gange opsamler din rytter tempo. Dette leder tankerne tilbage til de gode gamle Track’n’field dage. Desværre så har rytteren ikke uanet energi. Så alt din flittige trykkeri tærer på hans kræfter. Når hans reserver er noget nær udtømt, begynder han at pruste og stønne. Fortsætter du upåvirket med at hamre på A, så ender det med, at han opgiver ævred, og i en periode blot hænger på cyklen. Før det når at gå så galt - hvilket ikke kan anbefales, da det ofte ender i styrt - så har du et par muligheder for at vinde kræfterne tilbage.

Dette er en annonce:

Når energien er borte
For at få et hurtigt boost kan du drikke en af de vandflasker , som du har taget med på turen. Dette giver en del energi tilbage, men koster også lidt tid, mens rytteren drikker. Du kan også blot hælde vandet ud over ham, hvilket ikke giver helt så meget energi, men til gengæld går hurtigere. Har du ikke mere vand, eller vil du gemme det til senere, så kan du også blot lade være at trykke på A. Herved får rytteren langsomt energi tilbage. Dette kan lade sig gøre på nedkørsler - men kan naturligvis ikke lade sig gøre på vej op af et bjerg. Endelig så er der også andre ryttere på ruten. Disse har en sær tendens til, at køre rundt i små grupper bestående af en håndfuld. Som med resten af spillet har udviklerne også her blot konverteret spillet. Derfor er der de samme begrænsninger som på Playstation2. På trods af, at Xboxen sagtens kunne håndtere flere ryttere på skærmen. Når du kommer frem til disse grupper, så kan du benytte dem som dække for vinden. Mens du nærmer dig de enkelte ryttere, kan du se den slipstrøm de skaber. Ved at lægge dig i denne, får du hurtigere energi tilbage. Strategien bliver derfor hurtigt, at køre fra gruppe til gruppe, og hver gang ligge og oplade energi.

Variation - en mangelvare?
Variationen kommer alt efter, hvilken slags bane du kører på. På de flade etaper gælder det om at styrte fremad. På bjergetaperne gælder det om at rationalisere kræfterne, og på nedkørslerne gælder det om at mestre nedbremsning og svingteknik. Det er rart nok, at prioriteterne ændres, men desværre er banerne som sagt ens. Derfor mestrer man lynhurtigt de forskellige stilarter, simpelthen fordi man kender banen til hudløshed. Kører du selv med samme hastighed ,vil du sågar møde de forskellige grupper ryttere på nøjagtig samme tidspunkter. Det er simpelthen for sløvt, at der ikke er lavet mere variation.

Når året er ved at være færdig, så er det tid til at køre Tour de France. her indtræder næste store skuffelse. Touren består udelukkende af seks etaper, der oven i købet er nøjagtig ens, med dem du allerede har kørt. Eneste forskel er, hvilken startplacering du har. Desillusioneret gennemfører jeg touren, og opnår en nogenlunde tilfredsstillende placering. Næste sæson starter, og historien gentages. I alt kan du kun køre fem sæsoner, hvorefter spillet slutter. På dette tidspunkt har du også en superrytter, samtidig med at du kan alle banerne på fingerspidserne - der er ikke mere at komme efter. Det er mig en gåde, at der ikke er gjort mere ud af denne strålende mulighed. Der er ingen unikke løb, intet klassement, ingen tempokørsel. Der er simpelthen alt for lidt. Selv om du i løbet af spillet kan vælge nye hold, så har dette ingen indflydelse på andet end din køredragt. Hvor er holdkørslen henne? Hvor er sprinterkørslerne henne? Det hele virker utroligt tamt.

En ekstrem tam affære
Teknisk set er Tour de France på det jævne. Det er en direkte konvertering, og bærer præg af det. Rytterne er nogenlunde udført, men uden de store animationer. Der er ingen gestikulering, som kunne gøre løbene mere levende. Derudover er der nogle yderst mærkværdige kollisioner. Pludselig vil din rytter styrte - tilsyneladende uden grund. Baggrundene er tilforladelige, hvilket også gør sig gældende for de enkelte vejreffekter. De er bare intet spektakulært, og bliver lynhurtigt ensartede. Lydeffekterne er tilsvarende sparsomme. Dette er forsøgt skjult med nogle intetsigende små stykker musik. Det hele føles stationært, og uden indlevelse.

Dette er en annonce:

Generelt set så virker titlen, som var den udviklet til en arcademaskine. En titel som er let at gå til, og hvor du kan se det hele i løbet af en times tid. Det er ganske sjovt i et meget kort stykke tid. Men det bliver bare lynhurtigt det samme. Teknisk set er der ikke meget at hente, og spillet er ynkeligt nok ikke optimeret. Dette er et tydeligt eksempel på udviklere, der forsøger at cashe ind på en stor begivenhed. Fjerner man Tour de France prædikatet, er der stort set intet tilbage.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Jævnt underholdende til at starte med - fans vil juble et par minutter.
-
Lige indtil man finder ud af, at der intet er under overfladen - og det er ikke meget.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Tour de FranceScore

Tour de France

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Konami giver også Xbox ejere en mulighed for at kravle op på cyckel, dope sig til ukendelighed og vinder etaper.

Tour de FranceScore

Tour de France

ANMELDELSE. Skrevet af Carsten Skov Teisen

Konami prøver med et konsolspil, der placerer spilleren i sadlen på verdens hårdeste cykelløb.

Tour de France

Tour de France

PREVIEW. Skrevet af Thomas Tanggaard

Tour de France er ikke en cykelsimulator, men derimod en vaskeægte arcade oplevelse med enkelte strategiske valg.



Indlæser mere indhold