Tournament of Legends

Min valkyrie kæmper for at bevare livet. Der er kun få sekunder tilbage på uret, og både mit liv og min energi er helt i bund. Modstanderen cirkler rundt om mig, og holder sig på afstand, og situationen ligner mest af alt et svidende nederlag. Men med et par hurtige ryk i nunchucken og et par sving med Wiimoten, må modstanderen dog bide i græsset, og sejren er i hus.

Den ovennævnte situation kender de fleste der har spillet Tekken eller Street Fighter, men nu kan ejere af Nintendo Wii også glæde sig over, at der findes endnu et fornuftigt fighting spil til deres konsol.

I Tournament of Legends befinder vi os i et, mildt sagt alternativt univers, hvor græske, romerske og egyptiske sagnfigurer kæmper mod hinanden i en episk kamp, en kamp for at kontrollere skæbnens tråde og ultimativt besejre dødens hersker. Det lyder absolut banalt og fladpandet, og denne historie formår da også næppe at fange nogens interesse, hvilket er ensbetydende med at universet i spillet fremstår rodet og usammenhængende. Det er synd og skam, for selvom historien ikke er decideret nødvendig i et fighting-spil, så er det vigtigt at kunne identificere sig med spillets figurer og konsekvente univers for at styrke indlevelsen og motivationen.

Skal der siges noget positivt om historien, så er den fortalt på en yderst lækker facon, i en tegnet stil med dertilhørende tegneserierammer som vi kender det fra blandt andet InFamous.

Heldigvis bliver historien hurtigt glemt når spillet først kører. Udviklerne High Voltage Software, der i øvrigt stod bag det ganske hæderlige The Conduit, har nemlig kreeret et grafisk smukt og veloplagt spil, hvor både animationer og frame-rate matcher hinanden kompromisløst og ufortrødent hele spillet igennem. Figurdesignet er underholdende og unikt i sin fremtoning, uden at forfalde til kopier af figurer fra andre spil.

Der er ti karakterer at vælge imellem fra start, og hver især byder de på forskellige våben og angrebsmuligheder. Mulighederne for at finde en karakter der passer specifikt til ens eget temperament er rigtig gode, da alle karakterer er inddelt efter de gængse parametre som styrke og hurtighed. Foruden den førnævnte valkyrie består figurgalleriet bl.a. af en romersk gladiator, en gorgon (tænk Medusa fra God of War) og en robot! Yderligere er udrustningen også en del af ens samlede forsvar, og får man mange slag på et bestemt stykke udrustning, falder denne af og man bliver derved svækket overfor yderligere angreb. Når en runde er gået, får man lejlighed til at enten at reparere sin udrustning eller forøge sit liv, så også her skal der tænkes taktisk for at opnå det bedste forsvar. En rigtig fin detalje.

Men her stopper Tournament of Legends ikke med at imponere, for spillet har stadigvæk flere es i ærmet. I kraft af at vi befinder os i et anderledes univers, bliver magi og ens valg af våben vigtigt for hvordan kampene forløber, og udover den allerstedsværende energibar, er der også et tilsvarende meter til magi. For hver del af baren der er fyldt, kan ens figur foretage et magisk angreb, og afhængig af hvilken figur og hvilket våben man har, kan forskellige angreb eksekveres.

Dette leder os automatisk videre til det andet kompliment som tilfalder spillet; dets styring. Man angriber ved at svinge Wiimoten vertikalt og horisontalt, imens man bevæger sig rundt på banen med nunchucken. Ved at ramme modstanderen og kombinere angreb, tjener man mere magi til de mere specielle angrebsmuligheder, hvor der både kan kastes med lyn, sendes slanger mod fjenden og meget andet godt. Når man så har slået en bestemt fjende i spillets kampagne, får man som præmie tildelt den spillers våben eller specielle angrebsteknik. Det fungerer godt, og er med til løbende at motivere en til at forsætte med at spille.

Alt er dog ikke ren fryd, og der er små, men vigtige kritikpunkter der skal nævnes i den sammenhæng. Først og fremmest er Tournament of Legends en blodfattig affære. Der er som sagt tidligere kun ti figurer fra start, og kun to spilmodes, henholdsvis Story og Versus mode, hvor man kan udfordre en kammerat til kamp. Udover dette er der kun en træningsbane, hvor man kan øve angrebne med de forskellige figurer, og sammenligner man med andre spil i samme genre, synes Tournament of Legends en anelse tyndt rent indholdsmæssigt. Spillet mister derved hurtigt sin genspilningsværdi, når først man har klaret historien med alle karakterene. Havde historien så blot været mere nærværende, og udført med en større grad af kunstnerisk og designmæssigt konsekvens, havde denne kritik været let at overse, men i dette tilfælde trækker det den samlede bedømmelse ned.

Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale spillet til Wii-ejere der har savnet et kampspil der ikke nødvendigvis indeholder Mario eller nogen andre af Nintendos egne figurer. Tournament of Legends vinder på sin fremtoning og teknik, men mangler det allersidste for at kunne erklære sig på lige fod med sine slagsbrødre fra Tekken eller Street Fighter-serierne.