Jeg har aldrig været særligt begejstret for roguelite-genren, før jeg stødte på Hades. Idéen om at dø og skulle starte helt forfra var ikke noget, min tålmodighed brød sig om, men så kom Supergiants perle og ændrede alt. I dag holder jeg mig ikke længere automatisk væk fra genren, og ved første øjekast virkede Towa and the Guardians of the Sacred Tree både hyggeligt og interessant. På overfladen ser man de glade farver, de fine omgivelser og en generøs portion japansk design. Alt dette kombineret i en klassisk roguelite, hvor du sammen med Towa og en række andre figurer drager ud på en actionfyldt rejse for at bringe fred tilbage til kongeriget.
Det mest unikke ved Towa and the Guardians of the Sacred Tree er, at du styrer to figurer - eller rettere sagt, du kan vælge mellem at lade den ene følge dig eller selv tage kontrol over begge via separate joysticks. Den medfølgende sidekarakter, som du vælger fra et stort galleri, fungerer som magisk støtte, mens du selv svinger sværdet. Fra den lille landsby Shinju, som fungerer som spillets hub, begiver du dig ud på et "run" gennem farverige landskaber og nedkæmper monstre i hvert område. Når du har ryddet dem, vælger du en "Grace", der forbedrer dine evner, vælger en portal til næste område og arbejder dig frem mod en boss. Dør du, må du starte forfra. I den charmerende landsby kan du opgradere våben og færdigheder, så du står lidt stærkere næste gang, du kaster dig ud i kamp.
Det er et klassisk koncept, der ikke byder på de store overraskelser. Før hver runde kan du vælge mellem otte forskellige ledsagere, hvilket ændrer spillestilen mærkbart. Der ligger altså en vis fornøjelse i at finde den støttefigur, der passer bedst til din spillestil. Du kan også lade en anden spiller tage styringen over den anden karakter og spille i co-op, hvilket fungerer fint, da områderne er små og lette at navigere. Dog skal spilleren, der spiller som støtte, acceptere, at deres angreb har "cooldown", hvilket gør tempoet markant langsommere for dem.
Det mest tiltalende ved spillet er uden tvivl det visuelle design. Farverne er klare og indbydende, hvilket gør omgivelserne meget attraktive, men de begrænsede områder betyder desværre, at der ikke rigtig er noget at udforske, og det er ærgerligt. Jeg ville have foretrukket en mere åben tilgang frem for de ret små arenaer, hvor kampene foregår. Selvom miljøerne derfor ikke helt får lov til at udfolde sig, er designet stadig charmerende og hyggeligt, hvilket er spillets helt store plus. Fjendedesignet er ikke særligt spændende og efterlader ikke et stort indtryk, men bosskampene føles en smule mere unikke. Frem for alt er det den glade, farverige palet, der skiller sig ud, ledsaget af behagelig musik. Desværre lider spillet under utrolig monotone dialoger, som hurtigt bliver trættende at høre på. Det er den samme gentagelse fra dine ledsagere, hvilket virkelig trækker helhedsindtrykket ned.
Som i genren generelt gælder det, at du må gentage alt, hvis du fejler. Men noget, jeg synes fungerer ret godt her, er, at næste forsøg føles markant lettere. I landsbyen kan du handle og opgradere våben, og selvom dette foregår i en besværlig og lidt langtrukken mini-game, er der generelt gavmilde opgraderinger til dit næste forsøg. En boss, der måske virker alt for stærk første gang, bliver meget mere overkommelig, når dine våben senere er blevet kraftigt forbedret.
Men der mangler én afgørende faktor, før jeg kan give spillet en højere vurdering: den berømte "bare én runde mere"-følelse, som er så vigtig i denne type spil. Det føles hverken frustrerende eller uretfærdigt - det føles bare ikke særligt sjovt. Jeg er ofte tilfreds efter to-tre forsøg, og den fornemmelse burde ikke indfinde sig så hurtigt i dette koncept. Når du først har fundet din foretrukne ledsager, kommer der egentlig ikke flere overraskelser; det handler blot om at kæmpe sig lidt længere. Det ville ikke have været et problem, hvis det samtidig var enormt underholdende, men i sidste ende føles det mest af alt bare... okay.
Towa and the Guardians of the Sacred Tree er bestemt ikke et dårligt spil i sin genre. Det har responsive kontroller, byder på en god udfordring, præsenterer et unikt gameplay med to kontrollerbare figurer og er virkelig flot at se på. Men når det gælder ren underholdning, føles det en smule enkelt og mangler dybde. Hvis Hades var spillet, der for alvor fik mig til at omfavne genren og vækkede min interesse, så formår dette desværre ikke at holde gnisten ved lige. Det er visuelt tiltalende og sjovt i korte sessioner, men ikke meget mere end det - og med Hades II kun en uge væk, føles det ikke som en titel, man behøver at prioritere højt.