Toxic Grind

Af en eller anden grund så bliver jeg bombarderet med spil baseret på ekstreme sportsgrene. Min skærm er fyldt med personer, som risikerer deres liv. Det være sig på rulleskøjter, BMX eller vandscootere. Fremgangsmetoden er simpel: Der er en bane, hvor folk kan drøne rundt. Inden for en given tidsperiode skal de have udført et vist antal halsbrækkende stunts, hvilket i sidste ende skal udmønte sig i X antal point. Det kan være fedt et vist antal gange, men på et eller andet tidspunkt er det tid at bevæge sig i nye direktioner. Dette forsøges gjort i Toxic Grind ved at kombinere et BMX spil med en gennemgående historie. Og det er blevet til et ganske godt spil.

Den grumme fremtid
Året er 2097. Det er totalt forbudt at køre på BMX. De folk som alligevel har valgt at krydse loven, er blevet indfanget. Nu agerer de underholdning til masserne. Den lettere sindsforvirrede Dixon von Blass har nemlig lavet det ultimative reality show - her kan Robinson godt gå hjem og vugge. Den kære Dixon har nemlig kreeret nogle fuldstændigt obskure dødsfælder maskeret som BMXbaner. De intetanende kørere bliver smidt derind kun bevæbnet med en BMXcykel. Omgivet af masser der hungrer efter blod - samt millioner af seere foran skærmene - kæmper de nu for overlevelse. Desværre for Dixon er seertallene faldende. Alle de bedste ryttere har taget billetten, og folk er blevet bedøvede af ligegyldige dødsfald. I et forsøg på at pumpe seertallene op igen, bruger han en tidsmaskine, og fokuserer den på vores tid. Målet er dig - Jason Hayes - du skal nu kæmpe det bedste, du har lært. Dette i en fremmed verden hvor pøblen skriger efter blod - dit blod.

I bedste tegneseriestil
Historien er naturligvis det centrale i Toxic Grind, og præsenteres gennem stiliseret still-art. Altså en tegneseriestil, hvor stationære baggrunde og personer præsenterer handlingen. Meget lig de mellemsekvenser som eksempelvis var i Freedom Force. Illusionen er faktisk ganske udmærket, og matcher godt til det futuristiske præg. Dette gælder også for de baner, hvor du slippes løs. Du kan vælge at starte med en introduktion, her gelejdes du på sædvanlig vis gennem spillets finere finesser. Du lærer den gængse styring samt de forskellige stunts, som kan udføres. Efter et øjeblik føler man sig hjemme med kontrollen. Eksempelvis så grinder du på Y, laver tricks i luften med X/B og drejer i luften med triggerne. Alt sammen noget vi har set før. Nyt er det heller ikke, at A benyttes til at sætte fart på BMX’en. Derimod er det lidt underligt, at du udfører spring, hver gang du fjerner fingeren fra A. Efter en kort indlæringsperiode vender du dig dog til det. Du finder hurtigt ud af, at vægten i Toxic Grind er lagt på action. De forskellige stunts er lette at komme til, og cyklen er uhyre stabil. Det er let at udføre flere sammenhængende stunts. Dette gør, at Toxic Grind hurtigt fænger, da det er rart med en kort indlæringsperiode.

Den første kamp til døden
Det varer dog ikke længe, inden intensiteten strammer til. Den bane der fungerede som introduktionsbane, bliver også din første reelle udfordring. Du befinder dig stadig i vores tid, uanende at du bliver fulgt af ivrige øjne. Du er med i en stor turnering, og målet er blot, at opsamle så mange point du kan nå inden for en given tidsperiode. Dette dog underlagt det krav, at du ender i top tre. Efter et par forsøg skulle det også gerne lykkes dig. Herefter sætter historien rigtigt i gang. Pludselig befinder du dig et fremmed sted i en fjern fremtid. Uden den store introduktion kastes du ud i første prøvelse. Du skal kæmpe mod en anden fyr. I starter hver med 10.000 point. Ved at udføre tricks får man point på bekostning af den anden. Den der først opnår alle 20.000 point er sejrsherre. Taberen ender sine dage på ulykkelig vis. Klarer du også denne bane følger en større forhindringsbane. Her skal du løse en række objektiver. Mens motorsave og alskens droner flyver om ørerne på dig. Nu endda med det tilføjede element, at du har fået en injektion giftkapsler i kroppen. Gør du det ikke godt nok, udløses flere og flere af kapslerne, indtil du ender som en savlende grønsag. Så fremdeles fortsætter udfordringerne, hver gang assisteret af en passende mellemsekvens.

Tid med gutterne
Der er i alt 14 forskellige baner. Når du klarer banen, så belønnes du med point, som du kan bruge til at forbedre dine og din cykels egenskaber. Har du samtidig udraderet en modstander på banen, så får du også adgang til såvel ham som hans cykel. Dette gælder dog kun i enten single- eller multiplayer frikørsel. I multiplayer har du også en række forskellige minispil til rådighed. Der er i alt syv rimeligt diverse måder at fordrive tiden på, hvilket er ok tidsfordriv en aften sammen med gutterne.

Poleret og pænt
Den tekniske side af Toxic Grind er rimeligt velpoleret. Banerne er relativt store, som ofte inddelt i flere forskellige etager. Det hele afvikles i en stabil framehastighed, hvor det er yderst sjældent sker hastighedssænkning. Der er lidt problemer med clipping, hvor lemmer pludselig stryger gennem ellers faste overflader. Men det er aldrig hæmmende for gameplay. Ligeledes så sættes man altid på rationelle steder efter styrt. Grafikken er ganske flot. Teksturerne er klare, og der er en rimelig diversitet. Især en senere bane der foregår i et form for akvarium, ser ganske godt ud. Animationerne er livagtige, dog fremgår de forskellige modeller en anelse kantede. Lydsiden er ikke noget specielt. Vi får ikke noget prangende soundtrack, og muligheden for at sammensætte sit eget glimrer med sit fravær. Konklusionen er, at Toxic Grind er en underholdene titel. Det lette approach gør, at man hurtigt bliver suget ind i spillet. Dette bliver yderligere underbygget af den underliggende historie. Spillet er dog ikke forfærdeligt langt, og det er begrænset, hvor meget der er at hente ved andet gennemspil. Dog er de mange mini-spil en god tilføjelse. Et udmærket spil i et svært marked.