Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Toy Story Racer
Anmeldelser Toy Story Racer

Toy Story Racer

En stor animationsfilm fra Disney har de sidste år været ensbetydende med et væld af merchandise, deriblandt en del spil - nu et racerspil baseret på Toy Story-filmene.
Frederik Vandrup 27 april 2001

Legetøjspsykologi?
Buzz og Woody er legetøj fra forskellige tidsaldre, som bliver forenet i fælles kamp for at redde legetøjs arbejdsvilkår i de forrygende computeranimerede film i Toy Story-serien. Grundidéen er at gøre det kendte børneværelseslegetøj levende, og udforske de forskellige personligheder som i sagens natur må være inde i henholdsvis hyrdinen, rumhelten og de små plastiksoldater. Alt dette er lagt på hylden i racerspillet Toy Story Racer, som kaster fire af filmenes væsentlige roller ud i hæsblæsende kart-racing i børnehjemmets snirklede gange.

De vigtige plastiksoldater
Man har adgang til hver af de 4 personers personlige række af udfordringer - med en startkapital på 1 grøn plastiksoldat har man adgang til de første par baner for hver person, og for hver gennemført bane tjener man flere plastiksoldater til samlingen. På den måde sker fremdriften i spillet ved, at man gennemfører enkelte missioner og skaber adgang til yderligere morskab. Der er mange baner for hver figur, og selvom sværhedsgraden er jævnt stigende, så bliver udfordringen aldrig overvældende. Børn kan sagtens være med hele vejen, og det er også en af pointerne.

Saml, kør og vind
Det er firmaet Traveller´s Tales, der står bag Toy Story Racer. De har flere kart-titler under motorhjelmen, og man kan mærke rutinen under hele spillet. Banerne er opfindsomt bygget op og med et højt tempo, som passer fint til de små legetøjsbiler, kan man ikke undgå at blive hevet tilbage til barndommens avancerede racerbaner, som brugte alt tilgængeligt i huset - f.eks. en luftskakt, hvis der var mulighed for det. Undervejs på banerne samler man bonuser, som enten giver et boost til farten eller giver slagfærdige våben (naturligvis børnevenlige), som kan bruges til at sætte modstanderne midlertidigt ud af spillet. Kombineret med tempoet giver disse fritflyvende bonuser stor morskab på de snævre baner, når man skal undgå flyvende får, bowlingkugler og snurretoppe.

For børn - og de voksne
Grafisk er der ikke så meget at imponeres over, andet end det forrygende tempo. Til gengæld er bilernes fysiske reaktion på omgivelserne fine. Man kan køre overalt, og bilerne tumler tosset rundt, når man bliver ramt af en velplaceret raket fra konkurrenten bagved.. Et besøg på en bowlingbane eller i en pinball-maskine er ikke det samme, når man først har oplevet det fra en lille, elektrisk styret legetøjsbils synspunkt. Man er aldrig i tvivl om, at man er i Disney-hænder - det er velfungerende, velspillende og en smule for børnevenligt. Men placér roligt den urolige nevø foran fjernsynet, og familiefestens ro er sikret i et par timer - og når alle gæsterne er gået hjem, så er der fin fyraftensunderholdning i et tage et par baner og tjene et par ekstra grønne plastiksoldater hjem til samlingen.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
5
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Højt tempo, underholdning for hele familien.
Minusser Det er set mange gange før.
Fuld profil 12 udgivne artikler
5
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.