Trackmania 2: Canyon

Min kære mor har fortalt mig, at jeg plejede at synge til jeg blev helt rød i kinderne, da jeg var mindre. Det var dog kun på specifikke tidspunkter - nærmere bestemt når jeg legede med LEGO. Jeg elskede de danske legeklodser betingelsesløst, og faldt i en trance-lignende tilstand så snart kassen med klodserne blev åbnet.

På daværende tidspunkt var det ikke noget jeg tænkte videre over, men fascinationen kom ganske sikkert fra muligheden for at forvandle mine kreative ideer til virkelighed på rekordfart. Selv i dag er det et koncept jeg finder udtroligt tiltalende, selvom det nu først og fremmest manifisterer sig i digital form.

Jeg har brugt mange, lange nætter på at bygge skateparker i Tony Hawk-spillene, kreeret detaljerede fantasy-verdner i Heroes of Might and Magic III og konstrueret arenaer i Halo: Reach. Trackmania 2: Canyon burde derfor lige være noget for mig, for det er en racing-oplevelse der er baseret på ideen om brugergenereret kreativitet.

Spilmæssigt er Trackmania 2: Canyon arkaderacing i sin reneste form. Piltasterne er det eneste man behøver at bekymre sig om - gas, brems, venstre og højre. Fartfornemmelsen er så god, at jeg flere gange må tjekke om det er et jetfly jeg kontrollerer. Jeg springer hundredemeterhop som får Evil Knievel til at fremstå som en amatør, bevæger mig med med lynhast over lodrette flader og tvinger bilen igennem loops. Svingene er mere fokuserede på drifting denne gang, hvilket ellers kun skete ganske sjældent i de tidligere spil. Man taber altså ikke helt så meget tid, når bagsiden denne gang skrider ud, og faktisk opfordrer Trackmania 2 til den slags.

Takket være den enkle styring kan alle have det sjovet med Trackmania 2: Canyon, selv de normalt ikke gider racingspil. Samtidigt er det muligt selv at tage kontrol over sværhedsgraden ved selv at vælge baner, samt hvilke medaljer man vil gå efter. Går man online er konkurrencen naturligvis benhård. Den nærmest magiske sætning "let at lære, svær at mestre" passer altså ganske godt på oplevelsen.

At være online er en stor del af oplevelsen i Trackmania 2. Op til 200 (!) spillere kan deltage i det samme løb, og man må formode at det har været en opgave af gigantiske proportioner at få til at lykkes. Nadeo har dog løst det ved at ignorere al kollision mellem de forskellige biler. Det er således egentlig blot dig og banen det hele handler om. Resten af spillerne repræsenteres via "spøgelser", som kører mod dig i realtid. Det er således op til dig at sætte en god tid inden tiden på stopuret render ud, og se hvordan den gør sig mod resten af spillerne.

Det er en unik og virkende tilgang som også har fungeret i seriens tidligere spil. Havde blot en brøkdel af bilerne været på banen fysisk, havde det simpelthen ikke været Trackmania. Vil du i stedet hellere spille sammen med en ven lokalt, kan dette også gøres i splitscreen, hvilket får en klapsalve med herfra.

Endnu er alle spillets muligheder fokuseret på at nå først i mål, og faktisk er det lidt skuffende at der ikke er platformsbaner eller puzzlebaner som i de tidligere spil, og egentligt synes jeg at standardpakken er lidt tynd, når det kommer til indhold. At man kun har inkluderet én type miljø (Canyon) er endnu et eksempel på dette. Nadeo planlægger tilsyneladende at udgive flere titler med nye byggeblokke, spilmuligheder, miljøer og andre opdateringer i fremtiden, men indtil da er det op til communitiet at holde oplevelsen frisk. Heldigvis er mange allerede i gang, og grunden til dette er den inkluderede bane-editor.

Værktøjet leveres i to pakker som er tilpasset efter erfaringsniveauer: enkel og avanceret. Selv den avancerede version er dog ret let at overskue og kræver ingen længere indlæringsperiode. Området man bygger på er indelt i et net, og højden bestemmer man selv. Man kommer derfor hurtig i gang med at vælge brikker, hop, loops, tunneler, turbobrikker og andre dingenoter, og det hele er enkelt men samtidig utroligt omfattende. Beviset på værtøjets elegance er let at se, da tusindvis af brugerskabte baner med stor diversitet allerede nu er klar til gratis download.

Foruden baneværktøjerne er spillet også yderligere tilpasset mod-scenen. Det er her, de virkelig dedikerede skabere begår sig, og også her de virkelig lækre finesser potentielt vil komme fra. Jeg har allerede overvejet et par modifikationer, som forvandler original-miljøernes brun-orange farver til frodige, grønne sletter og arktisk tundra. Fra moddernes side kommer endda nye bilmodeller, byggeblokke og texturer med jævne mellemrum. Jeg anbefaler virkelig at holde udkig på spillets officielle forum for de seneste nyheder. Alt hvad der er nødvendigt for at forbedre din oplevelse med spillet er således lidt dedikation og tålmodighed, hvilket bringer mig til det næste emne.

Som et bindeled mellem communitiet og spillet har Nadeo udviklet en ny platform kaldet Mania Planet, som gør det lettere at uploade og downloade elementer til spillet. Desværre kan man godt mærke, at dette er et typisk PC-spil, hvor brugervenligheden ikke ligefrem har været i højsædet. Vil man lave sit eget klistermærke til kofangeren, for eksempel, skal man gennem denne proces:

1. Åben det valgte billede i Photoshop (eller lignende billedredigeringsprogram). 2. Gem billedet i TGA-format og glem for guds skyld ikke at skabe en tilhørende Alpha-kanal. 3. Sørg for at du opretter et ikon i forbindelse med billedet. 4. Navngiv filen korrekt og vær sikker på, at du gemmer den i den rigtige mappe. 5. Nu kan du endelig bevæge dig gennem spillets menuer for at udsmykke din egen bil.

Det er egentlig ikke så svært alt sammen, hvis man får lidt hjælp, men det kunne have været lavet så meget mere brugervenligt, og Nadeo skulle på dette område have afluret Little Big Planet 2 dets design, da dette spil gør det hele langt mere enkelt. Det er faktisk et gennemgående problem for hele brugergrænsefladen i Trackmania 2: Canyon, for den fungerer udmærket, men kunne have været meget snedigere.

Lyden er en smule anonym og fortjener ikke særlig meget opmærksomhed. Et par adrenalinpumpende rockmelodier i stedet for de blege techno-lyde havde gjort godt, og det samme havde en mere fyldig motorlyd. Som det er, lyder spillet dog hverken godt eller dårligt.

Der er dog ikke en finger at sætte på den grafiske front, og faktisk er den til tider rigtig lækker (hvilket er en stor forskel fra tidligere Trackmania-titler). Bilerne er pænt modelerede, miljøerne reflekteres i bilens skinnende motorhjelm, og lys-, skygge-, blur- og bloom-effekter forvandler det hele til en pose øjenguf for alle, der har maskineriet til at trække det. Samtidigt er det hele optimeret til at køre på mindre kraftfulde maskiner, hvilket er herligt, da det betyder at flere kan være med til festen.

LEGO-fanatikeren som jeg indledte teksten med at fortælle om, ville have været glad. At spille Trackmania 2: Canyon er som at erstatte kassen med LEGO-klodser under sengen med en kasse på størrelse med Joakim von Ands pengetank, og uanset om du har tænkt dig at bygge med klodserne eller blot lege med dem, kan du godt forvente at få en fantastisk sjov oplevelse.