Trackmania Sunrise

Nogle spil taler direkte til det indre barn. Sniger sig behændigt uden om fornuftsfiltre og kræsen kender-bedømmelse og sætter kursen stik mod legens barndomsland. Trackmania Sunrise er ikke dybt eller smukt, men det byder på både hurtige biler, sindssyge stunts og en glimrende track editor, der giver barndommens racerbaner baghjul. Det er simpelthen alt, hvad min indre otte-årige altid har drømt om.

Udvikler Nadeo er en lille fisk, og deres nye udgave af Trackmania er tydeligvis ingen blockbuster-produktion. I forhold til etteren er grafik og lyd blevet bragt op på en tidssvarende standard, men toerens præsentation er stadig langt fra prangende. Det behøver man kun at tage et hurtigt kig på banernes spejlglatte vandoverflader eller lægge øre til de noget tøsede motorlyde for at forvisse sig om.

Men akkurat som en skæv indie-film kan være mere interessant end en effekt-film til flere hundrede millioner dollars, så har Trackmania Sunrise nogle unikke kvaliteter, der gør spillet enestående. I solo-udgaven gives valget mellem fire forskellige typer kampagner: Race, Platform, Puzzle og Crazy. Nummer et og tre vil være velkendte for Trackmania-veteraner, mens Platform og Crazy er de nye drenge i klassen.

Race giver stort set sig selv: Den ene bane efter den anden skal forceres i forrygende fart - og helst til timeren siger god for en guldmedalje. Der findes kun tre forskellige slags biler, fysikken er mildest talt urealistisk og man kan køre lige lukt igennem computer-modstanderne. Men det betyder ikke alverden, for Nadeos baner er fornemt designede udfordringer af spillerens præcision, reflekser og opfindsomhed.

De geniale bane-designs og tyngelovs-trodsende biler kommer for alvor til deres ret i Platform, hvor timeren er erstattet af en restart-tæller: Hver gang man falder af banen og må starte fra sidste checkpoint, giver det strafpoint. Hop efter sindssygt hop skal tages med præcis den rette fart og retning, mens loops, fartfelter og hårnålesving fuldender vanviddet. Platform er en afhængighedsskabende oplevelse, også når frustrationerne tårner sig op.

Trackmania Sunrises allermest karakteristiske gameplay-type er nok Puzzle. Her præsenteres spilleren for en ufærdig bane med en start- og slut-linie og en række checkpoints, der skal passeres undervejs. Udfordringen er at fuldende banen med et begrænset antal byggeklodser og siden køre en god tid hjem bag rattet. Typisk er det relativt nemt at hente sølv og bronze, mens guldtiderne kalder på en helt særlig kreativitet i banedesignet.

Guld-jagten er inspirerende og frustrerende i ligeligt mål, men guld skal der til. For selvom sølv giver adgang til næste bane i kampagnen, kan man først gå i kødet på Crazy-banerne, når man har gennemført en kampagne til guld. Crazy er VIP-udfordringer for den hærdede Trackmania Sunrise-spiller: Her er race- og platform-banerne lige en tak vildere, sværere og ja - skørere.

Tilsammen er de fire kampagne-kategorier gode for mange timers underholdning, ikke mindst fordi Trackmania Sunrise har en uhyggelig evne til at stimulere den indre perfektionist. Men spillet vinder en helt ny dimension i kraft af sin stærke track editor. Når først man har gennemskuet det lidt akavede interface, åbner der sig en verden af muligheder. Kun fantasien sætter grænser for de baner, man kan designe i Trackmania Sunrise, og der går hurtigt sport i at lave den vildeste.

Nadeo har endda indbygget muligheden for at lave små intro-videoer, og det er da blæret. Men det er svært at forestille sig noget mere tilfredsstillende end at oprette en internet-session med sine egne baner - og se spillere fra hele Europa suse velfornøjede rundt i svingene. Det er let og uproblematisk at hoppe på nettet med Trackmania Sunrise, og har man ikke lige nogle vilde baner klar til start, er det også et kick bare at beundre den sprudlende kreativitet, track editoren får op i ens med-entusiaster.

Net-spil er også udelukkende et spørgsmål om tidtagning, og det er egentlig lidt skuffende. Hvor solo-spillenes computerstyrede "spøgelser" fungerer godt som pejlemærker på banen, kalder modstandere af kød og blod på de lavere impulser - og der er ingen chance for at chikanere eller torpedere net-rivalerne i Trackmania Sunrise. Her er noget for Nadeo at arbejde videre med, når de går i gang med treeren. Til den tid bliver der forhåbentlig også strammet lidt op på lyd, billedside og interface: Trackmanias forrygende gameplay fortjener en endnu flottere iscenesættelse.