Transformers: Revenge of the Fallen

Filmlicensspil er ikke længere per automatik et stykke skrammel pakket ind i plastik. Nej, på det seneste, har der nærmest været spil, der indeholder okay kvaliteter. Måske er der endelig nogen derude, der kan se, at man ikke bare skal lægge navn og rygte til hvad som helst, blot for at kunne hente nogle hurtige penge på en ligeså hurtigt indkøbt licens og så bare gå videre med livet som udvikler. I det her tilfælde er det Luxoflux, holdet bag True Crime, der har fået chancen.

Men lad os lige for et øjeblik glemme de positive strømninger i spilmatiseringer af film, for da kampagnen i Transformers: Revenge of the Fallen startes op, er alt ved det gamle. En vag, omarbejdet udgave af filmens handling, deles op i seje, ensformige missioner, der er holdt sammen af stramt styrede kampe og irriterende mellemsekvenser med tynd dialog. Produktionsmæssigt er der tale om den mest skrabede form af et spil, og selvom det har lidt af den atmosfære som det gamle PlayStation 2-spil havde (der i øvrigt var fremragende) så oser det langt væk af licensrytteri.

I de øjeblikke man faktisk får lov til at springe rundt uden en babysitter, viser det sig, at der er en del finesse under overfladen, om end det er lidt for omstændigt gjort. Det er som om , der ikke er tænkt ordentlig over sagerne. Med skulderknapperne på joypaddet, bytter du rundt på dine ting, både våben- og forvandlingsmæssigt. Allerede her, kan jeg godt se, at det bliver en smule uklart, så lad mig lige kort forklare.

Våbendelen er den, der gør dig i stand til at skyde. Det sker ved at trykke på den højre skulderknap - og at holde den inde for at sigte, har sådan set været en standard gennem længere tid, men sådan fungerer Transformers ikke. For alt for ofte forsøger jeg at sigte og skyde, kun for at gå direkte ind i en forvandling af min robot. For holder jeg den højre skulderknap inde inde, så ruller jeg automatisk derudad i min foretrukne nye form.

Det lyder besværligt, og det er besværligt, men faktum er, at det heldigvis kan indlæres. Andre ting føles væsentlig mere naturlige, specielt ens specialbevægelser. Siden mange af robotterne fungerer meget forskelligt, så har jeg ikke tænkt mig, at gå i detaljerne med dem, men at styre rundt med f.eks. Bumblebee er faktisk rigtig sjovt.

Problemet bliver i stedet de ekstrem styrede missioner, der alle sammen er tidsbaserede. Dermed findes der ingen mulighed for at udforske miljøerne - noget der så samtidig dækker over, at omgivelserne både er grimme, statiske og meget trange. Man kunne måske mene, at en ti ton tung robot, burde gøre mere skade på dens omgivelser end hvad tilfældet er her, men i det mindste er vi sluppet for de paphuse som etteren var plaget af, altså Transformers: The Game.

Der findes klart højdepunkter i spillet. At opdage, at de Combaticons-kloner man sprænger i stykker i massevis faktisk ligner Brawl, Swindle og Vortex, nogle af de oprindelige Combaticons, er umådelig morsomt. Bosskampene er også næsten på nippet til at være episke, specielt hvis du spiller Autobot og får lov til at gå i ringen med Devastator, en oplevelse, der rummer en del af den atmosfære, som der var i Tidal Wave-kampen på PlayStation 2. Men grundlæggende er spillet meget middelmådigt i sin tilgang til emnet.

Heldigvis er der onlinedelen, og denne del er helt anderledes. Der findes en del forskellige spilmodes, men det mest unikke er, hvor du skal besejre modstanderes leder. Dog er de sjoveste kampe dem, der foregår i deathmatch. Så er der klassiske kampe mellem de gamle hæderlige Autobots og de ondskabsfulde Decepticons - og her bliver valget af form udslagsgivende for sejren. Alle robotterne har hver deres force, f.eks. er Bumblebee hurtig og kan med lethed løbe modstanderen rundt i cirkler, mens lederen Optimus Prime er den største og stærkeste. Imens kan Ironhide placere kanontårne og forsvare et område. Der findes masser af muligheder for at lægge strategier i onlinedelen.

At udnytte alle de små egenskaber, er hvad der gør spillet frisk og indbydende. Trods forskellighederne, så virker det ret balanceret og rimeligt, og det er selvom du vælger Powered Optimus eller Megaton - intet er afgjort på forhånd. Samarbejde er i øvrigt livsvigtigt som i alle andre gode onlinespil, og det føles helt klart som om, det er den bedste spiller, der vinder kampene.

Jo, efter en del onlinekampene, så er det, at spillet begynder at vise tænder. Det er skønt, at man slet ikke behøver, at have spillet alene, før man kan gå online. Du kan sagtens komme til at sidde og bande kontrollen langt væk fra tid til anden, men de dynamiske kampe er alt besværet værd. Transformers er mere end kompetent online. Og så må jeg indrømme, at jeg elsker de små referencer til originalen (I...still...function!)

Der er stadig lang vej til Transformers, PlayStation 2-spillet med det noget intetsigende navn, der stadig sidder på tronen. Transformers: Revenge of the Fallen er dog lykkes med en del ting, og er derfor en god toer i kapløbet af filmlicensspil bygget på universet - og elsker du bare robotterne, så behøver du ikke skamme dig over, at gå ud og købe spillet. Derfor ender spillet på en sekser, og havde der været en del mere ekstramateriale og nogle af de klassiske robotter med i spillet, specielt for en gammel fan som jeg selv, så havde jeg nok presset karakteren et nøk op ad til syv.