Trine 2

Der er et eller andet nærmest magisk ved oplevelsen første gang Trine 2 toner frem på skærmen, for jeg er nærmest sikker på at det var sådan her vi forestillede os drømmespillet ville se ud, dengang vi alle endnu drømte i 2D-spilleverdener. Det er eventyr, så det nærmest bobler ud af skærmen, og alt lige fra kaskaderne af farver til de varme personligheder, gør at smilet er svært at skjule.

Hvis du aldrig fik prøvet det første spil i serien, er der ingen grund til at være nervøs. For selvom der her bygges videre på det fundament, der blev etableret med det første spil, bliver historien aldrig vigtig nok til at du behøver at følge med i den. I stedet kan du nyde den forudsigelige, men hyggelige snak mellem de tre hovedpersoner og den aldrende fortæller.

De tre forskellige figurer der udgør dit lille hold råder over vidt forskellige evner som kan udbygges med tiden. Zoya er den kvindelige tyv, der med en gribekrog og flitsbue er den mest adræte af de tre, og som med lidt snilde kan udforske ethvert hjørne af banerne, mens modstanderne besejres på afstand. Pontius er den tykke og konstant sultne ridder, der med sit trosfaste sværd, skjold, hammer og enorme rustning kan banke enhver fjende til pindebrænde. Amadeus er den nervøse troldmand der i efterfølgeren er mere bekymret om familien derhjemme end tryllerierne og eventyret. Hans evne til at fremtrylle mekaniske kasser og platforme skal dog udnyttes for at løse opgaverne, og dem er der heldigvis mange af.

Som i det første spil består alle banerne af en god blanding af kamp og opgaveløsning, men specielt sidstnævnte vejer denne gang tungere. Her er mange flere opgaver end sidst, og derfor har udvikleren også udvidet det sortimentet af elementer som skal manipuleres. Magiske portaler fungerer på det nærmeste som i Portal, og skal flyttes rundt via brugen af specielle kontakter. Træstammer og forvoksede blade skal manipuleres så livsgivende, magisk vand kan få gigantiske planter til at vokse. Sjovest og mest udfordrende er dog de rørsystemer som på bedste puslespilsvis skal rokeres for at udnytte den vind og ild, der sendes igennem dem.

Der er dog oftest flere løsninger på den samme gåde, og er man blot en smule snedig vil mange af opgaverne kunne løses ved at udnytte holdets samlede kræfter. Det betyder at man sjældent kommer til at sidde fast hvis fantasien ellers er i orden, men skulle den alligevel ikke være nok, kan man denne gang benytte sig af at automatisk hjælpesystem.

En anden og mere effektiv måde at løse mange af gåderne på, er ved at rekruttere et par venner. Trine 2 understøtter co-op for op til tre spillere samlet, og selvom muligheden denne gang er der for at spille tre af den samme slags figur, er det mest effektivt hvis hver spiller hjælper til med hver figurs unikke evner. Co-op kan for øvrigt også denne gang spilles online, og selvom det er den slags spil der gør sig bedst hvis man sidder foran samme skærm, er det positivt at online-muligheden denne gang er blevet tilføjet.

Inden du for alvor kommer i gang med de mange gåder eller co-op-funktionen vil du dog sikkert skulle bruge lidt tid på at nyde spillets udseende. Trine 2 er så smukt at jeg flere gange tog mig selv i at stoppe op og bruge et par sekunder på at nyde de afsindige detaljer, de utallige smukke lyseffekter og det lækkert eventyrlige design. Den grafiske side emmer simpelthen af eventyr fra første til sidste minut, og oftest er dette nok drivkraft til at man lige skal se hvad der sker i den næste bane. Hvad 2D-eventyr angår er dette utvivlsomt den nye milepæl og det er vitterlig svært at forestille sig hvordan det skulle blive meget smukkere end det her, selvom jeg naturligvis glæder mig til at finde ud af det.

Jeg kan ikke påstå at være helt vild med beslutningen om at tone antallet af kampe tilbage til fordel for flere opgaver, og faktisk savner jeg lidt den mere balancerede blanding fra det første spil. Mest savner jeg dog udforskningen, der tidligere ofte belønnede de mest ivrige eventyrer med bonusobjekter som på den ene eller anden måde gjorde livet lettere for vores helte. Hemmelige kister findes der stadig, men disse indeholder denne gang blot ligegyldige små rim og det er ærlig talt en sølle erstatning. Jagten på de magiske energikugler som giver evnepoints til brug i spillets evnetræ, er derfor den eneste egentlige grund til at udforske de mange baner.

Der er ingen vej uden om at den finske udvikler Frozenbyte har fat i noget specielt med Trine-serien, som specielt vil ræsonnere stærkt hos alle dem der til tider savner de simplere spiloplevelser fra 16bit-tiden. Trine 2 bygger videre på alle de kvaliteter som det første spil indeholdte og udvider formlen med mere kreativitet og flerspiller-sjov. Balancen kunne være bedre og så savner jeg hemmelighederne, men det ændrer ikke ved at Trine 2 er et stærkt underholdende eventyr, pakket ind i utroligt smukke klæder.