Trine 4: The Nightmare Prince

Trine-spillene er en serie, som man godt umiddelbart kunne tro har eksisteret altid - sådan føles det i hvert fald. Visse af kapitlerne har uden tvivl været populære blandt fans, men samtidig synes samtidig synes de altid at udkomme uden den store fanfare. Nu ankommer det fjerde kapitel i serien ved navn Trine 4: The Nightmare Prince, og endnu en gang er dette udvikle af Frozenbyte, og udgivet af Modus Games. Det udkommer på PlayStation 4, Nintendo Switch, Xbox One, Microsoft Windows og Linux. Jeg har spillet det på PC.

Jeg har altid synes at Trine-serien har været flot at se på først og fremmest. Tre af de fire spil foregår i 2.5D, hvilket betyder det ikke helt er 3D, men at man ser de tre karakterer fra siden af, mens baggrunden har dybde. Det er virkelig flot, og selv det første spil, som udkom for 10 år siden, ser stadig godt ud. Det tredje spil i serien forsøgte sig også med ren 3D, men modtagelsen var ikke så god, så derfor har Frozenbyte valgt at vende tilbage til 2.5D i Trine 4: The Nightmare Prince. Så alt vil virke velkendt for dem der har prøvet de andre spil i serien.
Trine 4: The Nightmare Prince foregår i et ødelagt kongerige, hvor alt er i ruiner. De tre protagonisters mission er at finde den unge prins Selius, som lider af meget korporlige mareridt, som kommer til live på grund af hans store magiske evner. De tre helte, som man kan genkende fra de tidligere kapitler i serien, er troldmanden Amadeus, ridderen Pontius, og tyven Zoya, og det er sjovt at høre de tre bekendte snakke, og møde hinanden igen, inden de drager ud på endnu et eventyr. I dette nye eventyr, kommer de tre igennem mange forskellige områder i deres søgen efter den hjemsøgte prins. Jeg vil dog påpege, at historien ikke er det mest spændende, jeg har oplevet. Der er små mellemsekvenser engang imellem, men historien er lidt i baggrunden for selve gameplayet. Der er også lidt sjov dialog imellem de tre, men det hele føles en smule fladt og kedeligt. Jeg tænker tillægsordet "hyggeligt" passer meget godt på historien. Ikke mere og ikke mindre, historien er der bare.

Det der virkelig er stjernen i Trine 4: The Nightmare Prince er spilmekanikkerne. Spillet foregår som sagt i 2.5D, og det er et platformspil, som er baseret på gåder og en lille smule kamp. Det er både spillets styrke og svaghed. De tre karakterer har hver deres evner, som man skal bruge for at komme igennem de mange, mange gåder. Troldmanden Amadeus kan fremtrylle en magisk kasse, som man stå på eller bruge som vægt. Ridderen Pontius har sværd og skjold, og kan slås. Han kan også løfte og smadre objekter, hvis det er nødvendigt. Hans skjold kan bruges som spejl, til at rette lysstråler de rigtige steder hen, og han kan i luften lave et angreb mod jorden, hvor uheldige fjender fanget under hans massive krop, vil tage stor skade. Til sidst har vi tyven Zoya, som bruger bue og spil, og som er mere bevægelig end de to andre. Hun kan binde reb fast på forskellige punkter i banerne, som man kan gå på, for at undgå farlige områder, og hun kan senere i spillet også skyde med is- og ildpile, for at løse gåderne. Man skal så kombinere de tre karakterers mange evner, så man kan overkomme gåderne, som langsomt stiger i sværhedsgrad. Der kan kun være en af de tre helte på skærmen på samme tid, men man kan skifte dem, som det behager en. Det fungerer glimrende, og bliver man i tvivl om hvem der skal til for at klare gåderne, siger karaktererne at man skal bruge dem og deres evner. Dette er super fedt, da ikke alle gåder er lige inspirerede, eller logiske.

Der er som nævnt en del kamp i spillet, men her synes jeg faktisk kun Pontius kunne bruges, fordi de andre ikke havde åbenlyse angreb. Zoya har selvfølgelig sine pile, men man skal spænde buen, og sigte inden man rammer fjenderne, hvilket førte til en del dødsfald. Heldigvis skal alle karakterer være døde før spillet siger at spillet er slut, og siden de ret hurtigt genopstår, så er det faktisk ret svært at få spillet til at erklære dig "game over". Der kommer dog evner til tyven og troldmanden senere, som kan bruges, men jeg synes de kom for sent.

Man samler løbende små lyserøde flasker, som bruges til at opgradere de tre helte med nye evner. Amadeus får blandt andet evnen til at smadre sine kasser ned i jorden, for derved at gøre skade. Zoya får som nævnt forskellige pile, og Pontius kan galopere og smadre krystalvægge, som er i vejen for hans videre fremskridt. Evnerne bliver dog ikke valgt af en selv, for de fleste af dem er absolut nødvendige for senere gåder, så spillet vælger dem for en, når man når til disse flaskehalse. Det føles lidt som om spillet tager noget at det sjove fra en, da man kun kan aktivere og deaktivere visse af evnerne, og andre er permanent tændte. Det gjorde at jeg ikke følte at evnerne var mine valg, og det ødelagde noget at glæden ved dem, og det er synd synes jeg, for det gør spillet ret lineært.

Gåderne er som sagt ret ens, men Frozenbyte forsøger at holde dem friske, men det lykkes ikke for dem desværre, og hen mod slutningen har man prøvet de samme udfordringer mange gange. Jeg må være ærlig at sige, at jeg kedede mig i den sidste del af spillet. Specielt skal en bosskamp mod en heks nævnes, hvor man skal løse en lys-gåde fem gange for at slå hende. Jeg var færdig efter tre gange, men det fortsatte bare... Det var en øvelse i ikke at blive frustreret. Derudover oplevede jeg en del bugs- og fejl, som også førte til frustrationer. Specielt kunne Amadeus' kasse godt sætte sig fast eller ikke reagere som den skulle i visse scenarier, og rigtig mange gåder havde brug for den her kasse, for at blive løst. Jeg var også ude for at visse gåder blev løst alt for nemt, ved at gåden simpelthen blev forbigået, da man snød med de tre heltes evner, og løste dem på måder der ikke var meningen. Så alt i alt var de mange gåder meget svingende i kvalitet.

Til sidst vil jeg nævne spillets præsentation, som er virkelig smuk. 2.5D-udseendet var en fornøjelse at opleve for farverne var smukke, og spillets præsentation varierede meget, fra slotshaverne, til Selius' mareridt, som man også kommer ind i længere inde i spillet. Der var en hyggelig fantasy-stemning i spillet, som lyden i den grad også er med til at skabe. Musikken er ikke den store kunst i sin Harry Potter-agtige fremtræden, men den virker glimrende, og sammen med spillets æstetiske udseende får man en positiv oplevelse.

Så Trine 4: The Nightmare Prince kan helt sikkert anbefales, og er man til gåder og har tolerance for at spillet bliver lidt ensformigt, så er det det værd. Desuden er spillet ikke så dyrt heller, så har man lyst til en hyggelig oplevelse, vil jeg anbefale det.