True Crime: Streets of L.A.

Allerede for fem år siden, da Gamereactor for første gang snakkede med Shinys Dave Parry, gjorde han det ret klart, at fremtiden for spil lå i en åben struktur, hvor både biljagter, slagsmål og heftige skuddueller var vævet sammen i ét spil. Ifølge ham ønskede spilfans frihed og muligheder, og den, der kunne skabe et spil med disse ting, ville tjene millioner. Og han fik ret. Se blot på Rockstar og deres fabelagtige Grand Theft Auto-serie, Sonys The Getaway eller sågar Jak II: Renegade. Alle tre rummer mere end en genre, alle tre giver spilleren frihed til mere end blot at følge et fast forløb og alle tre er på hver sin måde åbne.

Nu følger Activision i kølvandet på de føromtalte spil med et oplæg, der til forveksling ligner den succesopskrift, der skaffede Liberty City og Vice City en plads på alle fans hylder. Spilleren overtager styringen af Nick Kang, en hårdkogt politibetjent i Los Angeles, der er en af USA's mest voldelige storbyer. Der er mulighed for at ræse byen tynd på mere end 400 kvadratkilometer i jagten på forbrydere, mens man deler tæsk ud til højre og venstre og sågar fylder byens værste drenge med en ordentlig omgang bly. Dette fortælles igennem en enkelt og nærmest skabelonskåret historie, der er så klichefyldt, at de fleste ikke behøver at høre efter, mens den ruller hen over skærmen. Indrømmet: de fleste spil er ikke bundet op på et godt plot, men True Crimes' syntes at være specielt tyndt og idéforladt.

Det er spillets gameplay til gengæld ikke. I en lækker cocktail af hensynsløs kørsel, hårdtslående kung-fu og drabelige skuddueller sættes spilleren på den ene prøve efter den anden. Alle tre dele er godt integreret i historien, og kun kung-fu-delen synes at mangle gameplaymæssig tyngde, selv efter adskillige timers spil. Trumfkortet er uden tvivl de øjeblikke, hvor Nick Kang griber efter revolverne og begynder at skyde vildt omkring sig. Her ligner spillet mest Max Payne, og fjenderne udpeges i bedste Virtua Cop-stil. Selv den berømte bullet-time-effekt har fået plads i True Crime, og et let tryk på en enkelt knap resulterer i at man træder ind i en slowmotion-verden, hvor fjenderne falder som fluer og spilleren får en reelt pusterum. Luxoflux har formået at variere forløbene nogenlunde, for bedst som man syntes at have fået kontrollen over byens gader, så står man pludselig ansigt til ansigt med et par hidsige fyre fra triaderne, der allerhelst vil knække hver en knogle i Kangs krop.

På den visuelle side er True Crime: Streets of L.A. pæn uden at være prangende. Byen virker stor, flot og meget indbydende, og bilerne er frække og let genkendelige. Det hele afvikles i høj fart, og nøjagtig som det er tilfældet med The Getaway og Grand Theft Auto, så loader maskinen aldrig et nyt område. Musikken leveres af kendte Westcoast-hiphoppere som Snoop Dogg, Westside Connection og Ice Cube. Luxoflux' spil er måske ikke konsollens flotteste, men det er stadig imponerende på alle tekniske fronter.

Desværre kan det ikke siges om alle aspekter af gameplayet. For det første er True Crime alt for kort. Gamereactor gled igennem spillet på lige omkring syv timer med en såkaldt Bad Cop Ending, da vores kugler mere end strejfede både forbrydere og almindelige mennesker. Efter at have vendt tilbage til spillet og taget en anden vej fra sidste save, nåede redaktionen op på lidt over ti timer, men det er stadig ikke i nærheden af at være nok. Kæd dette sammen med muligheden for at springe missioner over, som det passer én, og man har opskriften på et hurtigt overstået spil. Dette hæmmes endvidere af en til tider noget svag kung-fu-del, hvor det faktisk er muligt konstant at trykke på samme knap og stadigvæk gennemføre en mission. Og selvom spillets auto-aim for en gangs skyld virker strålende, så er det mere præcise sigte til at zoome ind med langsomt og til tider ganske ubrugeligt. Der er også alt for lange loade-tider mellem de enkelte missioner, hvilket ødelægger den følelse af frihed, som spillet ellers lader spilleren tro, at der er.

Alligevel er True Crime stadig en rutschebanetur, der sagtens kan nydes, hvis blot man holder forventningerne lidt nede. Luxoflux har gjort et solidt stykke arbejde og lægger sig dermed bekvemt midt i mellem The Getaway og Vice City, dog med en pæn distance til Team Sohos Londoneventyr, hvilket absolut er et kompliment.