Du har sikkert set det. Fotografiet af et sjak bygningsarbejdere, som holder frokostpause på en jerndrager på toppen af skyskraber. Forhåbentlig var alkoholpolitikken "over there" en anden end den, der herskede i de danske håndværksfag i trediverne. Om Dan Carson har nappet en øl eller to til frokosten, melder historien intet om, men i givet fald bliver han øjeblikkeligt ædru, da han en eftermiddag i 1953 fra New Yorks højeste skyskraber overværer nazistiske kampfly vælte byens vartegn, frihedsgudinden. Panikken breder sig som ringe i vandet, og inden længe er også Carsons bygning under beskydning. I en brændende trappeopgang finder Carson et fuldautomatisk gevær af tysk oprindelse, og da han når ud af den sønderskudte bygning, har han allerede flere tyske liv på samvittigheden.
Turning Point: Fall of Liberty udvikles af californiske Spark Unlimited, som står bag Call of Duty: Finest Hour, og som også er i gang med Legendary: The Box. Som Insomniacs Fall of Man opererer Turning Point med en alternativ virkelighed, hvori Winston Churchill er blevet dræbt i et færdselsuheld i 1931. Uden Churchill ved magten er englænderne ude af stand til at stoppe den tyske kampmaskine, og de stolte briter tvinges til at overgive sig. Med Europa i sin hule hånd sætter Hitler sig for at indlede et overraskelsesangreb mod USA, og det er det angreb, som hovedpersonen Carson er vidne til.
Da jeg samlede det første våben op og tog livet af den første tysker, var det som om, at jeg netop var trådt ud af en tidsmaskine. Nok er scenariet nyt, men det samme kan man ikke sige om gameplayet. På godt og ondt føles det præcis som at møde nazisterne i Call of Duty: Finest Hour. Våbnene er uden bid, banedesignet er meget simpelt, fjenderne er sløve i optrækket, og med få forbehold kunne en PlayStation 2 trække spillets grafik. Jeg har det, som da jeg spillede Medal of Honor: Vanguard til PS2, og det kan ikke tages som et kompliment, uanset om man vender og drejer ordene i min anmeldelse af dette spil som en politiker, der forsvarer en åbenlys møgsag.
Men er der intet nyt i Turning Point, hører jeg dig sige. Jo. Spark Unlimited har kreeret et nærkampsystem, der sætter dig i stand til at gribe fat i fjenden og enten brække nakken på ham eller bruge ham som et levende skjold a la Splinter Cell. Og jeg hyggede mig da de par gange, jeg monterede en bombe på en tysk kampvogn og med rolig hånd forbandt tre farvede ledninger med deres respektive skruer. Men det er også de eneste lettere opmuntrende indslag, jeg oplevede de to-tre timer, denne previewskive roterede i maskinen.
I en gadescene sneg jeg mig forbi et tysk luftskibs projektørlys og så, hvordan enhver civil, der blev fanget i lyskeglen, blev mejet ned i koldt blod. Folk skreg og løb for livet, men det hele lignede mere en kulisse end et rigtigt gadebillede, og jeg kunne ikke fornemme deres angst. Selvom spillet anvender Unreal-teknologi, er der ikke noget egentligt fysiksystem at spore. Spande bliver stående, og venner og fjender forsvinder op i den blå luft, efter at de er faldet livløse til jorden.
Jeg ved, at man skal være forsigtig med at dømme et spil på en beta-kode, men med blot to måneder til lanceringen er det vanskeligt at forestille sig, at Spark Unlimited sidder og ruger på en vinder. Turning Point ligner på nuværende tidspunkt et lavbudgetspil. Et spil, der er skåret over en gammeldags og fastlåst FPS-skabelon. Jeg håber, at jeg tager fejl.