Femte udgivelse i serien danner prolog for det oprindelige Turok. Historien starter i Texas 1886. Efter en indædt dødskamp mellem Tal’Set og hans nemesis kaptajn Tobias Bruckner. Ser vi en portal der åbner sig, og sluger såvel kaptajnen som indianeren. Da Tal’Set atter slår øjnene op, befinder han sig i en anden verden. Et sted hvor dinosaurerne atter vandrer på overfladen. Den onde lord Tyrannus forsøger at tilrane sig magten, og Tal’Set bliver hurtigt en vigtig brik i kampen mod Tyrannus. Modsat ham dukker kaptajn Bruckner op på lord Tyrranuses side, og kampen mellem de to arvefjender kan fortsætte.
Som udgangspunkt er Turok Evolution et FPS. Du skal kæmpe dig vej gennem femten missioner, der alle igen er yderligere underopdelt. Områderne du bevæger dig igennem, veksler mellem jungler, grotter og byer. Spillet er relativt lineært, da du som oftest skal trigge en sekvens for at komme videre. Det står dig frit for, om du vil forsøge at snige dig gennem missionerne, eller om du løber med alle våben flammende. Vælger du at snige dig frem, er det vigtigt at du udnytter omgivelserne. Det er ikke nok bare at løbe rundt i buskene. Dette skyldes at krat og græs knaser, og sættes i bevægelse af dig.
Der er en lang række våben til rådighed i Turok Evolution. Våbnene er meget diverse og varierer fra en lang række buer til shotguns, miniguns, raketkastere, atomare våben og meget mere. Modstanderne er også ekstremt varierede. Der er en række perfekt modellerede dinosaurusser, som vandrer rundt i landskabet. Det er ikke alle dyr der er fjendtlige. Mange af væsnerne vandrer bare rundt, og giver spillet liv og variation. Det ser godt ud når man løber langs et vandhul gennem en sværm af sommerfugle. Mens skræmte dinosauruser flygter fra dig, og multifarvede papegøjer skræppende letter fra træerne. Der er virkeligt tænkt på detaljerne.
Den kunstige intelligens er blevet givet en del opmærksomhed. De mange væsner du møder vil i stor udstrækning forsøge at agere naturligt. Raptorer vil eksempelvis jagte i flok, hvor nogle forsøger at tage din opmærksomhed mens andre sniger sig ind på dig. Mens øglekrigerne i vid strækning benytter omgivelserne til dække, når du kæmper med dem.
Styringen med den Tal’Set er relativ ligetil. De to analoge controllere bestemmer bevægelse og synsvinkel. Mens de to triggere afskyder dit valgte våben. Nogle våben kan modificeres, eksempelvis ved at smøre gift på pilene til din bue. Mens andre våben har forskellige grader af zoom til rådighed. Selv om styringen er intuitiv, så føles den til tider en anelse klodset. Dette kommer især til udtryk når flere små væsner angriber dig. Her synes styringen at være lidt for langsom. Det kan godt være irriterende, at blive dræbt af en gnalling af en fjende. Simpelthen fordi du ikke er hurtig nok til at dreje og se ned.
En gang imellem så kommer du til at flyve på en Pteranodon. Her ændrer spillet karakter, og pludselig så skal du manøvrere dig rundt og dogfighte bevingede fjender. Scenerne virker fint, og byder på noget rar afveksling. Styringen kan dog godt føles en anelse stram, og kræver noget tilvænning. Et andet vigtigt element i Turok Evolution er multiplayer. Her trakteres du med en lang række mulige udfordringer, der bygger på alle de kendte elementer. Banerne er i tilpas størrelse, og fyldt med alskens habengut. Det er mildt sagt enormt sjovt at samle en gruppe venner omkring skærmen. De mange voldsomme våben gør det hurtigt til et inferno af lyseffekter.
Teknikken i Turok Evolution er i orden. Handlingen bevæger sig med en relativt stabile 30 fps. Men kan dog godt gå lidt ned i hastighed, når mange fjender og store våben er i gang samtidig. Grafikken er helt i top. Teksturerne er skarpe og detaljerede, og de forskellige modeller er i et meget højt antal polygoner. De enkelte dinosauruser er en fryd for øjet. Du kan se, hvordan deres muskler og knogler bevæger sig. Derudover er der stor afveksling de forskellige baner imellem. Lyden er udført i Dolby 5.1, og er generelt god til at underbygge handlingen. Musikken er bombastisk, og værd at lytte på. Mens effekterne er af lidt mere svingende karakter, hvor nogle virker lidt grynede. Turok Evolution er en værdig opfølger i en succesfuld serie, dog uden at blive en klassiker.