Verden ligger i ruiner, og det eneste der er tilbage er mærkelige misfostre i mærkelige biler. Sådan ser det i hvert fald ud i Twisted Metal Black: Online, som er præcis hvad det udgiver sig for at være, TMB på nettet. Det er selvfølgelig rart i sig selv at produktet indeholder hvad der står på pakken, men det ville nu have været endnu rarere hvis TMBO havde indeholdt lidt mere.
For et stykke tid siden annoncerede Sony at de ville lave et add-on til TMB. Det droppede de, fornuftigt nok, og besluttede sig for i stedet for at kaste perler for svin, og gøre TMBO til en gratis gevinst for de folk de køber en af Sonys netværks adaptere. Det kan vi små konsolgrise jo så glæde os over, hvis det ikke lige var fordi at dette tiltag ikke er nået til Danmark, og vi derfor i vores lille smørhul skal betale for produktet. Og hvad er det så lige vi får for de penge?. Muligheden for at spille TMB på nettet mod en masse andre, og det er det. Single player delen er ikke-eksisterende i denne version, og TMBO er derfor en ren portal disk ind til det forjættede online land.
Fans af serien vil klappe i deres små fedtede fingre. Et par ekstra baner og fire forskellige former for spil, giver mulighed for at smadre køretøjer i spandevis. For de uindviede foregår TMB ude på et hyper urealistisk overdrev, hvor tyngdekraften opfører sig som var hele verden lavet af helium, og alle biler har indbygget maskingevær. Vælg dig et køretøj og saml våben op i spandevis, der alle har det formål at få dig til at lave lidt længere end de andre. De fire forskellige slags spil strækker sig over Deathmatch, Last Man Standing, Collector og Manhunt. Med en broadband forbindelse kan man spille op til 8 på samme bane samtidig, og da der er tyve forskellige af dem, samt 15 køretøjer, kan det vare længe førend du når frem til din favoritkombination.
Hvis du da nogensinde når så langt, for nedenunder de mange muligheder, gemmer TMB på et slidt gameplay uden den store fornyelse, og et spændingsniveau langt under middel. Måske er det bare mig, men jeg har altid fundet TMB utrolig forvirrende. Udover at grafikken er pæn og detaljeret, føles det som om samtlige køretøjer har fået ski i stedet for hjul, og det er svært på grænsen til det umulige at opnå bare en nogenlunde fornuftig styring. De fleste kampe bliver derfor tilfældighedernes sejr over taktikken, og det får TMB til at tabe pusten hurtigere end en kanin der voldtager en elefant. Det, at spillet foregår på nettet og at du rent faktisk spiller mod andre mennesker i kød og blod er i sidste ende en petitesse. TMB formår ikke at vække interesse for at klare sig bedre end andre, da det for det meste er fuldstændig umuligt, at orientere sig i forhold til modspillerne. Forestil dig en avantgarde ballet hvor pigerne i strutskørt febrilsk prøver at danse væk fra hinanden som besad de alle pluspoler, og du har et fint billede af en normal TMB session. De fleste af de forskellige våben minder alle på besynderligste vis om målsøgende missiler, og så er der vel ingen grund til at de skal kaldes alt muligt andet?
Det kan være sjovt at smadre hinanden, når man får fornemmelsen af at man rent faktisk udøver skade på andre, men heller ikke her leverer TMB varen. Det går sindssygt hurtigt, og det er nemt at udslette de andre uden man selv opdager det. Nogle af banerne foregår på platforme hvor det er muligt at køre udover kanten, og her skal du være en virkelig erfaren spiller for ikke at få en selvmords score på 30 efter fem minutter.
Alle ovenstående problemer og lidt til får du som sagt for den nette sum af ca. 300 kroner, og TMB har ganske givet et publikum der værdsætter det mere end undertegnede gør. Forståelsen herfra kan ligge på et meget lille sted, det er faktisk ganske længe siden jeg har følt mig så distanceret fra en spiloplevelse der i det mindste bare skulle være en smule medrivende. En grafisk pæn oplevelse lige over middel til en pris i den rare ende. Det kunne være værre, men der er stadig langt til Destruction Derby!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 5 / 10
- Spilbarhed
- 4 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 6 / 10